Tritogenia Bind 6

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

Tritogenia

Et Maanedsskrift, udgivet som Fortsættelse af Minerva.
Udkom fra 1828-1830, betegnet 1.-7. Bind.

Om tidsskriftet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850tit/0199/sknr199641.htm

Udarbejdet af Niels Jensen

—

Dritogen i a4.

Et Maanedsſkrift,
udgivet |
ſom Fortfættelfe af Minerva,

ved
Prof. K. L. Rahbek, »
Etatsraad og Ridder af Dannebrog. -- 2

—

Parturiunt montes.
5 ; Hor, ep. ad Pis, -

Siette Bin d.
Kiobenhavn.
Paa Hofboghandler Beekens Forlag,
krykt i Johan Peter Mandras Bogtrykkerl⸗

Birkners elſtede Foſtbroder
Forfatteren af Statens Ven
Tenkeren og Danneborgeren

Johannes Boye
helliges.
til Hoiagtelſes og Erkiendtligheds og Venſkabs
Admindelſe
nærværende Tidſkrift
hvilket han hedrede med Yndeſt og Deeltagelſe,
og dets Udgiver med Broderhyldeſt.

Han til fin Birkner gil, i Lyſets Hiem,
Giv, Danmarks Genius! os flige Mænd tilbage,
Naar du oprinde ſeer de gyldne Dage,
Da vi paaſkianne og fortiene dem!
Bakkeh. 31 Jan. 1830. i :
å * ne K. L. Rahbek.

Yndhold

si É Side

Om Sinelars Deb, Sorgeſpil af Hendrik Wergeland,
ved dg. ere te „%%% „„ 1.
Bidrag til Tidernes Tegn. : |
a) Om Forholdet mellem Sultanen og Pachaen
af Wgypten. (Br. 3. No. 39777 17
b) Om Forholdet mellem Creekeindianerne og de⸗ .
res Naboer. (Hamb. N. .)) 2
Rioget forelsbigt om Cromwells Caracter . . 23
Om det danſke Litteraturſelſtab af Prof. Nyrups Pa-
pirer, med Tillæg af ude. 39
Hans Finſen om Folkemengdens Formindſfelſe ved OR
” Uaar i Island; . f. 5.0 D N 8
„ alen 62
Udſigt over de nyeſte Begivenheder „ „„ 63
Udflugt fra Godthaab til ujararſoak. (Af Hr. Doc⸗
tor C. Pingels Dagbog paa en Reiſe til det ſyd⸗
lige Grønland i Aarene 1828 og 299 . 73.
Tegnelſer ved Udg. 2
h) Storbrittaniens ubenrigs ) Politik (uds
draget af et Brev til Lord Aberdeen ved Mr.
Gally Knight, BE Ak abERE« ved the
SGleauer No. 183.) 954 98

*

9 ere ſtaaer ved de Trykfeit, inden ⸗
rigs. n 3 3

2 ) -
p) Omen lidt bekicndt Ode over Indfodsretten, og
- den rimelige Forf. deraf. (fort.). . 110
e) Om Frankrig — med Henſyn til den nærves
rende Partiſpending af Br 8, No 146. + 118
Fierde Chriſtians Sværd, af Hr. Kierſtrup Rumohr. 123
3. Claus Friman ef Hr. Sagen, udaf norſke Morgenblad. 132
n Til Hellas efter Kongen af Bayern (ſee Gedichte 2
; Deel S g) „ % 127
2. Themis ved Th F. Hurtigkarls Grau . + + 132
3 „udſigt over de nyefte Begivenheder . 135
Sand Retſkaffenhed og intet uden den giver Menne⸗
ſtet fin Hæder, (Fragment af en Tale af O.
Malling 1785) „„ 143%
i, Partlerne i Mexleo Wel e 5. 456
„ Cegnelſer j
a, om den aronhme Ode (f f. H. S. 118) „ 173
2 FØDEN VT Noget om Ordet Pobel, af Pram (beſtemt
: af ham til at optages i Udgaven af hans
Skrifter „ „179
o. Curioſa af Aviſer
. |” Om Landamman Suters SFiæbne i Appenzel 191
Om Marqvio Chavez i Lisſabn „ „ 195
9 Radſelſcener este fra „ „ 2197
Mallingiana
Velvillie, Sang. af O. Malling . + 199
Beſtandighed af ſamme n 200
Taushed af ſummee . 201
Mandighed af ſamme 0 e „ „ „ 202
É. Mallings Do b. Cantate ved Univerſitetets Sor⸗
* gehoitid, af Hr. Prof. Oehlenſchlaͤger . . 204
„Hiſtoriſe udſigt ober de nyeſte Begivenheder . 208 *

ø
289 i

'Britogendta,
dSctober 18 2 9.

b Om Sinclars Død 5 Sorgeſpil i tree ;
: Acter ved Hendrik Wergeland.
Ghriſtlania. Trykt paa Forf. Forlag hos H. 9 18280

. Nærværende Sorgeſpil har fra forſtiellige Sider
— endog den færdeles Interesſe fraregnet, det
maa have for Undertegnede, ſom den, der i ſi n
Tid, og fra ſin Synspunkt har behandlet ſelv⸗
ſamme Wmne — ſaa meget, der med Foye kan
antages at vælte danſke Leſeres Opmeerkſomhed,

at et Udtog deraf formodes ikke at ville være uvels
kommen. Aemnet forudſeettes medrette fra Storms
uovergagede Viſe at være kiendt af enhver, dern
bar Sands for Fedrelands Aand og Fedrelands —
Poeſie. Sorgeſpillet er i en lyriſſ e tilen SE.
net Kong Carl Johan. | 9

bt Binde afte" Hafte. 1

1

Pa

2

Det aabnes paa Sinclars Borg i Skotland,

af Sinclar og hans Soſter. Hun ſoger at troſte

og muntre ſin Broder, der dybt foler, at
Foruden Daad, om ſmerteriig, er Livet
Kun Dod, hvem, Spot er ogſaa med i Folget,

|

Som faſt beleirer ham i egen Borg;

Forſt Fattigdom, „ſaa Orkesloshed, faa

Den bittre Spot. O dette er et Liv

Som Hercles vilde fort det uden Arme;

Et Liv, hvis hele Arbeid er at pudſe

De arvede Geverer;

da han maa indæde- ſin Forbittrelſe mod Brodal⸗

baine, der har fældet hans Fader, og tilintetgiort

hans Magt. Soſteren troſter ham, at hans

Sc vorer igien i Clanens tilvoxende Ungdom:
) Med den han bliver

Bil hundredarmede Gigant.

Han luke 15 en e at 9855 Fedres

: Skiold

Ma hænge blankt;“ 38555

e „ukaldet kommer ikke,
Som Echo ikke uräabt, hvad du kalder
En Leilighed; —
fvarer Søfteren; men ſnart endes Samtalen, da
hun ſeer Sværd glimte, hører en Trompet, og
de ſee et Banner vaie, men et fremmed Banner.

år i

.

En ung Skotte, Ronald, hvem Lady Sinclar
f Opregnelſen af Clanens ange, 9 9 85
nede, ſom
Ham, der i Mørke ſeer ſaa gabi
kommer at bebude, at Clanen er i Vaaben, og en
Herold uden for. Han indlades, og bringer Rid⸗
der Georg Sinclar en Hilſen på Sverrigs Kong
0 Carl den niende,
* Der tilbyder Skotlands Mænd
Og Ridderfolk, ſom fidder ledigt nu,
Og ſmager voemmelige Fred, en Laure,
Som hænger høit bag Hav, Nordſtiernen nær,
Men deſto nærmere ved Wrens Himmel,
Og byder han tillige George Sinclar
Hvem Rygtet nævned, med den forſte Landvind
Som Helt for Daaden.
on; beſkriver ham nu et Tog mod Norge ſom
1. en Heedersvei, fan guldbeſtroet
05 feiertætt ſom Vandring i et Tempel;
5 og ender da: .
Nu grib J, Edle Sinclar i
Min Konges Haand, den edle Carls, i denne.
Sinclar dvæler, Ronald finder intet at betænke
fig paa, da Heroldens Tale nokſom har forgylde

Haftet paa, det Sværd, der rœkkes e
6

Slaa, da de endnu ligne Knopper meer

denne rakker nu Herolden Haanden ſigende:
Skiendt jeg i dette

Lady Sinclar, ſom allerede, da Herolben
blev bebudet; havde advaret. fin Broder:
Nu ſoger Wren dig; men ſpring ei over
i Din Faders Gravhoi for at gribe den,
falder nu heeftig i Ordet, og ſiger:

' Ha! hvad gior J, Broder!
Ronald opmuntrer ham paa ny; Sinclar
ſender Ronald bort efter ſin Ruſtning, og giver

spån Herolden Hind; ſigende:

Skiondt tildode jeg
— Til Dodeſorn i det mindſte — Planer klemmer
J dette Haandtag, ſom mit Hierte lage
Vel nærmere, end Gothekongens Seir,

End Frugt, og ba, jeg mettet er paa Fred,

Der ſmager akelt, ſom J J ſiger, fværger

Jeg nu din Konge, Carl, de Gothers, og

De Venders, Huld⸗ og Tro ⸗ſkab,

Sioſteren bebreider ham paa ny, at ogſaa
52 hendes Forhaabninger herved gage til Grunde,
At Eders Soſter, ſom J tit har ſagt,

J elſted meer, end Eders Faders Minde,

Ja jevnhoit med Jer egen Wre, flal

Henvigne einſom pan fin Faders Grav,

3

— Blanbt Valmublomſterne, ſom pynte den

Med doſig Nikken, for at dysſe ham,

Der ligger der uhævnet, brømmende
, Uroligt om fit Nederlag, i Glemſel
Om dette, og om, at han har en Son,

Som eget Hierte glemmer. Vil du glemme,”

BR; Du arved af hans Liv et Mod, og af

7

Hans Dod en Hevn 7 ak! odſle disſe bort ;
r Land, mens —
Forgicves foreſtiller han hende, at, naar

- bette Togt lyttes, vil det bringe dem deres Onſter EX

og Lofter nærmere. Da hun foreholder ham:
Ha Sinclar!

En Son kun fødtes for at doekke

Sin Faders: Grav: med Herder,

og viſer ham hans Ønffer giemte bag den Hoi

Som fremmed Land ham ſtienker.

2 barer han:

* Disſe Dred,
»uſkionne Blomſter er fra Qvindehierter.“
„Men ſkionne i en Datters; 0 jeg veed,

Min Fader lugter dem og gledes. ; i
gienmelder hun, og bliver ved i denne Tone, far

han efter, at have advaret hende,
Lad os ikke files ad med Hierter,
End foldere og eee end N 5

25
—

3

drede, ſi ger han

6
falder Clanens Fane, fryder ſig med Herolden
over fine Folgeſvende, og byder hende nu et bros

derligt Farvel fuldt af glade Forhaabninger for

ſig og hende; men uden at dele disſe griber, hun
begeiſtret i Harpen, og udbryder:
Kommer du til Norrig, jeg ſiger for ſand:

; Ye aldrig bu fommer tilbage.

Ruyſtet ved denne Cas ſandraſpaadom ſiger

; Sinclar:
Hoi ſpager du mig ulpere ? o borther

Ei Sinclars Mod. e
Nu hores en Sekkepibe, Sinclar underretter

ſig om Antallet paa fine Følgefvende, og da han

erfarer, at de, hans Clan iberegnet, ere fer hun⸗

Nu! jeg fører

ö Ser hundred ikke hiem; men hvo der kommer
Har ſterkre Arme, mere hærdet Mod,

Og Minder, ſom kan foreſynge Modet
Net mangen Daad. Og hvo, ſom ikke kommer,

Han blier en tvungen Gieeſt i Fiendeland,

Som maa ham laane Bolſtre til hans Dram,
Den lange) om hans Daad, ſom Helten ei
J Graven glemmer.
Han gager med Herolden og Folget, og hans
Soſter ſlutter Scenen med en heftig Apoſtophe
til den Burlgagende:

; opføre" hånde 1

Gan! glem din Faders Uffe, ſpot din Wre,
J det du jager efter fremmed ange
Ses Skygge.
Maaſfkee vilde faavel bet Hele, J. iſer
Slutningen,
Ha tree Gang vee — d Redſler ſlaae min Barm —

Det Hierte, ſom vil fælge faa fin Arm!

Ha! ſeer jeg ret! — det Tog et Liigtog er;

g Han flyer, for aldrig hiem at komme meer!

have giort endnu ſterkere Virkning, hvis hun
havde ſtllt ſin egen Sag mere fra ſin Faders
Blodhevn.

r Mellemſpil, ſtode tvende Born, en

Dreng og en Pige, fom fee. fra Stranddredden ;
efter Sinelars börtſeilende Skibe, Ladi Sinclar

der kommer til, kled i Sorg, uvitterlig og ufor⸗

fætlig, mangen Dolk i Hiertet, i det de vil more

hende med deres barnlige Lege, og, ſom hun ſiger,

Et Sorgeſpil udtoenkt af

En Demon viſt, men af uſkyldigt Barn

Fremſagt og ſpillet.
J anden Act er Scenen i Norge i et iel» i

» pas mellem Romsdalen, og Guldbrandsdalen. 7

Ronald bringer Sinclar en ſkudt Tiur, og beder,
at han maatte rette den an til ham lil Middag;

8 *

len Sinclars Hele Opmeerkſomhed er ſpondt eſter

en Luurtone, han venter at høre; den lyder;
han giver Commandoen til fi in underbefalingsmand, n

og iler bort med de Ord 5
Mit føde Sukl jeg kommer.
Dette harmer Ronald, og han fværger ved

in Faders Been, engang at qvæle dette. heeſe Ge⸗

— =>

5 ) Debræg ; nu bringe nogle Skotter en fangen Nord⸗

mand med Kone, hvis ſtolte Svar og Adfærd

38 gior, at de overmodige Skotter hænge dem begge.

Skotterne ytre deres Utilfredshed med Sinclars
Nolen her paa Stedet, og Ronald lader en Kugle
lobe i ſit Gevær, for at ſtoppe den Floite til, der

bilder ham. Et Vibeſtod af Underbefalingsman⸗

den kalder dem bort.
Scenen forandres, vi fee, uden for en Sater⸗

hytte hoiere i Fieldet, Ragnhild Segleſtad med

een Luur, ventende fin Elſker, der — naturligviis
| er Sinclar, ſom kommer. For to Dage ſiden

har han
fort af Lurens Klang, ſom afs

En Engels døende Selvvingeſlag
fundet. Ragnbilb her, og vundet hendes Hierte;
8 ved Hun endnu ilke, hvo han er. Hun ſporger:

Hvad ſkal jeg ſige

"Bin Går i ban vil 300, det! var en Trold,

1

1 9 2

£ Som laante af en Falk ſit brune Øie,

Af Lyngens Blomſt ſin Farve, for at muntre

En Sætergiente Tiden — og til alle

De Dalens Giemter, ſom vil ſporge, naar
De mode mig i Kirken, pyntet med
Din Skuepenge, hvad han hedder, fom

Troloved Ragnhild, mens hun lade paa Fieldet,

Og Himlens tauſe Engle kun var Vidne?
— — — ikke for en Eneſte

Maa du bet; Navn, du bærer kun for mig,

— ——— — 0c c «c

— — — — — — Du blegner.

Min Elſktel hedde. O hvad hedder du!
Sinclar undviger Svaret under brendende

Kierlighedsforſikringer. Ragnhild beroliget for⸗

tæller ham nu med ſamme Troſkyldighed, at i Dag

var kommet Bud fra hendes Foders Gaard at bebrei⸗

de hende, hun ikke havde lyſtret de vrede Bauners
Bud, og befale hende, hvis hun leved end, at

være hiemme med Hiorden, for Soel gaaer ned. 85
Thi mægtig Fiende, ſom af Morbdlyſt

Alt Bytte lader bag ſi fig, til han kan
Opſamle Alt, ſom paa en Valplads, flynger
Sig giennem Landet, ſom en Drage, under
Hvis giftopſvuldne Bug hvert Gresſtraa visner"
Jeg frygter ei; thi Fienden troer jeg ei

Saa nær, ſom 8 5 der forfærdede)

v * *

*

10

Min Elſkovsdal; men jeg ulydig være

Imod min Fader frygter. Kicere! du

Maa kicempe for det Land, ſom gav dig Ragnhild!
Endnu ſoger Sinclar forvirret og fortvivlet

at 1 men nu opgiver Ragnhild hin For⸗

dring, og blot beder van for 5 egen Frelſes

W |:

| Folg mig bim!

Toi Noverhoben, med dens Luetand

Som gniſtrer foran. Sinclar — ſaa ham neevned

Med blodig Finger Rygtet — maa nu mode

Din tauſe, din forunderlige Vandring

— — — — — Pordarvelſen

Som Fosſen giennem aabnet Dalſtrog ſtyrte,

Og mode dig, og fluge dig — thi Sinclar

Ved Fakler feer kun, peger kun med Glavind,

Og Doden qvæler Sukket, hvor han traadde .

BA

Man ſeer, at jo mere hun trænger paa ham,
jo umuligere gior hun ham det at give fig tilkicende;
men endelig maa den frem, den gresſelige Hem:

elbe ug griber hendes Haand, og ſiger
Giem ei Mistroe ;
Om jeg har giemt min Aabenhiertighed,
0 Om Navnet, ſom din elſkte bær i Verden,
Thi Norge, ſkiondt den bedſte Deel af 1
Maa 5 det .

11

Et Folge,

— Med Re imob din Konge ſtrakt,

J mine Fodtrin ſortner. Hør min Ragnhild
Jeg er dit Kicereſte: du er mit Liv;

Men jeg er Sinclar. ER '
Ragnh. (river fig los). Du! II ei Grand! — 8 bu!
Sincl. Naar jeg min Eed har Gothekongen bragt,
Og aabnet Elsborg Aandernm med Hæren,

Som laaner blot til Giennemtog dit Land,
F .
Ragnh. e. Du, Sinclar! Du! o hvis
b Du ikke loi,

Du 5 dit Sværd mod mig. Jeg hader Sinclar,
Mit Had, mit enefte, det hedder Sinclar,

Og hvis — Hvis du er ham, laan mig dit Sværd,
Saa vil jeg: under føde Kys dig drehe,

Og vie dig til mig, naar du uſkadelig

For Norge er. Jeg hader Sinclar

Med al min Galde, og jeg vil kun leve

For ham at dræbe, men jeg elſker den,

Her ſtager, med hver en Draabe Blod, og ham

Jeg dode for, at han maa: leve,

Sinel. Din Smerte og Din Graab, min Nagn⸗
MES hild, fom
Du blues mig at viſe, er mig ſode 52
Og ſterke Talsmoend, at din Elſkov jeg

ez

1

—

—

£

19

Ilibe finder, naar jeg let og meb
En fværdtom Hofte, hid gienvandrer, for
Din Faders Ord med Fred at vinde; thi
Han veed: af ærlig Fiende Grlig Ven!
Du er det eneſte Klenod „ jeg rover
8 rige Norge, og et Jomfrumord
Som Himlen ſigner ſelv, eet ene Mord.
3 denne Drom, at han efter at have undſat

Elvsborg, ſkal nedlægge fine Vaaben, og komme

tilbage fredſom at beile til hende, inddysſe de dem,
dog ikke faa, at jo ifær e har hoiſt mod⸗
fatte Anelſer. ;

Et Mellemſpil viſer VEJ atter Lady Sinclar

med de tvende Born, der lege om hende for af

more hende, men der — ifær Anna — martre
hende med ſande uheeldsord, ſaa hun endelig viſer
dem fra fig, og udbryder, da hun er ene:

Har jeg — min Gud! ved mine bittre Oord

5 Den Gang min Broder, ſom er dog mit Hoved,

Blind valgte mod mit Raad en anden Vei,
Som forte langt fra Fedreland, og hvad
Der var hans Pligt, ſin Stammes Hæder i i;

Diens gamle Hiem, ſin ſtakkels Søfters Vel,

Der ſidder ſom veemodig Sortdrosl ene!
Har mine — Gud! de bittre Ord indviet

Fed til hans onde Enger? War, en enn

13 i; ;

Indbleſt en Gniſt af Onſket i min Simi

At George maatte bode? Ha ſaa ſtraf!

Min Gud! bliv ved at ſtraffe, ſom du har
Begyndt, med Smaaberns Tunger mig at pidſke,
At pidſke min Samvittighed i Veiret

Som ſonderrivende blodſteenkt Hyene.

Men hvis du naadig er, lad mig ei hore

De Anelſer, ſom tauſt med Vampyrtand

Og Blik, ſom natlig Morders Fakkelbrand

Og Gienfcerds Vingeſlag mit Hierte bide.

Sidſte Act er i⸗ ſelve, Kringen, hvor Guld⸗
brand Seigleſtad, Ragnhilds Fader, fees omringet -
af idel gamle eller meget unge Doler⸗ 92 han
opmuntrer at hore f

Et Ord, ſom folder deres gamle. Bosſer,
Med Himlens ſikkre Lyn, og⸗-feier Ruſten
Blot ved fin. Aande bort fra Ørens Tand,
Og gior det Sværd, ſom ſortner af
Indtorret Blobdug fra jer Vaar, til Solens
„Vildgniſtrende Straale ved Skierſommerhimlen
Og bleſer Eders Hierter op til Modets
… Utommelige Kogger; dette Oed

Er Fedreland.

Med Nordmands 848 00 rale 9
da eee leve I Norge leve!

—

op

Denne Begeiſtring vedbliver, ba i det ſamme
Ragnhild, ſom Guldbrand troede dræbt af Fien⸗
den, kommer til; midt under hans Glade herover
kommer en ældgammel langſkicegget tunghor Do⸗
ig lekar fulgt af ſin Sonneſon, at tage med fin Rif⸗

fel Deel i Striden. Guldbrand vil viſe ham
hiem, ſom altfor gammel, men han vedbliver fin
Fordring.
e Hor du, Guldbrand!
Lad mig fane ſkyde een af Norges Fiender,

End for jeg deer.

Ong henrevet af denne Ofbingsbegeiftring ſiger
Guldbrand
Ja ſtage, du gamle Stubbe!
Tor hænde, over Dig en Skotte ſuubler.
| Nu anmoder Guldbrand ſin Datter at gane
; hiemtil ſin Moder:
$ Imens din Far et Oieblik J Jer glemmer,

38 Og mindes Gu og Nor alene.

Efter lang indvortes Kamp beder nu Ragn⸗

hild ham ſkaane Sinclar. Dette optages med

almen Forundring og Mishag. Efter at hun har

… nogen Tid forgicves kicempet mod denne Stem⸗
ning, beſinder hun fig pludſelig og ſiger:

Jeg fælger Norge Seiren for den Priis.

—

15

j Hun. glor dem nu opmeerkſomme paa, at det
nøgne Field let og ſnart vil robe deres Plan, men
tilbyder ſig ſelv fra en Klippe, der ligger modſat
Kringen, med ſin Luur at forlokke Fienden,
Saa om end Luur de horte for, dog hvert

Et Fiendeore Hinene ſtal drage
Og faa med Blikket al Opmeerkſomhed,

Mod denne fareloſe Steen alene

Fta Fieldet, hvorpaa Døden ruger,

Dette forleder dem; de love hende, at Sin⸗

AT ei jkal doe, og ſende Bud til Fogden Gram,

At Ragnhilds Luur ſkal give Tegnet

z Naar de har Skotten fat; ved tredie Tegn
Han vælte Styrken frem.

De gage nu alle, paa den gamle Dol ner, der

… intet har hort af alt dette, og er bleven ſiddende.
Ragnhild yttrer vel nogen Frygt for denne dove
Olding, men i ſin Glede beroliger hun ſig dog

ſnart, og iler nu paa den aftalte Klippepynt, hvor⸗

fra hun, da hun feer Sinclar komme i Spidſen

for Skotterne, bleſer trende lange Toner giennem
Luren. Sinclar, ſom i dem troer at høre hendes.
Farvel, ſtandſer med Toget, men i det ſamme
lægger Ronald, der i anden Acts forſte Scene lo⸗ 5
vede at ſtoppe denne Flite med fin Flintekugle,
fortørnet: over, den after. ſtandſer dem i denne

7 314

Jud, an pan Ragnhild bag Sinclars Ryg, og

OR ſtyder hende, og i det nu Sinclar bedovet ie

hen imellem ſin Hob for at gribe Morderen, fig,

ter den gamle Dolkarl fra ſit Skiul paa ham,

* der ham, og raaber
Aue For Norge!
* Under ſamme Harraab ſtyrter Guldbrand
Segleſtad i i Spidſen for Dolerne frem over Skot⸗
teheeren, og under Vaabenbrag falder Dakket.
Da ikke Henſigten er, at omhandle Stykkets
poetiſte eller dramatiſke Gærd, men blot at viſe
den Hendighed, hvormed dette Emne har ladet
. ſig læmpe til fin nærværende Beſtemmelſe, forbi⸗
gaaes det folgende, hvor Scenen er i Skotland
hios Sinclars utroſtelige Soſter, og der altſaa ikke
FR: til vort Formaal, kommer i i Betragtning,

K. R.

wa

17
Bidrag til Tidernes Tegn.

—

a) "Journal de Commerce, ſom alt oftere

har mebdeelt udførlige Correſpondencer fra Ggyp⸗
ten, der ſynes at komme fra en vel underrettet

Mands Pen; leverer folgende Skrivelſe fra Alex⸗

andrien af 30 Auguſt:
„Mellem vor Paſcha og Porten finder afgiort

Misforſtaaelſe Sted; denne ſynes at være kommet
i Anledning af en Fordring fra Sultanen om Af—

ſendelſe af en Her, at ſtaae Conſtantinopel bi.

Mahmud Ali har ſvaret med Undſkyldninger,
der grunde dem paa Veiens Befværligheder og
Weggyyptens ſorgelige Tilſtand. Men der gives

ogfan endnu andre Aarſager til Tvedragt og Miss

tro mellem Suzerain og Vaſall. Divan har en
Reform i Rigsforvaltningen i Sinde, hvilket vilde

omſtyrte Paſchaernes Magt. Skulde den foreha⸗
vende Plan komme i Udſorelſe, vilde uden Tvivl

det forſte Slag ramme Muhamet Ali, den frygte,
ligſte blandt Alle, formedelſt det Navn, han har
"erhvervet fig, og den høje Mening, man i Tyr⸗

kiet har om hans Caracter og hans Magt. Skulde

det lykkes, at blive færdig med ham, vilde hans
Fald drage alle de anbre Paſchaers efter fig,
Barbariet, f. Ex. der har nægfet. al ee

Ote Blinds afte Hefte. 5 2

—

Ud

8

vilde have ſamme Sklebne med Agypten, der ene

er i dette Hieblik iſtand til at underkue det. Por,

ten har altid ugierne feet vor Paſchas Ophoielſe,

og betragter den, ſom Oprorets Verk. Paſchaen

vilde for længe ſiden være ſegnet under fin Her⸗

ſkers Hævn, naar han ikke ſtedſe, underrettet

itide, havde vidſt, at befrie ſig for Overbringerne

af Silkeſnoren, hvoriblandt engang var den Pa:
ſcha, der fulde have loſt ham af. Man paaftaaet,
at efter Moreas Capitulation en ny Dodsfirman

er opfnappet i de ſyriſke Yrkener.

Porten viſer fig i denne fin Uvillie mod Pa⸗
ſchaen "baade uretfærdig og utaknemmelig; thi

mellem alle Rigets Paſchaer er der ingen, af hvem

8

den har erholdt mere Biſtand, end Muhamet Ali.

Han har ene til Slutning baaret hele Byrden af

Krigen med Grækenland, han har tømt fine

Stkatte, ofret fin Flaade, og han var vel nodſaget

at være. Sultanen ulydig for at redde Ruinerne af

„ſin Armee, og fin egen Son. Den ſidſte Firman,
der gientog den Befaling at ſende 20000 Mand
under Ibrahims Commando til Conſtantinopel,
: indſkicrpede tillige. Paſchaen at ind ſende fit Regn⸗

ſkab over Indtægter og Udgivter, og erkicende,
han, ſom enhver anden Paſcha, kun er Portens

19

lønnede Tiener. Et ſaadant Sprog. er under de
nærværende Forhold alt for hoffœrdigt.

J en Familieforſamling af Paſchaen, hans
Son, og begge hans Svigerſonner, blev beſluttet,
i Intet at efterkomme denne Befaling, og man
troer endog, at en Paſcha, ved Navn Ibrahim,
der er dt af Divan af retlamere Skibens fra
Havne, endnu kan vente længe, inden de tor
gaae i Søen.

Imidlertid er Brudet endnu ikke erklæret, da
Hieblikket ikke er Porten gunſtigt. Den vilde hid⸗
til betyde Paſchaen ſin Utilfredshed, for at fore⸗
bygge den Virkning, et Exempel paa Ulydighed,
ſom de under nærværende Omſtendigheber kun
forde være alt for tilbsielige at efterligne, vilde
have paa de vorige Paſchaer. Hvad nu Muhamet
Ali angaaer, enten han nu tor troe, intet at vinde -
ved en Krig med Sultan, eller han har til Henſigt
ikke at ville drage Skinnet af Uret over ſig, faa
ſynes han nu eengang ikke tilbøielig at gribe Ini⸗

tiatiden til Fiendtlighederne. Imidlertid ruſter
han fig til ethvert Tilfælde. Kyſterne ere befæs.
ſtede paa det bedſte. To Fæftninger have fig. ved
Abukir og Arabernes Taarn, de to eneſte Lan⸗
dings punkter; Armeen fuldſtendiggiores ved nye
2 * 5

20

Uoſtrivninger, hvorved den ſkal bringes til 30—
35000 Mand Inf., og 3000 Mand Cavallerie,
excercerede paa europeeiſk, foruden de i Mecca og
Cordufan brugte Tropper. Ved Hielp af de na-
turlige Forſvarsmidler, der komme af det med
Orkener omgivne Lands Beliggenhed, er denne
Magt tilſtrokkelig til at ſlaae et Angreb tilbage,
naar nemlig, hvad der er det ſtore Spørgsmaal,
Araberne forblive troe.
Man gior Tilberedelſer at ſende et Corps
paa 8000 Mand ſom Beſcetn ing i en Feſtning hin
Side Orken mod Syrien paa Grendſen af Paz
ſchaliket Egypten. Fra Soſiden, ſynes det os
meget vanſkeligt, at Tyrkerne endog blot kunde
vedligeholde en Blokade, iſer om Vinteren. Pa⸗
ſchaens fem ſtore Fregatter, der ere meget gode
Seilere, vilde vere meget frygtelige for fiendtlige
Krydſere, der gemeenlig kun ſeile ſlet. Men og⸗
ſaa pan Havet var Frafald at befrygte. Alt vel
overveſet, kan Paſchaen intet giore bedre, end at
interesſere de europeiſke Magter for fine Emanci⸗
pationsplaner, Alle maa onſte et Lands Vel, der
kan befrie Europa for en Deel af de Tributer, det
betaler til America, og der falde paa Vare, ſom
det maa hente ſaa langt borte. Sfær vilde Frank⸗
tig Funne-betinge fig ſtore Handelsfordele derved.

21

Efterretningerne om de rusſiſke Heres ſeneſte

Fordele har i Alexandria aldeles intet Indtryk
giort. Conſtantinopels Erobring, ſom man dags

lig har ventet at høre, vilde for Folket veere en
ligegyldig Begivenhed. Wgypten er i Virkelighed
adſkilt fra det osmanniſke Rige, og Aan
er udſlukt. (Br. Z. No. 397). :

b) (S. f. H. 138). Et Ny-⸗Yorkſt Blad ins

. beholder om Creeksindianerne en lang Artikel,

hvori det blandt Andet hedder: Da vore Forfedre

grundede den amerikanſke Friſtat, vare ogſaa de

indfodde Bilde Gienſtand for deres Opmeerkſom⸗
hed; alle Forholdsregler blev tagne, for at civili⸗
ſere dem efterhaanden, og med Hovedſtammer⸗

ne afſluttedes Fordrag, der beſtemte Greendſerne

af deres Landemerker, og tillige fra de forenede
Staters. Side indeholdt det Løfte, paa disſes Be⸗
koſtning at ſende hine Hovedſtammer Huusdyr,
Bohave, Smykker, ja endog i nogle Tilfelde
ogſaa Perſoner, af hvem de ſkulde faae Underviis⸗

ning i Agerdyrkning og huuslige Arbeider. Dies 3

medet af disſe Fordrag ligger tydelig for Bine;
man vilde civiliſere de indſodde. Disſe antog de

giorte Forſtag, og have hidtil ved alle Leiligheder

viiſt det alvorligſte Onſke, ikke at fee deres Slæge

ter uddoe. Vore Forfedres, menneſkekierlige Po⸗

*
—

22

ini, der ogſaa endnu ganſre ſerbelez fulgtes !
Aaret 1812 ved Preſidenten Maddiſon, har hos
mange indiſke Stammer været af de bedſte Fol⸗
ger; men de meeſt glimrende Reſultater har den
ydet hos den cherokeſiſke Nation, der er gaaet langt
frem for de andre Indfodde, og i dette Hieblik
ved en raſtvoxende Befolkning, der i Aaret 1825

var over 15000 Menneſker, har Agerdyrkning,
Handel, Haandteringer, og en repreſentativ

Forfatning, der er bedre, end mange moiſomt

udarbeidede Forfaininger hos deres europeiſke

Medbrodre. ;
Den Tale, General Fackſon i Marts i. A.

. holdt til Creeksindianerne, og det Svar, der en

Maaned ſenere tildeeltes Cherokeſernes Afſendinge
fra Statsſecretairnes Side, antyde en Afvigelſe

fra vor Beſtyrelſes tidligere Politik. Preſidenten

fi iger nemlig i fin Tale til Creeksindianerne, at de

' maatte forlade deres Bopele, da de levede hans

hvide Born for næv til, at kunne leve i Fred med
dem. Dette er nu viſt nok en kort og fyndig

Maade at loſe Knuden paa, og faa tydeligt et
Sprog, ſom en Militairperſon nogenſinde kan fore.

Mod Cherokeſerne antager Regieringen imid⸗

lertid en anden Tone; den beraaber fig pad visſe

Grundſclninger og Paaſtande. Den ſiger nem⸗

ku: 23

lig: Eherokeſerne havde i Revolutionskrigen været
Storbritanniens Allierxede; Regieringen havde i
den ſenere fluttede Venſtabstractat kun tilſtaget
dem et viſt Landemerke til Jagt. Ved de fore⸗
nede Staters Uafheengighedserklœering vare Unio⸗
nens oprindelige Stater, Nordcarolina og Geor⸗
gien iberegnede, indtraadde i Storbrittaniens Rets
tigheder; disſe tvende Stater havde aldrig afſtaget
Unionen. deres Souverainetets og Jurisdictions
Rettigheder, og havde følgelig endnu ſtedſe Foye
af udove disſe, uagtet alle af den fæderative Re⸗
giering ſluttede Fordrag, og den af de forenede
Stater givne Garantie (hvis nemlig det Foregi⸗
vende, at en ſaadan nogenſinde er givet, virkelig
ſtulde være grundet) kunde ikke giore noget Skaar
1 Georgias Souverainitet, da Unionen ikke havde
Magt at indgaae en ſaadan Garantie.
Columbus i Nordearolina d. 18:
Julii. Nogle Bevegelſer, der paa nogen Tid
hapde fundet Sted blandt Indianerne, og der
bar et ſiendtligt Preeg, have her opvakt megen
Uro. Blandt Creeksindianerne er holdt abſkillige
hemmelige Raadöforſamlinger, ſom man troer, i
Henſigt at aftale krigerſte Operationer mod Grend⸗
ſetolonierne. J Folge den herved. foraarſagede
Uro; aflagde nogle af vore Medborgere for nogle.

24

Dage ſiden de forenede Staters Agent hos Creeks⸗

indianerne, Oberſt Crowley, et Beſog i Fort
Mitchell for at indhente noyere Kundſkab. Om

Reſultatet af dette Beſog berettes folgende: Be⸗

mældte Agent udſiger, at adſtillige Lønraad havde

fundet Sted mellem Overhovederne, at han ved

adſtillige Indianere havde erfaret, hvorledes i
disſe Raadſlag var beſluttet af Creeksindianerne,

at leve og doe paa deres Grund, at dræbe
Agenten ſelv, at begynde en Udryddelſeskrig,
1 myrde alle veſtlig for Flintſtrommen levende Hvi:

de, og hvis der ſkulde blive ſendt Tropper mod
dem for at bekrige dem, at drage dem tilbage i

Moſerne, og der doe kicempende for deres Fedres
Grund og Jord. Disſe Efterretninger, der ikke
forekom Agenten meget ſandſynlige, havde ikke
ſynderlig foruroliget ham, for en gammel agt:
værdig; Hovding af Crecksindianernes, ſom han
al Tid havde ſlicnket fin fulde Tiltro, og der til
Giengield altid havde viiſt ham ſtorſte Venſkab,
kom til ham, og bekreftede Efterretningerne, med

8 Tillæg, at han ſelv ogſaa havde givet fif Samtykke

dertil, men dog følt for meget Venſkab for Agen⸗
ten til at kunne fore det over ſin Samvittighed at
bave opofret ham uden foreggaende Varſel. Han
e 0e ſremdeles, at ber var afferdiget

VA

25:

Deputationer: til Cherokeſerne, Chockaverne, og
Semilonerne at opforkiwe dem at træde til; men

at man hidtil kun havde faaet Svar af Cheroke⸗

ſerne og med Samtykke; og ſluttede han med at
anmelde, at Creeksindianernes Formand, Roſs,
belavede fig paa en Tale til Nationen, hvori han

raadede den, aldrig at forlade. fit Land og

bræbe hver Hviid, der overſkreed Grendſelinien.
Hamb. N. så: 8

8 Noget foreløbigt om Cromwells Caracter.

Ved at underſoge et gammelt Archiv, ſom tilhørte
Familien Cromwell, har man. for fort ſiden fundet

lyder efter Morningchronicle, ordret, ſom folger:
Det er hoi Tid for mig at gisre Ende paa Eders

Sidden pan et Sted, ſom J har vanæret med
Foragt for enhver Dyd, og beſudlet ved Udovel⸗
ſen af enhver Laſt. J er et Pak af Uslinge, der
er tilfals, og vilde ſom Eſau fælge Eders Fedre⸗

land for en Ret Lindſer, ſom Judas, forraade

Eders Gud for faa Solopenge. Er vel endnu
een eneſte Dyd at finde hos Eder? Gives der en

U

et meget interesſant Document, den Tale hvormed
Oliver Cromwell opløfte det lange Parlament. Den

26

Laſt, J ikke beſidde? — J have ikke mere Reli⸗
gion, end en Heſt. Guld er Eders Gud, Hvo
af Eder har ikke bortbyttet ſin Samvittighed for
Stikpenge? Er der een eneſte blandt Eder, hvem
Almeenvellet ligger det ringeſte pan Hierte? J
æreløfe Niddinger! have J ikke vanhelliget dette
bellige Sted, og forvandlet Herrens Tempel til
en Roverkule? Ved Eders umoralſte Grundſetnin⸗
ger og ugudelige Haandteringer ere J blevne den
' hele Nation yderſt forhadte. J, ſom hidſendtes
af Folket for at afhielpe de Onder, der tyngede
det, ere ſelv blevre Folkets ftørfte Onde. Eders
Land affordrer mig derfor at renſe denne Augias⸗
ſtald, i bet jeg gior Ende paa Eders ſkiendige For⸗

,… handlinger, og leg er kommen med Guds Biſtand,

og med den Kraft, han har forlenet mig, at giøre
det. Jeg befaler Eder derfor, faa kicrt J har
Eders Liv, at rømme deite Sted, Ud! aſſted
med Eder, hurtig! J kiobelige Slaver, op og
ud! tager dette glimrende Legetsi (Talerens
Scepter) med, og lukker Dorrene efter Eber.“

| 8 JForbventning af fuld hiſtoriſt Hiemmel for, at
at denne Tale virkelig er af Cromwell, og holdt af

ham, ſynes det ikke upasſende, at meddele Miſtris

Macauleys Beretning om denne Begivenhed, ſaale⸗
bes ſom den findes i- hendes History of England v

FSA

27

Bind, da den ſynes mere overeensſtemmende med
Cromwells Caracter, og Fremgangsmaade, end
en ſaadan set speech. ö
„Medens Cromwell ſad i fuld Beraad med
fine Tilhængere — om de Forholdsregler, der
vare at tage mod det ubsielige Parlament —
bragte Oberſt Ingoldsby ham Efterretning, at
Parlamentet var ſamlet, og havde Wmner fore,
der vilde foranledige adſkillige Forhandlinger, far
de kunde blive opløfte, Cromwell foer op i en til;
ſyneladende Raſenhed, og beordrede nogle af Of⸗
ficiererne at hente en Commando Soldater. Med
bette Folge haſtede han til Huſet, hvor han fatte
fine Myrmidoner ved Doren, i Forſtuen, og paa
Trapperne; og efter at have fortalt St. John, at
han kom med et Forehavende, ſom bedrovede ham
indtil Sielen, og ſom han alvorligen havde med
Taarer bedet Herren ikke paalcegge ham, tog han
Sede. -
Han horte paa Forhandlingerne, angaaende
SOplosningsbillen, og ſagde til Harriſon, en er⸗
lig forrykt Fanatiker, at han anſage Parlamentet
modent til en Oplosning. „Dette Vork er meget
fort og farligt, ſvarte Harriſon: jeg onſker, J
alvorlig tager bet i Overveielſe, inden J indlader
Eder derpag.“ Herpaa fab Cromwell ſtille endnu

2

*

—

—

28

et Qvarteer, men da Sporgsmaalet var færdigt

at fremſættes, ſagde han til Harriſon: det er Tid;
jeg mad giore det! foer op, ovèroſte Parlamentet
med Bebreidelſer for Tyrannie, Aergierrighed,
undertryrkelſe, Plyndring af det Almindelige,
for ikke at have Hierte til at gisre nogen Ting til
deres Lands Vel, og for at have antaget Presby⸗

terianernes og de Lovkyndiges fordeervede Sag,

der underſtottede Tyrannie og Undertrykkelſe, han
udraabte: Afſted! "giv ærlige Mænd Rum, faa»
danne, ſom troligere vil opfylde, - hvad dem bes
troes; 8 er ikke længer et Parlament; jeg ſiger
Eder: Jer ikke længer et Parlament; Herren er
ferrdig med Eder; han har valgt andre Redſkaber

til at fortfætte hans Verk.“

Da Sir Peter Wentworth anmerkede, at

… det var forſte Gang, han horte ſaadan ufømmelig

Tiltale til-Parlamentet, og at det var desmere

grqsſeligt, da det kom fra deres Tiener, og en
Tiener, ſom de havde hoilig forbundet, gik Crom:

well midt i Huſet, afbrod der Wentworths Tale,

og brolede: Kom, kom! Jeg vil giore Ende paa

Jer Prat! Jer intet Parlament; jeg ſiger Jer:

J er intet Parlament. Jeg ſtal giore Ende paa

Jer Sidden, Kald dem ind! falv dem ind!“

29

Delte overordentlige, Sprog — anmerker

Noten — geleidede Cromwell med at hugge i Jor⸗

den, og ſtampe med Fødderne ſom en gal Mand.
Paa hans Befaling aabnede Betienten, der
havde Opvartning i Parlamentet, Doren for
Sberſt Worsley, med to Geleder Mufketerer.
Cromwell fortalte nu Huſet, at han havde bedet
Herren Nat og Dag, heller at flaae ham, end
fætte ham til ſaadan Gierning, gientog fine For⸗
nermelſer til Huſet i Almindelighed og adſtillige

Medlemmer i Særdeleshed, tvang Taleren at

forlade Stolen, drev Lemmerne ud af Huſet, gav
Sceptret til en Soldat, og befalte ham at tage
det Narrefias bort, lukkede Dorrene, og gif hiem

til ſit i Whitehal.“

Hume, der — ſin aldeles modſatte politiſke É
Troesbekicendelſe uagtet — fortæller denne Begi⸗
venhed aldeles overeensſtemmende, tilfsyer folgende
Perſonalier. „Da Sir Henry Vane ivrede mod

denne Fremgangsmaade, raabte Cromwel med
lydelig Roſt: O Sir Henry Vane! Sir Henry
Vane! Herren fri mig fra Sir Henry Vane!

Martin tog han i Kiolen og ſagde: du er en
Skiorlevner; til en anden: Du er en Hoerkarl!
Du er en Drukkenbold og en Fraabſer til en tre⸗

die; og til en ſierde: du er en Blodſuger.“ Og

2 å 30

ſlutter han Fortællingen ſagledes: „Paa denne
raſende Maade, der ſaa vel betegner hans ſande
Caracter, tilintetgiorde Cromwell uden ringeſte
Modſtand, eller blot Knur, denne navnkundige
Forſamling, der havde fyldt hele Europa med Ry
af dens Handlinger, og Forbauſelſe over dens
Forbrydelſer, og hvid Begyndelſe ikke blev ivrigere
onſtet af Folket end nu dens endelige Opløsning,

*

Noget mere om Cromwells Caracter af
„Voltaire.

[1 (Diet. pbilos.)
* ry

7 Man ſtildrer Cromwell, ſom en Mand, der var

en Skielm fin hele Levetid, Jeg har ondt ved at

troe det. Jeg mener, at han fra Begyndelſen

var Svermer, og ſiden lod ſelve ſin Fanatisme

tiene til ſin Storhed. En brendende Novice paa

20 Aar bliver til en ſnedig Skielm paa 40. Man

Å begynder med at bedrages, og ender med at bedrage i

Menneſkelivets ſtore Spil. En Statsmand tager
til ſin Huuscapellan en Munk ganſte eltet af

fit Kloſters Smaaheder, andegtig, lettroende,

keitet, vildfremmed for Wården; 'SPunfen lerer
fig til, danner fig, ſnoer fig. og ſtikker ſin Herre ud.
Cromwell vidſte forſt ikke, om han ſkulde give
fig til Geiſtlig eller Soldat Han var begge Dele.
Han giorde 1622 et Feldttog under Prinds Fredrik
Henrik af Oranien, en ſtor Mand, og Broder til
to ſtore Mænd; og da han kom tilbage til Eng:
land gav han fig i Tieneſte hos Biſkop Williams,
og blev hans Herligheds Huuscaprlan, men H,
H. anſaaes for at være Cromwells Kones Elſker,
Hans Grundſcætninger var Puritanernes; altſaa
maatte han af fif ganſke Hierte hade en Biſkop,
og ikke elſke Konger, Man jog ham af Biſtop⸗
pens Huus, fordi han var Puritaner, og det blev
Oprindelſen til hans Lykke. Det engelſte Parla⸗
ment erklærede fig mod Kongedom og Biſpedom;
nogle Venner, han havde i Parlamentet, hialp
ham til at blive valgt af en Flekke. Han begyndte
. Førft fra den Tid at være til, og han var over
40 Aar, for ber nogenfinde havde været Tale om .
bam, Det hialp ikke, han kunde fin Bibel, dis⸗
puterede om Preſters og Dommeres Rettigheder,
ſtrev nogle flette Prædikener, og nogle Nidſkrif⸗
ter; han forblev. ubekicendt. Jeg har hort en ;
meget flau Præbifen af ham, fom temmelig ligner BE
Qvakernes; man opdager uſtridig der intet Spor

*

*

32 LE

af den obertalende Veltalenhed, hvormed han
ſiden henrev Parlamenterne. Det kom af, han
virkelig var meget. bedre. ſtikket til Forretninger |
end til Kirken. Det var ifæt i hans Tone og Mine,
hans Beltalenhed beſtod; en Gebeerde af den
"Haand, der havde vundet ſaa mange Slag og

drabt fan mange Roialiſter, overtalte mere, end—
„Ciceros Perioder. Man maa tilſtaae, at det var

4

hans ulignelige Tapperhed, der giorde ham kiendt,

799 gradeviis bragte ham til Hoihedens Spidſe.

Han begyndte med at kaſte ſig, ſom en Fri⸗
villig, der vilde giore ſin Lykke, i Staden Hull,

ſom Kongen beleirede. Han udførte ſtionne og
heldige Bedrifter, for hvilke han af. Parlamentet

fik en Gratificatien paa omtrent 6000 Francs.
Denne Forcring, giort en Eventyrer, viſer,
at det oprerſte Parti maatte faae Overhaand.
Kongen var ikke iſtand til at give fine Generals⸗

i perſoner, hvad Parlamentet gav Frivillige. Med

Penge og Fanatismus maa man i Lengden blive
Meſter af Alt. Man giorde Cromvell til Oberſt.
Nu udviklede hans ſtore Talenter til Krigen dem
faaledes, at, da Parlamentet giorde Grev Man⸗
-cheſter til General over fine Armeer, ſatte det

Cromwell til Generallieutenant, uden at han havde
gaaet igiennem de andre Grader. Aldrig ſyntes

n 7 33

U

? nogen Mand veerdigere til at Befale; albrig ſaae

man mere Virkſomhed og Klogſkab, mere Driſtig ?

hed og mere Snarraadighed, end hos Cromvell. Han

bliver ſaaret i i Slaget ved Vork, og medens man
legger det forſte Forbind paa hans Saar, erfarer
han, at hans General, Mancheſter, trakker ſig til⸗

bage, og at Slaget er tabt. Han lober hen til

Grey Mancheſter, finder ham paa Flugten med
„ nogle Offie cierer, "tager. ham ved Armen, og
ſiger med en Mine fuld af Tillid og Hoihed: De
"tager feil, Mylord! det er ikke pa a

den Side, Fienden er.“ Han bringer ham
” tilbage i Nærheden af Valpladſen, ſamler om ;
Natten over 12000 Mand, taler til dem i Herrens
Nabn, anfsrer Moſes, Gideon, og Joſva, begyn⸗

der ved Daggry Slaget igien mod den ſeierrige

; korgelige Armee, og flaner den aldeles. Saadan

en Mand maatte omkomme eller blive Herre.

mere, ſom haode et N. T. i Sadelen. Man talte

N stil Armeen, ſom i Parlamentet, ikke uden om, at
ſtyrte Babylon, at gienreiſe Gudsdyrkelſen i i Jeru⸗

ſalem, at knuſe Afgudsſtotten. Mellem ſaamange

„Galne holdt Cromwell op at være, det, og tænkte, ,

sd

"Næften alle Dfficierer. i hans Armee vare Gbære

—

7

7 at det var bedre at regiere dem, end at regieres

af dem. Den Vane at prædike, fæ én, BARNE

en Binde ale Hatt. 3 N

,
. *

34
var over, beholdt han. Man foreftille fig en Fa⸗
kir, der til Bod har paalagt fig et Jernbelte, og
nu tager Beltet af for at flaae de andre Fakirer
om Hrene. Saadan var Cromwell. Han bliver
ligeſaa renkefuld, ſom han var uforſagt, han for⸗
ener fig med alle Armeens Oberſter, og danner
ſaaledes i Tropperne en Republik, ſom noder Ge:
neralisſimus at takke af. Man udnævner en ans
den, og han gior denne kied af det. Han regie⸗
rer Armeen, og ved den regierer han Parlamen⸗
tet; han ſetter dette i den Nodvendighed at giøre.
ham til Generalisſimus tilſidſt. Alt dette er mes
get; men det veſenligſte er, at han vinder alle
de Slag, han leverer i England, Skotland og.
Irland, og vinder dem, ikke ved at fee paa, man
flaaes, og ſtaane fig; men beſtandig ved at ans
gribe Fienden, ſamle ſine Tropper, færdes overalt,
ofte qveſtet, drebe med egen Haand adſtillige
rojaliſtiſte Officierer, ſom en raſende vg blodtor⸗
ſtig Grenadeer.

Midt under denne afſtyelige Krig habde
Cromwvell Elſkovshandler; han gik med Biblen
under Armen til ſin Generalmajor, Lamberts,
Kone. Hun elſkede Greven af Holland, der tienke

i den kongelige Armee. Cromwell tager ham fan⸗

gen i et Slag, og . den Wee at lade ſin

35

Medbeiler halshugge. Hans Grundfætning var
at udgyde hver betydelig Fiendes Blop, enten
"paa Valpladſen eller ved Boddelens Haand. Han
forøgede beftandig fin Magt, ved det han ſtedſe
vovede at misbruge den; Dybheden af hans Fore⸗
havende formindſkede ikke hans vilde Herftighed.
Han træder ind i Parlameutverelſet, tager fit
Uhr, kaſter det i Gulvet, vg ſlager det i Stykker.
Jeg ſkal knuſe Eder, ſagde han, ſom bette Uhr.
Han kommer nogen Tid efter igjen, vg jager alle
Lemmerne ud, en efter den anden, og lader dem
gaae fig forbi, Enhver af dem bliver toungen til,
i Forbigaaende at gisre ham en dyb Reverents;
en af dem gaaer ham forbi med Hatten paa;
Cromwell fager den af ham, og kaſter den i Gul⸗
vel. Lær at have Webodighed for mig! ſiger

Da han havde. fornærmet alle Boliger veb at
lade halshugge ſin lovlige Konge, og han begyndte
ſelv at regiere, ſendte han ſit Portrait til et kronet
Hoved, det var Dronning Chriſtine af Sverrig.
Denne Oronning var den forſte til at erkitende

ham, ſaaſnart han blev de tree Kongerigers Pro⸗

tector. Neſten alle Europas Monarker ſendte

Geſandter tiloderes Broder Cromwell, til
denne Sispebetient, der nys havde ladet en Mo⸗

17 3 * 9

36

nark, deres Frande, doe for Boddelens Haand. '
De kappedes at beile til hans Forbund, Cardinal
Mazarin fordrev, for at behage ham, begge Carl
den forſtes Sonner, Datterſonner af Hendrik den
ſierde, og kiodelige Sodſkendeborn af Ludvig den
Ia4de af Frankrig. Frankrig erobrede Duͤnkirchen
til ham, og tilſtillede ham Noglen. Da han var
. død, gik Ludvig den 14de og hans hele- Hof i
Sorg, undtagen Mademoiselle ), der havde
det Mod at komme tilhove affarvet, og ene vedli⸗
geholdt ſin Stammes Are.
Aldrig var nogen Konge mere enevældig end
han. Han ſagde, han hapde heller villet regiere
under Navn af Protector, end af Konge, da
Engelſkmendene vidſte, hvorvidt en Konges For⸗
rettigheder gik; men ikke, hvorvidt en Protectors
kunde gage. Det var at kiende Menneſkene, ſom
Meningen regierer, og hvis Mening er afhengig
af et Navn, Han havde fattet dyb Foragt for
Religionen, der havde bidraget til hans Lykke,
Der er vis Anecdot, bevaret i Familien St. John,
der nokſom viſer, hvorlidt Cromwell giorde af det
Reedſkab, der har frembragt faa ſtore Virkninger i

—

% Mademoiselle kalbtes — per excellentiam — Ma-
5 demoiselle de Montpensier, Datter af Gaſton,
b Hertug af Orleans, Ludvig den ſiortendes Farbroder.

1

*

37

hans Hender. Han drak en Dag meb Irekon,

Fleetwood, og St. John, Oldefader fil den bes
romte Milord Bolingbroke. Man vilde træffe en
„laſke op, og Proptrekkeren faldt under Bor⸗
det; de ſogte alle, og kunde ikke ſinde den. Imid⸗
lertid ventede en Deputation fra de presbyterianſkfñe
Menigheder i Forgemakket, og en Betient kom at

melde den. Man ſige dem, ſvarede Cromwell,

at jeg er i mit Lonkammer, og at vi føge
ham. Dette Udtryk brugte Svermerne, naar de

holdt Bon (og ventede Aabenbaring). Da han

ſaaledes havde afferdiget denne Bande, ſagde
han disſe Ord til ſine Fortrolige: De Uslinge
troe, at vi ſoge Herren, og vi ſoge kun
Myptrekker en. 5 8

Oliver Cromwell blev betagte med Beun⸗ y
dring af Englands Puritanere og Indepenter, han.

er endnu deres Helt; men hans Son Richard
Cromwell er min Mand.

Oliver var en Gværmer, ſom vilde nu blive
udpebet i Underhuſet, hvis han fremførte en eneſte
af de uforſtaaelige Urimeligheder, han foredrog
med ſaamegen Tillid for andre Svermere, der
horte paa ham med opſpilet Mund og ſtirrende

75 Hine i Herrens Navn, Hvis han nu ſagde, man

1

38

ſtal ſoge Herren og ſtride Herrens Strid, hois
han til evig Skam for Menneſfefornuft indførte
Jodeſnak i i Englands Parlament, vilde han være
nærmere ved at føres til Bedlam, end vælges til
at befale over Armeer.

Han var uſtridig tapper; det er Ulven og⸗
ſaa; der er endog Aber ligeſaa raſende ſom Tigre.
Af Fanatiker blev, han ſnedig Politiker, det vil
ſige, han blev. af Ulv til Ræv, ſteeg ved Sig
fta de ferſte Trin, hvor Tidens raſende Sver .
meri havde fat ham, indtil Hoihedens Spidſe,

og Skielmen gik paa Hovederne af de nedkaſtede

Syvermere. Han regierede, men han legede i

5 Urolighedens Reædſler. Han havde hverken blide

Dage eller rolige Netter. Venſkabs og Selſkaz
boligheds Troſtelſer nermedes ham aldrig; han

dode for Tiden, uſtridig værdigere til Udod, end

den Konge, han lod fore fra et Vindue i Kongen
borgen ſelv til Skaffottet.

. R.

'
i

' Form, Foredraget nu vil, og man fage, meget,

39;

Om det danſfe Litteraturſelſkab,
ö f ved R. Nyrup
med et Tilleg af udgiveren.
Forerindring.
„Som: jeg forrige: Sommer beredede mig i For⸗
ening med min. ældfte litterarifte Samvandrer og,

Ven, Prof. Rasmus Nyrup, at fortſeœtte vore for
mere end tredive Aar ſiden ſamdregtig begyndte

Forelcsninger over den danſke Digtekunſt, i det
Haab at bringe. dem, om ikke til Ende, dog til en
pasſende Hvilepunkt, bortkaldtes denne trofaſte og
s utrættelige. Arbeider til vor Litteraturs ubodelige

Tab fra ſin Bane. Nodfaget at overtage Arbei⸗
det ene, for dog i det ringeſte ved et nyt Bind at.
bringe de af os. begge ' begyndte Bidrag. til Digte⸗

kunſtens Historie til en Slutning, har, jeg til.
"dette vort fælles, Arbeid af min Vens Efterladen⸗
ſtab modtagzt, hvad han havde udarbeidet, og
ſom laae ſerdiet. vel. ikke til. Ttylken, men til
de anmaldkes Forelæsninger ſom han glædede ſig
til at ſkulle.⸗begynde Pads" Men i det jeg ved.

Fortſettelſen af Arbeidet omhyggelig og erkiendtlig

nytter, hvad: Jeg fra. en ſaa kündſkabsriig Samler

har iheende „er det dog naturligt, at, efter den

21 —

'

SOVER AE 40
der hørte hen i hans Plan, nu ved den uundgaaes
lige Samenſmeltning, vil, om ikke falde bort, dog
ved at ſkulle bringes i Forbindelſe med min Frems

ſitilling, fremkomme i i en anden Skikkelſe, og ſaale⸗

des, at man ikke allevegne kan, vel heller ikke engang
bor kunne ſticelne, hvad der filhører enhver af os.
Z det jeg nu efter. Pligt og Samvittighed

i Aal ftræbe for, at min Ven ſkal, ſaalidet mig mu⸗

Iigt, ſkee Uret ved dette vort Fellig, kan jeg dog
ikke dolge for mig ſelv, at det er adſkillige udfor⸗

ligere nyrupftke Fremſtillinger, der ikke kunne an;

5 det end tabe, ved ikke at fremlægges ublandede
i deres oprindelige Geſtalt, og der i hoi Grad for»
tiene at kiendes, ſaadanne, ſom de ere udgangne

fta hans Haand. Som en Prøve af disſe, har
jeg troet her at kunne meddele en Fremſtilling af
det danſte Litteraturſelſkab, ſaaledes, ſom han i
vore Forelesninger 1827 havde foredraget den, og
N har jeg ſaameget for valgt denne, ſom jeg i Maas
nedsſkriftet Hertha for Dec. 1827 havde ladet
indrykke mit Foredrag over ſamme mne. Res
ſultatet af begge vil findes i andet Hefte af Bi:
drag til Digtekunſtens Hiſtorie, ſaafremt det un⸗
des mig at udgive dette, ſom jeg, efter at have fuld⸗
E bragt denne é BintersForelæsninger onfker og agter,”
ARE 5 K. R.

Alemmernes Bonmots og Plaiſanterier, Viſer og

Nyrup om d. d. Litteraturfelſkob.,
Som en Coalition, der paa en Maade fod i

LA

1 Oppoſition til det norſke Selſtab, kan man anſee
det 1775 oprettede danſke Litteraturſelſkad. Lige⸗

ſom hint Selſkab havde fin Protokoll, hvori Med⸗

Epigrammer, bleve forte tilbogs, ſaaledes var

det hos Proft udkommende almindelige dan⸗
fle Bibliothek det Magazin, ſom opbevarer
e af den Tids danſte Digteren førfte Wa KS

Forſog. 2
Dette Selſkab, hvis Tilvarelſe allerede op⸗

horte i Aaret 1781, var organiſeret paa en ordens

lig fornem⸗litterariſt Fod, og beſtod af tree Slags 2

Medlemmer, ordenlige Medlemmer, Wresmed⸗
lemmer, og Auſcultanter. Wresmedlemmerne vare
"fire: Digteren Ewald, Philoſophen T. Rothe,

Taleren Chr. Baſtholm, og Tenkeren J Chr.
Schonheider; Auſcultanterne ligeledes fire: Fr sv

Münter. „(nu Biſkop i Siellands Stift), A., B.
Rothe ane gad og Deputeret i tydſte Can⸗

cellie), Frederik Sneedorf, bekiendt af fine hiſto.

riſte Skrifter (dod ſom Profesſor extr, ved Kisben⸗

havns Univerſitet, paa en Reiſe i Engelland, ved G
et uheldigt Spring fra en Poftfareth, bois Heſte

lob 1 og Kraft Ser af Profesſor Kraft i

5 | 42

Sorø),. der døde ſom ung Student. Disſe ere.
ſormodenlig ikke blevne Auſcultanter for 1778. i
höoilket Aar de alle fire deponerede. i
Blandt Selſkabets ordenlige Medlemmer tel⸗
ler man:: H' W. Abrabamſon, P. D. Baſt, O.
Malling, Schavenius, Laurits Smith, H. C,
Sneedorf, P. M. og N. K, Troiel, og Wadum.

— nu alle døbe, Malling undtagen. ).

Om bette Selſkab hedder det i Rahbeks Cas.
racteriſtik over Trsielernes Digte, ſom findes i
den ſeidelinſke Udgave af disſes udvalgte Poeſier:
„Saalidet dette Selſkab nu. opfyldte fin ſtore og
patriotiſke Henſigt, faa mange Anſtodsſtene, der

kaſtedes paa dets korte Bane, faa. uventet haſtig.
denne end afbrødes, vil dets Virkning, dets ſaare
veldedige Virkning, ſpores indtil vor Litteraturs
ſeneſte Dage, — — Saare ædel og velgisrende
var dette Selſtabs Plan „ikke alene ved broderlig
Scamvirkning at opflamme hinanden til ædel
Veddekamp, men og ved indbyrdes Critik at for⸗
ſtafße hinanden den venſkabelige Raadgivning og
| ) Fil denne Fortegnelſe maa endnu foyes: Praſten
Clementin, M. T. Cold, F. Dreby, Holſt (Prof,
og Præft i Sors), Legen M. W. Kall, Artlllerie⸗
lieutenant Kalnein, Landsdommer Rogert, F. G.
Sporon, Prof P. T. Wandal, Litt. Wemmenhej, alle

7 dade, og den endnu levende G. R. Fr. Moltke, Ewalds
yndede Diſcipel og Ben. , i

2 — —
*
*

7473

Veilebnſug, Muſernes danſke Dyrkere hidtil i
Ariſtarchus Carſtens ene havde havt, og ved denne
edle Oldings tiltagende Aar, og vigtige San;

ninger ſaae fig i Fare for at tabe,”

„Som dette Selffab var et virkſomt⸗ Middel
til at uddanne, ſerdeles den yngre Troiel, og
aflokke ham Arbeider; ſaa aabnede fig. ikke lenge

derpaa en beqvem Leilighed til at bringe deres
Arbeider for Publicums Hine; i det den. drif⸗

tige. Boghandler Proff i det almindelige
danſke Bibliothek gav os et Maanedsſtrift,

hvis Fortieneſter af vor Litteratur man maaſkee
neppe har ladet vederfares Ref, iſer da dets forſte,
dette Arbeid neppe vorne Beſtyrere ) faa hurtig
fratraadde, og en Abrahamſon og P. C. Abild⸗

gaard, i Forening med Prof. Wandal, og P. D.

Baſt, paatog dem Beſtprelſen, hvori. udentvivl
P. M. Troiel en Tid tog Deel. Lad end alle

Stykker ikke være af lige Verdi; men det Maa⸗
nedöſkrift, der i trende Aargange brammer med
Ewalds Ode til Indfodsretten, og flere ſkionne

Stykker af hans, Ih. Thaarups uopnaaede Ele⸗

*) Emanuel Balling, og Fuldmægtig Fr. Cramer, denne
ogſaa blandt Handelstidendens førfte Veſtyrere. De
fratraadde begge det almindelige danſke Bibliothes
Wed tredie Hefte. 4. 55

* *

—

—

*

44

gier, og Prams ikke mindre deilige Ipyller; der
i Frejas Guldkicde har fra Abrahamſons Haand

noget af de meeſt wielandſke, vi kunne fremviſe;
deilige Stykker af Storms, Troilernes ypperſte
og fleeſte Arbeider, H. Ce Sneedorfs geniefulde
Quvad, Baſts Dverfættelfe af Popes Heloiſe til
Abelard; det, hvori en Zetlitz førft betraadde Dig⸗
terbanen, torde dog vœre en Mebdbeiler, ſom fan

ſenere Tidsſtrifter ) kunne maale fig. med ),

Ligeſom jeg ved at omtale det norſte Selſtab
anførte pan eengang i een Folge alle bemaldte
Selſtabs poetiſke Medlemmer, ſaaledes ſynes det

ogſaa, efter, hvad jeg alt har erindret, meeſt pas⸗

ſende til et beqvemt Overſyn at betragte alle de
af poetiſte Arbeider bekicndte Medlemmer af det
danſte Litteraturſelſfkab. Men af disſe ere tree
allerede tilforn omtalte, T. Rothernemlig i Bogen
over Frederik den femte, Ewald og Abrahamſen i
vore (ſenere udkomne) Bidrag. til vor poetiſte Lit⸗
teraturs Hiſtorie under Chriſtian den ſyvende, fra

Qoinqvenniet 17661770. De a opſtilles

) At ſige, nal vebbørtigt, Henſyn 1055 til Tid og Om
ſtandigheder. 5 EM

EN De, ſom kunde maale fi ig med a. d. B. var Minerva,

Hermoder, for Sandhed⸗ og, ſkand. L. S. Se
. 5 *

- N
— —— DM—ö—
sige .

s 45
i den dronofogiffe Orden efter Aaret, da man her
de aldſte Poeſier fra deres Haand.

N. N.

„

Abgtpereus Efterſkrift, 5

Da imellem min afbøde Ven H. C. Snee⸗

dorfs efterladte Papirer et Udkaſt til Selſkabets
Love, ſaaledes, ſom det imellem dets. Medlemmer

fra 11 Nov. 1780 og indtil 27 Januar 1781 har
circuleret, er kommet i mine Hænder, har jeg.

troet det ikke upasſende, i⸗Forventning af, at Do⸗

cumentet ſelv ved de Selſkabets endnu. levende
Medlemmer, i hvis Hænder det i ſin Tid vil

blive afleveret, maatte anviſes et pasſende Beva⸗
ringsſted, her at meddele ſaadanne Artikler deraf;

g der tilfulde kunde hiemle dette til faa patriofiſte
- og veldæbdige. Formaal ſtiftede Salto Tendents -

og Beſtrebelſer.

91. Selſkabets Formaal bliver Alt, had
der henhorer til de ſkionne Videnſkaber, til Hi⸗
ſtorien, og Philoſophien; fort ſagt i Almindelig⸗

hed Alt, hvad der kan være Folkelesning, og tiene Å

til at udbrede almindelig, og ikke blot til Lærde
indſkrenket, Kundſrab, hvilket Hiemeed, ſom den
fande Gtund til al Forbedring i den almindelige,

51 .

N *

*

46
Moralitet, Selſkabet ved alle dets ESS
beſtandig maa have i Sigte.

9 2. Følgelig maa i alle de Arbeider, ſom
til Selſkabet af dets Medlemmer indleveres, Fo⸗

redragets og Udtrykkenes Skionhed, Stilens og

Sprogets Rigtighed, blive en veſentlig Sag.

§ 3. Ligeledes maa Alt, hvad Medlems
merne enten af litterariſke Arbeider eller i anden

Henſeende til Selſkabet udgide, være forfattet

pan danſt, og tillige være fredet puden tg 05
leſelig.

8 år: Andre Nationers Arbelder i i
berne blive for Selſkabets Biemeed naturligvlis
faa vigtige, at det for Meblemmerne altid, maa
anſees, ſom en Hovedpligt, med Ooerſettelſer,
Udtoge, Compilakioner, eller Omarbeidning efter
lokale Omſtendigheder, at meddele Fedreuelan⸗
det, hvad der af udenlandſk hiſt og her i de nyeſte

' Afhandlinger, Efterretninger med videre, maaffe

efter et ftrængt Valg eragtes at kunne være nyt⸗
tigſt, og efter Tidernes Beſkaffenhed iſcer pasſende.

3 9 5, Men da Overſœttelſer, Udtoge, og i

Almindelighed ethvert litterariſk Product, der er
voxret pan fremmed Grund, i andre Henſeender

ikke giør den Nytte, ſom af indenlandſte Origi⸗

' ' a å

s — 1

47

nalſpkker kan ventes, fan bor Seiſkabet, fan vel
af denne Aarſag, ſom for egen Agtelſes og. Haders
Skyld, ogſaa, og iſer, ſoge ved gode Original⸗
arbeider at blive ſine Medborgere nyttigt.

§ 6. Medlemmerne paaligger derfor en dob⸗

belt Art af Forbindtlighed, hvoraf enhver fordrer

ſine egne Beſtemmelſer, da Originaler, eller Sel⸗

ſtabets Hovedarbeider, og Compilationer, eller
GBiarbeider, ikke vel uden betydelig Incondenients

lade ſig underkaſte ſamme Love, og behandle ved
ſamme Slags Samlinger eller Moder. N

(Vi gaae naturkigviis de Artikler, der beſtem⸗
me Selſkabets Indre. Organiſation, Deconomie
o. ſ. v. forbi, for blot at meddele dem, der lære
os at kiende dets litterariſke Formaal, og de Mid⸗
ler, hvorved dette ſkulde opnaaes.)

§ 12. Det aarlige Selſtabsſipkle, un et⸗

hoert Medlem bor Tevere, ſkal i Henſeende til ſin

Storrelſe, hvad enten det er Poeſie eller Proſa,

udgiore i det mindſte to Ark, og ikke alt for ſtor

Skrift, og ſkal derhos være et Heelt, og ikke be⸗

ſtaae i en Samling af flere Smaaſtykker. Skulde
en Forfatter have Foretaget fig en Materie af den
Vidtloftighed, at det ikke var ham muligt, at

indbefatte den i eet Stykke, da ſkal han dog ind⸗

rette det Stykke, han leverer, ſaaledes, at det

71

2

—

vs

255

48

for fig. ſelv, og uden Henſigt til/nogen Fortfættelfe, |

kan anſees, ſom et fuldſtendigt Heelt,
$ 73. Ethvert ſaaledes indkommende maa—

nedligt Stykke ſkal efter den, ſamme af Selſtabets

Secretair paategnede, Orden, circulere mellem -

ſamilige Medlemmer, paa det enhver kan have

den fornødne Leilighed til, ikke alene med Agt⸗

ſomhed at giennemlæſe det, men endog ved en

ſtriftlig Kritik at give Forfatteren fin Betenkning

over ſamme, og de Forandringer og Forbedringer,
fom han deri formener at kunne foretages.

9 14. Endſkiondt ethvert Medlem ſaaledes

bor være pligtig, naar Tid og Leilighed det pos

genledes tillade, at criticere de circulerende Styk—

ker, hvortil enhver formodes ſaameget mere af

Suldkommenhed, og Selſkabets litterariſke Frem:
gang, en veſentlig Sag, faa ffal dog, for at være
ſaa meget visſere paa, at det med Stykkernes

Circulation havte Hiemeed i det mindſte ikke gan⸗

ſte ſtal forfeiles, hvert Fierdingaar udnævnes.
tree af Selſkabets Medlemmer, ſom fkulle være
pligtige neye at giennemgage, og give ſtriftlig

vare villig, ſom Gritiferne ere, for Stykkernes

Critik over ethvert dem ved Circulationen tilkom⸗

mende Stykke . . til hvilken Ende Stykkerne ført
til disſe ſkal eirculere; og enhver af dem ſtal til⸗

77 2 — -

49

ſtaaes Ret at beholde hvert Stykke en Maaned,
hvorefter Stykkerne ſiden omlobe fil de andre
Medlemmer, af hvilke enhver Sep be dem i8

Dage,

& 16, Hvad Betenkning og Eritik, ſom
ſorfattes over de circulerende Stykker, leveres af
Vedkommende til Stykkets Forf ſelv, uden at fo⸗
reviſes noget af Selſkabets øvrige Medlemmer, og
da det ifær' vilde være ubehageligt, at fee flige
Gritifer eller Stykker, ſom til Selſkabet indleve—
res, udſatte for Fremmedes Omdomme, faa faldet:

» aldrig tillades at foreviſe nogen Selſkabet udeds

kommende Perſon noget af de circulerende Stykker,
ligeſaalidet, ſom Critiker maa foreviſes Fremmede,
ei engang af den, ſom har forfattet ſamme. — —
§ 17. Naar den til Omgangen beſtemte Tid
er udløbet, og Forf. altſaa har erholdt Medlem⸗

mernes Critik over hans Stykke, hvorefter han en⸗

ten retter de angivne Feil, eller ikke, alt efter
Godtbefindende, haver han fÉriftlig at opſætte fit
Gienſvar og Betænkning over de Poſter, ſom i
bemeldte Eritiker mod hans Piece ere anførte, ſaa⸗
ledes, at han enten folger Ordenen i hans eget

5 Stykke, eller foretager een Eritik efter den anden,
og af ſamme poſtviis uddrager ſamtlige Medlem⸗ 195

mers giorte Erindring, og ved hver Poſt hos⸗
ote Binda afte Pafte . ANES

—

*

KJ

* 8
& :

85

føjer fin egen Betenkning eller Giendrivelſe —

— naar da den til Omgangen og Giendrivelſen
faſtſatte Tid er udløbet, bliver Stykket paa ny i

Selffabet foretaget, hvor da Forf; — — ſtykke⸗

ii oplœſer Critikerne tilligemed fin egen vedfoſede
Betenkning, hvorpaa hver Poſt, in specie, en

efter en anden, ligeſom de opleſes, af Selſtkabet
underſoges og bedømmes, om og hvorvidt enten
Forf. eller Eritik. maatte have Ret,

. 39. Da det giver mere og bedre Boelſe,
naar en Materie behandles af flere Perſoner, og
en ſaadan Materie derved tillige kan ventes bedre
afhandlet og udført, vil Selſkabet til Concurrente
for dets egne. Medlemmer af og. til ubſatte een

eller flere Præmier 1 et eller andet SNE Udar⸗

heidelſe. — —

*

90 41. Henſeende til Priismateriernes
Valg, da ſkal det være enhver af Selſkabets Med:
lemmer tilladt, at foreſlaae een eller flere Materier,

ſom han formener at kunne udſettes; dog at ders

ved iagttages, at Materierne, ſaavidt muligt

7

kunne anſees lige almindelige og pasſelige for
ſamtlige Medlemmer, hvorefter Selſkabet over⸗

veier de foreſlagne Materier, og mellem disſe

voteres.—— — e

—

51

9 41. Dog, da det formodenlig kunde ind»,
treffe, at Valget flere Gange per plurima funde
falde paa en ſaadan Materie, hvori en eller anden
af Selfkabets Medlemmer ikke var iſtand til at ar⸗
beide med det Held, ſom i andre Materier, der mere
ſtemmede med hans Lyſt eller Genie, da, paa det
han ikke ſkal have-Aarſag at beſverge fig over, at
han ved ſaadant Valg blev udelukt fra Conturren⸗
ten, og fra Haab, om Præmien, faa faſtſettes
herved: at, naar de fleſte af Selſkahels Medlems
mer have ved at arbeide i de paa, den i $ 39 fore⸗
ſtrevne Maade valgte Materier, erholdet en Ho⸗
ved⸗ eller Bi⸗præmie. ſkal den eller de, ſom endnu
ingen Præmie er tilkiendt, have Frihed ſelv at .
udvælge , hver ſit Stof, hyoilket dem godt ſynes,
ſom da for den Gang ſkal være Priismaterie for
hele Selſkabet, uden, at nogen derimod maa giøre Sy
Indvending, nåar kun ſaadan ſelvvalgt Materie
forreſten ikke er Hovtrernsfirysmende med Selftaz
bets Hiemeed. —— — 5
; 5 44. De indfomne Priisſkrifter eirculere ;
alle ſamlede og paa eengang, hvilket for desbedre
at ſammenligne dem til Bedommelſe om Fortrinet,
er nødvendigt: naar da Omlobet er forbi, holder
Selſk. en overordentlig. See we at tildom ØR
me en.

3 .

5 52
§ 48. Naar Selſkabet ved Medlemmerne
Beſtrœbelſe fager et ſaadant Forraad af gode og
veludarbeidede Skrifter, at nogle deraf ved Tryk—
ken til det Almindeliges Nytte og Selſkabets Wre
kunde udgive, deels ſom Originalſkrivter, dels
ſom Samling af andre nyttige Smaaſtykker, man
ved en ſtreng noye Bedommelſe afgiores, hvilke
Stykker, der ſkal trykkes. Dog maa intet Stykke
i Selſtabets Samling udgives, med mindre det
af to Trediedele af Medlemmerne ſamtykkes; og!
Almindelighed ſkal Selſkabet aldrig være beretti⸗
get, at lade nogen Afhandling trykke, uden at
Forf. af ſamme dertil giver fin Tilladelſe. — —

Hans Finſen,
eg re om 8

Folkemengdens Formindſkelſe

ved Uaar i Island.
5 (J. f. 5). "ag
8 27. . 1

Veitliget om Foraaret 1783 var meget mildt (1),
fom fædvanligen>plejer at gage forud for Ildsud⸗
Anm, (1) Den Gang vare der ſtore Jordſkjclo i
Kalabrien og Sicilien fra Ste Februar til

18 53

brud (2); men fra den Tid, at Udbruddet i Skafte⸗
fieldsſysſel begyndte, den 2zobe Juni, indſaldt
der ftræng Froſt og Folde Winde, hvilket ikke er
ualmindeligt ovenpaa flige Ildſprudninger; denne

FFroſt, tildeels foraarſaget ved den nu til Kyſterne

opdrevne Haviis, ſtandſede meget Græsvaxten;

Grœsſet paa Hjemmemarkerne falmede, og blev:

ſaaledes mange Steder af hvidgul Farve, og paa

de meſt flade Steder hentorredes det ganfke, og ef⸗

terlod ſaaledes nøgne Pletter, ſom i nogle af de

folgende Aar ikke kunde blive grønne (3). Andre

i Maj, men ie hele Evropa herſkede der

den Sommer megen Hede i Forbindelſe

med Stovtaage (Miſtur). Se Doktor
Melanderhjelm om Waͤderleken om Som⸗

meren 1783, i Kongl. Swenſk. Wetenſt.

Acad. nya Handl. 1784, S. 8, fag.

Anm. (2) Se Lavmand Stephenſens Beſkrivelſe over

den nye Vulkans Ildſprudning i Veſter
Skaftefjelds Sysſel i Island i Aaret

1783, § 2, S. 2; hvilket nette og vel 2

forfattede Skrift giver en tydeligere Be⸗
ſkrivelſe over denne vigtige. Gjenſtand, end
der nogenſinde for er givet over lignende
Zilfælde i Island.

Anm“ 60 De Skalder eller bare Pletter paa Ageren, '
foraarſagede ved Kulden, og hvor deri
lang Tib ikke opvorede noget Gres igjen, .

vare noget andet end de lyſegule Pletter
paa Hjemmemarkerne; de ſidſte ſaae ud

54

Steder fik Gresſet ſaadant broget Udſeende, at
nogle Straa ſages med 3 a 4 gule, andre med lige⸗
dan grønne Striber; men paa de gule Jordplet⸗
ter var Gresſet henvisnet helt ned til Roden,
fordi det af Froſten var ganſke betaget, Alt dette

var kjendeligere i Oplandet, end paa ÜUdkanterne.

Bladene paa Smorurten (ranunculus acris, S-
ey), Syren (rumex acetosus, Sura) og Løves
tanden (leontodon taraxacon, Fifil h] henvis⸗
nede enten ganſte, eller for en Del. Allerede i.
Juli Maaned bleve Birkeſkovens og Biergräpens
bbetula nana, Fjalldrapi) Lov forte og fortorrede,
ligeſom de vare ſvedne, og Blaabeerlyngens (vac⸗
cinium uliginosum Bläberjalin g) Blade og
Tranehalſens (geranium sylvaticum, Storka-
blågresi) henvisnede mere eller mindre, og
fik en gul Farve. Den islandſke Mos (lichen
islandicus, Fjallagrös) forſvandt ogſaa i dette
Aar, og i 3 paafolgende Aar ſavnede man denne
betydelige Neringskilde, farſt efter 6 Aars For.
lob var den nogenledes oppoxet igjen. J Skaſte⸗
fields Sysſel og . Steder forſvandt ogſaa

ſom A naar den er overtrukken
med netformige Skyer, da de ovrige med

Gras begroede Stykker hapde deres natur:
lige gronne Farve,

55

Smaren (4) (trifolium repens) hvis Rodder man

om Foraaaret hyppigen bruger ſom Fodemiddel,
(5) men denne fremvorxte igien i et Tidsrum af 3
Aar. Skovene fik en ugjenvindelig Skade; de
bleve ſaaledes mange Steder tilintetgjorte, at

Grenene, der Aaret i Forvejen vare i fuld Blom⸗

ſtring, bleve faa ſprode, at de med den bare
„Haand kunde gnides til Stov. Luften vedblev at

Anm. (4) Indtil Aaret 1786 havde jeg, 158 min
nøjagtige Jagttagelſe, kun deen Tue kundet
opdage Smaren (trifolium album pra-
tense) i Skalholts Hjemmemark, fra.
denne Tid findes den at være udbredt over

hele Hjemmemarken, og ſomme Steder N

forekommer den 'i temmelig ſtor Mængde.
Anm, (5) Denne Urt har ligeledes været brugt ſom
Fodemiddel paa Nordlandet; Annalen ved

* Bjorn paa Skardsaa 2 D. S. 92 ſiger,

at Aaret 1618, et Fjeldſkred har rammet
4 Born hjemmehørende pad Gaarden
Deildardal i Skagefjorden (Yſtfjorde An-

nalen ſiger Bardardal), ſom om Foraaret

vare ude pan Marken ved at ſamle Smare.
Om Sommeren blive dens Rødder bittre
og uduelige til Spiſe. Man træffer Ur⸗
ten op af Jorden: med Roden ved Hjelp

* af en Tre eller Jernkrog, ſom kaldes.

Smareheegte (Smärakrökur). De kan

ſpiſes enten allene eller med Smør, in

Melk eller Snemos (Floter, Flautum)

o. ſ. v., og anſees da for en lekker

Spiſe. * 1

—

56

være taaget, ſom bar ſaameget naturligere, ſom
Beretningerne viſe, at der i hele Evropa fandt
megen Taage Sted i denne ſamme Sommer (b),
Pimpſtenſand og Svovelſtene faldt, i ſaadan
Mængde om Sommeren, at Kreaturerne allerede i
ved Midtſommer lede meget af Hunger. Denne
Svovelregn blev fan heftig, at i Biſkopstun—
geſveiten, omtrent eu Dagreiſe fra det Sted,
hvor Ilden havde fit Udbrud, bleve Hornkvagets
Flabe (Granir) og Bagfløver (Lagklaufir)
gule af den vedhængende Materie, Hoavlingen
var i denne Sommer usſel og meget under det
middelmaadige. De boſatte bleve nodſagede til
at flagte indtil Halvdelen af deres Hornkbvcg.
Alle Kreaturer vare om Efteraaret meget magre
formedelſt den Sand og Støv, ſom hapde forſpildt
Grœsgangene. Iſtedetfor at alle Kreaturerne om
Eſtergaret pleje at ſoge de fjeldlige Egne; fordi
Grœsſet der, ſom kraftigere end andre Steder,
holder fig lengſt grønt, faa bleve de nu her meſt
fuorſtyrrede, i det de fumlede om, ligeſom de ingen
Ro havde paa fig, og løb hen til.de forte og ſum⸗

pige med visnet Græs bevorede Myrer, ſom de,

Aum, (6) Se DSR Anm. ra

„

naar de have, andet Bedre, ikke ſkiotle om (7):
Vinterens Strænghed yttrede fig faa tidlig, at
Kreaturerne maatte indtages paa Stalefoting, en.
Maaned førend det "ellers pleier at ſle; dog
var Veirliget ikke ſcrdeles ſtrengt, men deri⸗
mod ledſaget af uſtadige Sydveſtvinde og Snefog,
ſom afvexlede med kortvarigt Tovejr, men hvis
Virkning ved den ſtrax ovenpqa indtrufne ſkarpe
Froſt, hvorved Kreaturernes Grœsning forſtyrte⸗
des, tilintetgiordes, ligeſom ogſaa derved foraar⸗
ſagedes, at Heſtene mange Steder i god. Stand

ſtyrtede paa Jordens Glathed og ulykkelig tilſatte

Livet (8); ſomme Steder faldt de ned i de med

Sne og Js bedœkkede og uſynbare Bronde. Mange

Menneſker omkom ogſaa af Hunger. Driviſen

"indfandt fig alt tidlig om Foraaret. S dette fam
"me Foraar 1784 (9) bleve bande Hornfvæg og
Faar haardt angrebne af mange Slags peſtagtige⸗ É
ſaavel indvortes ſom udvortes Sygdomme, ſaa⸗

Anm. (7) Aarſagen hertil anfores af Lavmand M.
Stephenſen, anf. S. 117. i
Anm. (8) S. St. S. 111,
Anm. (8) Aaret 1783 dode, ſom man antager for
viſt, 18 Menneſker af Hunger pan: Nord⸗
landet, men Preſterne bemerke desuden

i ſine Tabeller, at mange flere ere forme⸗

5 delſt Mangel komne af Dag

58

ER

ſom Gigt i Ledene, Gevexter og Tarmeſpulſter,

deres Indvolde befandtes enten overmaade ſtore
eller henterede og ſammenkrympede, ligeſom ogſaa

Galden i Nogle var uſeædvanlig ſtor (10). Mange
Heſte dode, endſtjont de vare i god Stand; de les
vende aad de døde, ſamt Mogdynger, Jordvegge
og Treer. Faarene aad Ulden af hverandre, ſom
Fogſaa foraarſagede deres Dod. Herved berodedes
endog velhavende Bonder den ſtorſte Del af deres

til Huusholdningen nødvendige Heſte og Faar,
gg nogle miſtede alle deres Kreaturer. Dog blev
1 Peſten paa Nordlandet endnu ſtorre, hvor Noden
var faa ſtor, at den tvang adſkillige til at forlade
deres Hus og Hjem, Nogle omkom endog af

Wen Anm. (10) Samme Aar havde Svenſkerne en meget

*

x

by” Ask

haard Tid, faa at Horſegogen (Numenius

minor) førft lod fig høre den 13de Maji,

og Smorurten (Vatnasöley, ranunculus,
aqvaticus) blomſtrede 2 Dage derefter.
Bierkander Inſpett⸗Calender för Ar 1784

i Kongl. Swenſk. Acad. nya Handl. 1784

S, 327. Ligeledes begyndte denne Urt

gotland, hvilket der var uhørt i ds fidfte

25 Aar, undtagen i Aaret 177 T, da den

forſt var i Blomſter den 1zde Maſi.
Bjerkander Blomſter-Almanak i Veſter⸗
Gothland, anf. St. 1786 S. 53. >

—

*

forſt den 15de Maji at blomſtre i Veſter⸗

*

BG Se

*

Hunger (11) og i den nordoſtlige Del af Tingo⸗

Sysſel kunde Ligene ikke henbringes til Begravel⸗

ſesſtederne formedelſt Mangel paa Heſte (12). J

Anm. (i

Anm. (12) Bifkop Arne Torarenſen tilſendte mig føl»

—

—

gende Tabel angagende Uaarets Virkning

i Hole Stift Aaret 1784.

- N lkemeng⸗

3 8 de. Dode af Foren
Syoſel. sd dens Afta⸗
gde unger, geiſe.

Tings. % 1283] 863 1013
Ofjords .. 584] 518 657
Skagefjords] 58 462 897
Hunevands .] 70 302 f 805

— —

— —

Summa | 318 | 2145 |" 3372

Denne Folfemængdens Formindſkelſe
og ovrige Tab, kan regnes at være ſkeet i
Aarslobet fra 1 Januar til i Juni Maa⸗

ned 1784; hvorledes Formuetilſtanden

blandt Folk har "været kan man ſlutte
deraf, at Aaret 1784 beløb den til Hole
Bispeſtol erlagte Smorſkyld bande af Bis⸗
peſtolens og Skolens Jorde tilſammen 42
Foringe (420 Pd.) fe 5. 20, Anm. 8 og 8.

22, Anm. 9. — J Arbaj Sogn i Stages
fjorden vare for 7 Gaarde beboede, men

om Efteraaret 1784 vare fun 3 af disſe

forſynede med Opſiddere, men Folkebeſcet⸗ :

ningen paa dem alle tilſammen befandtes

da at være 15 Stykker, derefter blev hele

U

1) Se mere herom hos M. Stephenſen, anf.
St. S. 120. *

*

il

60

. Ziftilfiorden vare af 20 boſiddende kun 4 tilbage,
der fortſatte deres Neringsbrug; kort fagt: dette
Aas Ødelæggelfe var magelos, og jeg kan ikke

paa anden bedre Maade fremſtille den, end ved

at hidfætte en lærd Forfatters (13) Beregning
over ſamme, Bygget paa Sysſelmendenes til
Rentekammeret fremſendte Liſter; om Vinteren
178384 (14) døde nemlig af Horn?væg 11461
Siyfker, af Faar 190,488 (15) og 28013 Heſte;

rare Sognet ode. Se de Berlingſke Stats
— Cibender October 1786.

Anm, (13) J Hjaltedahl (ſom for Reſten er bekjendt
in for fin Snelsshed) vare Snedriverne fan
— ſieore og dybe, at man fandt paa det Raad,

om ellers fortælles, at i Fortiden har væs

ret brugt af vore Forfædre: at age Lii⸗

gene paa Dyrehude til deres Begravelſes⸗
ſteder, fe Sturlunge V Kap. 23 og III
Kap. 22 (23). Dog fandt den Forffjæl
Sted at nu bleve Hudflederne trufne frem
ved Menneſker, for derimod af forfpændte
Dyr.

Anm. (14) Se Lavmand Stephenſen, anf. St. S.
126, pån hvis Beretning, Udregningen i
philoſophiſche Schilderung S. 32350 er
bygget. 5 É

Anm. (18) For at viſe Forholdet mellem de dode og

så Feefterleyende Kreaturer, hidſcettes Sum⸗

wa merne ſom de findes anførte i philofophis
ig ſche Schilderung Side 392. Tab. III.

61

(46), ſom udglorde Halvdelen af Hornkocget,

trefjerde Dele af de før levende Heſte, og Faares +"

nes firefemte Dele. (17) Om Foraaret plagedes

Stå g år . afg Af
5 ; Efter⸗ 1000
Levende 1915 bal leoen⸗

1783 —84 | 1784 | de,

ö dod

Hornkvcg 21457 11461 9906 534
Faar. ... 232731 190488, 42243; 818
Heſte. .] 36408] 28013] 8395 770

Hvis man vilde tage Exemplet af et
enkelt Sysſel, da levede i Myre Sysſel
Aaret 17849 af hvert 100, 92 Faar, 11
Heſte og 445 Hornkveg.

Anm. (16) De to neſtforegagende Aar vare med Hen⸗
fyn til Kreaturbeholdningen faa gode, at
man kunde anvende det gamle Ordſprog,
og ſige, at pan hvert Kreatur vopede to,
Hoveder. Desagarſag opnaaede mange
ikke den modne Alder; Faaredoden angi—
ves her ſaa ſtor, fordi de om Efteraaret,

til Vinterforing beſtemte unge Lam toges
med i Beregningen, hvilke enten formes
delſt forudſet Homangel om Vinteren
bleve ſlagtede, eller ogſaa hendede.

Anm. (17) M. Stephenſens Beſkrivelſe o. f. v. S.
126, philoſophiſche Schilderung der gegen⸗

waͤrtigen Verfasſung von Island S. 392.
Tab. 3, hvor den hojfleerde Forfatter

mange Steder har været nødt til at bruge i

en konſtig Regnemaade (calculum artifi-
cialem) ſom nærmer ſig til det Sande. J

Angivelſen af Heſte Antallet i Mule Sys⸗

7

25 1

62 125

U

Folket af Halsbetendelſe (Hneppuſött) Blodgang

og andre ondartede Sygdomme, ſom pttrede ſig

ved, at Fodder eller Hovedet ophovnede; paa an⸗
dre begyndte den med ſterk Kloen. Fiſferiet var ;

hele Sommeren 1783, og lige til i Mai Maaned
1784 meget uſelt. (18) g

ſel, have der indſneget ſig 2 Fejltagelfer;
der døde nemlig 1453 Stykker Heſte (og
ikke 1585) men 179 (og ikke 197) levede
efter. J Arnes Sysſel antager han,
ſaavidt man kan fee, at for Odeleggelſen
have veret 22000 Faar, at Antallet paa
de dode Faar har været 17300, men pad
de efterlevende 4700. Heſtenes Antal der
ASA har været. 3992 , hvoraf der ere-omfomne
É 3120 Stykker, og de efterlevende ſaaledes
872. Dette kommer for det meſte Sand⸗
hen temmelig ner; thi fer Uaaret var
Faarenes Antal 21369, af disſe dode der
* 16635, men ved Uaarets Ophor befandtes
llevende 4734 Stykker. For Uaaret vare
i der 4464 Heſte, hvoraf- 3067 bleve borte
; rykkede af Peſten, men 1396 levnede af
8 ſamme.
An, (18) Se mere herom hos M. Staphenfen anf.
— St. S. 128.

J Ma UR ner
Han rakte hver Fortieneſte ſin Krands,

Af Evighedens bedſte Blomſter bundet.

Je ham ſin Tolk hvert Dannerveerd har fundet? .
Hor er en ae nu, at tolke han s: 79

R.

3
5 Hiſtoriſt Udſigt

over de nyeſte Begivenheder.

Taageſloret ligger endnu beſtandig, og tegner det

end ſtundum et Oiebliik til at lette ſig, ſaa at vi

indbilde os, at kunne begynde at ffimfe derunder,

i ſen Haandevending lægger det fig igten, ugien ”
nemtrengeligere end for, og vi fuae ſom ofteſt

kun dobbelt Foye til at mistroe vore Syner.

Saaledes bebudedes det os, ſom Octobermaa-

neps vigtigſte Begivenhed, at Don Miguel var

af Spanien erkiendt ſom Konge; allerede vilde -
man vide, at Paven ligeledes havde erkiendt hom,

at Kongerne af Neapel og Sardinien vare i Be⸗
greb at gisre det ſelvſamme Skridt, at han ſkulde
ægte en Soſter af Hertuginden af Berry og af
Spauiens tilkommende Dronning, at Sſterrigs,

Englands, Frankrigs Erkicendelſe vare i Vente; og

om det end hedde, at Rnslands ædle Nicolaus, lige,
ſaalidet, ſoin Donna Marias egen Fader, vilde
ſamtykke heri, meente man dog, at det i Sagen
ſelv ükke vilde giore nogen Forandring.
med eet hedder det igien, at langt fra, at
Paven ſkulde have erkiendt Don Miguel, vil
den pavelige Nuncius vred bort, over en Strid
angagende en Bulle; at den ſpanſke Geſandt, der

bragde Don Miguel Erkiœndelſen, er vreed, deels

fordi D. M. ingen Audients gav ham, under
Paaſkud, han var i Seng Kl. 7 om Aftenen, beels

fordi Henrettelſerne fare fort, ſkiondt Geſandten

havde forſikret, de vilde ophøre; at det øvrige diplo⸗
matiſke Corps i Madrid ikke vil have med den por⸗

tugiſiſke Geſandt at giere, ſkiondt han er erkiendt

tilhove; at Kongen af England paa ingen Maade

vil vide af nogen Kong Miguel at ſige: og at,

1
U

N

2 Y

4

64

baade det engelſze og franffe Miniſterium vel vil
vogte fig, i det Bieblik, Parlamentets og Sams
renes Aabning nærmer ſig, at give deres vrede
Modſtandere en ny Ankepoſt, til de mange fore—
gagende. Hertil kommer endnu, at den Opſigt,

' de. tvende Infantinders pludſelige Sygdom, og

Don Miguels Adfærd i denne Anledning giør, de⸗

vpopulariſerer dette de Upoftoliffes, Kongemon⸗

ſter mere, end nogenſinde, iſer! da man yders

mere bringer dette i Forbindelſe med hans hidtilve—

rende Yndlings, Barberens Marqves Pirez pludſe⸗
ligeUngade ogſForſpindelſe i det denne her ikke ſtal
have viiſt fig faa beredvillig, ſom andre Læger,
Logger man nu hertil, at der ſiden Don Miguels
Ankomſt til Portugal fåal være fængflet 23190
Perſoner, udvandret 40,790, myrdet 1133 (om
ved Juſtits⸗, eller Snig- mord, ſiger Bladet, hvor⸗
af dette udſkrives, ikke, imiblertid ſynes blot de
af ſidſte Art her at være bragte i Regning), be
gaaet 166 Brandſtiftelſer, og lagt Beſlag paa
17 518 Grundeiendomme; og at Enden er ikke

endda, ſynes det ganſke forklarligt, at man baade i

og uden for Portugal haaber paa en Forandring;
ligeſom det og gier megen Opſigt, at Polis
tiet i Lisſabon iadſkillige Huſe har ladet ſoge om

Afſtrifter af et Bred, den afdøde Kong Johan

ved Don Miguels Fodſel havde tilſkrevet fin for»

trolige Miniſter Grev de Barca, og at der var befas
let, at hæfte alle dem, hos hvem ſlige Affkrifter
fandtes. Hans Moder Keiſerindedronningen ſiges
imidlertid at. ville gade til Madrid for at bivaane
Formelingen, hvor ogſaa Hertuginden af Berry

ſkal ventes.

J Madrid ſkal man i Forventning af ſamme
Formeling glemme Alt andet, dog Landgangen i

Tampfco undtagen, hvorover man jubler, ſom et

— Sitdeſtykke til Corteses og Pizarros Bedrifter.

I. 4 95

" Gærdeles Opſigt ſynes det dog at giore, at Genes,
ral Milans er forſvunden, fra Montpellier, juſt“

ſom han af Præfecten var underrettet, at han
ſtulde gage med fin Famelie til Bourges, hvortil

Efterretninger finde Sted, ſom naar de giore Her⸗

*

Bourdegurs Hovmeſter, Baron af

7

66

Damas til Hobebet for det Bourmont⸗Bourdon⸗
dayeſke Syſtem, iſteden foren Neveu af ham Herlu⸗
gen, forſte Kammerherre hos Dauphin og forbyite
Miniſteren Chabrol med Prafecten af dette Navn.
En ſaare betenkelig Omſtendighed vilde det
viſt nok vere, om den frauſke Konges Helbred
virkelig ſtulde være faa mislig, ſom de ſenere Zi:
dender have ymtet om, hvorvel ſelv i dette Til
fælde Sagen, efter adſkillige Yttringer, Tiden—
derne anfsre af Thronfolgeren, f. Ex.: om hans“
Misfornsielſe med, at hans Hoftienere dadlede
hans Faders Miniſtervalg, ingenlunde torde være
afgiort efter Oppoſitionens Onſke. Meget. hår
Tidenderne ſnakket om den proviſoriſkindretttede
Sal til de Deputeredes Kammer, hvori intet Cen—
trum vil kunne finde Plads, men blot en hoire og.
en venſtre Side; endnu onſfeligere vilde det vel
være, om en ſaadan Indretning lod fig foye,
hvorved alle deslige Partiafdelinger kunde fore⸗
bygges, og enhver blot gav fin Stemme efter bet,
han efter Forhandlingen erkiendte for fandt, og
rigtigt, og ikke efter den Side, hoorpaa han en⸗
gang for alle havde taget Plabs. Stor er For⸗
ventningen efter Kamrenes Samtrede, ſom nogle
bebude, at være nærmere forhaanden, end man
formoder, medens andre ville vide, at tvertimod
Oplesningen af det nærværende Deputeredes
Kammer vil gade i Forveien, Ida man gior Reg⸗

ning paa, at de: nye Valg ville blive. mindre

sugunftige,. hvilket formodentlig altſammen igien
vil komme an paa, om Syſtemet Bourdonnaye⸗
Bourmont, eller Polignac⸗Hausſez fager Over⸗
vægten i Cabinettet.

Ogſaa om Kongen af Englands Helbred have

Rygterne, været mislige, hvilket dog ſenere mod⸗
ſiges; h ymtes der beta Dig ſaavel om 1.

67

lielle ſom totale Miniſterialforandringer, dog, font ;
det ſynes, uden tilſtrekkelig Grund. e
Det engelſke Miniſteriums ſtore Anliggende
for nærværende Hieblik ſynes den greeſte Sag,
og ligeſom de hyppige Conferencer mellem Lord
Aberdeen, den rusſiſke Geſandt, og Grev Matus—
tewitz viſe, at Forhandlingerne i denne Anledning
drives med Iver, ſaaledes torde den ſidſtes Hiem⸗
reiſe vel ikke uden Foye antages at tyde paa, af
de vare komne tit en vigtig Criſis, om ikke til et
Reſultat. — ?
Overalt ſtager endnu beſtandig det øfterlands
"fe Sporgsmgal paa en ſęelſom, man kan gierne
ſige uforklarlig Fod Vel er Freden mellem Por⸗
ten og Rusland affluttet, og ſom det hedder, fra
begge Sider ratificeret; imidlertid melde endnu
de allerſeneſte Efterretninger os og det efter den
preusſiſke Statstidende, der med Foye
kan anſees fer den paalideligſte Nyhedskilde i disſe,
Anliggender, at det nylig. er kommet til en uven⸗
tet Fegtning mellem General Geismars Tropper
og Pachaen af Scutaris; da den rusſiſte General,
underrettet om, at Pachaen agtede. at rykke mod
Adrianopel, beſluttede at rykke frem til Sophia,
men tredie Dag ved Arnaut Kaleſi ſtadte
paa et Corps Albaneſere, der giorde Mine til at
ville nagte ham Giennemmarchen, afviiſte hans
Parlamentair med Mufketild, og giorde en An:
grebsbevegelſe, men bleve nu fordrevne af deres
Stilling og maatte lade deres Kanoner i Stikken.
General Geismar tillod vel ikke fine Tropper at.
forfølge de flygtende, men tilſtedde disſe tverti⸗
mod at faae deres Bagage efter ſig; ogſaa forſik—
rede Pachaen, da han erfoer det forefaldne, pag.
ny om fir fredelige Sindelag, ſamt bad indſteendig,
General Geismar ikke maatte rykke videre frem

14

1
N

68

im ba Marſchal Diebitſch ikke blot gab Befa⸗
ling, men endog lod de tagne Kanoner give til,
Bages. imidlertid forde der lettelig indtræffe faa»
mange ſaadanne unto ward accidents, at
det ſvage Haar, hvori Sværdet, hænger, kuͤnde
blive overrevet, — vel endog uviſt, af hvad .
Haand —og naar det forſt eengang igien var kom
RÅ Gang, ikke ſaa let igien være at bringe til
vile.
' Hertil kommer, af Sultanen. ſelb ft ſiges at
være ligeſaa utilfreds, med denne Fred, ſom hans
Folk; at hoianſeelige Perſoner i Conſtantinopel
ſtulle ſige: „Freden er vel ſluttet; men Betingel⸗
ſerne ikke fuldbragte, og der behøvedes forſt em
tydelig Fortolkning af Tractatens mere i, almin⸗
delig Üdtryk affattede Artikler, inden de formelig
kunne efterleves, da Porten ikke hlind og med
bundne Hender vil hengive ſig til de rusſiſte For⸗
anſtaltninger.“
Mellem de tree Punkter, der ved Fredöſlut⸗

5 ningen udſattes til videre Droftning, og Under.
handling

a) Beſtemmelſen af den Sum, Porten bavde at
erlegge i Krigsomkoſtninger, i

3 b) Ufgiørelfen af Betingeljen, angadende. Giai

kenland, —

og e) Beſtemmelſen af den aarlige Tribut, ør:
ſtendemmene faae at yde, i

kan den melleinfte med Foie anſees, ſom det egen:
lige Tviſtens Wble, ſaameget mere, ſom det ikke
er de tvende krigforende Magter alene, der ſtulle
afgiere Sporgsmaalet mellem ſig.

„Deli Adrianopel angaaende Tractaten af
6 Julif, og Prot. af 22 Martti undertegnede
Siſpulakioner — hedder det i en Art. fra London
t allg. 3. — bnes at s vakt Betankeligheder

*

69 .

hös det engelſte og franſtke Hof. Der ſiges, det
franſte Miniſterium har fremlagt et Forſlag hvor⸗
efter den gredſke Grendſes Udvidelſe paa Faſtlan⸗
det mere ſkulde indſtrenkes derimod den ny Stat
— ganſte befries fra tyrkiſt Overherredomme. Om f
denne Punkt ſkal allerede en Protol være affattet, SVÆLG
der, ſaaſnart Rusland har givet fit i
Gamfyffe (111) vilde under Faftfættelfe af en ig
peremtoriſt Friſt blive. Porten forelagt. Grekerne

forde imidlertid være” meget lidet opbyggede af 20
dette ny Forſlag, og det er nu at forvente, hvor⸗ ;
ledes den gredſke Regiering vil anſee det, og om. .
den ikke vil ftræbe at vinde Rusland for fig, at

fee det gamle Hellas opleve i muligfte Udftræfs

ning 77 SER 1
Jen ſenere Art ſammeſteds fra i ſamme Blad

ſiges endvidere: „Conferencerne om de gried—

fie Anliggender vare ved, men torde nu
ſnart være ſluttede, og Protokollen derover affat⸗
tet, ſaaſnart de fornødne Inſtructio⸗

ner ere komne de rusſiſke Befuldmeg⸗
tigede tilhende. Der er ingen Tvivl om;

åt det franſke og engelſte Miniſterium ønfte det

ny Forſlag antaget. af Porter, og at iſer det ſid⸗
"fle viſer ſtor Interesſe derfor, medens det peters⸗
borgſte Cabinet ved ſin omſynede Politik, vilde
foretrekke Opretholdelſen af Protokollen af 22de
Marts. »1. 5 8 8 mose ;

Saameget mere er det af formode, Græfens +,

land vil anraabe, og — vi haabe — erholde.

fin edle Troesforvandtes, den rusſiſke Keiſers for⸗
maaende Underſtottelſe da de tyrkiſke Tropper alt Å
i Folge Capitulation, have rømt det grædffe Con⸗ Ez
linent, og er def glædeligt, fra den rusfiffe Grændfe Ska
i Zidenderne at læfe, at Keiſeren og hele den kei?
ſerlige Familie interesſere dem meget for Greker !

.

70

ne, og at intet vil blive efterladt, der kan berede
dem dn lykkelig Fremtid. a
; Dertil før man da vel og regne, at deres hoi
fortiente Mevborger Grev Capodiſtria, hvad og
ſiges af være den rusſiſke Keiſers Onfke, forbliver i
Spidſen for dem, og at alle indenlands-og uden⸗
lands Omdrev for at bringe Grækenland under et
fremmed og det upasſende og uvelkomment Herz
ſtab tor blve forgicves,
Den 27de Nov.

N E. Skr. En franſf Miniſterialforandring er
daforegaaet, i det Fyrſt Polignac er bleven Premier—
miniſter, og Hr. La Bourdonnaye i Folge heraf
udtraad, hans Piads ſom indenrigs, Miniſter bes
fat med den hidtilverende Miniſter for Undervifs⸗
ningen, Hr. Montbel, der igien til Eftermand
har faaet en Hr. Ranville. Hvorvidt herved i det
Vekſenlige vil foregaae nogen Forandring, da nu
magten fra Ultraernes Hænder ſynes at være
gaaet over i Congregationiſternes, vil Folgen lære;
at de Liberale ville være, mere tilfredſe med Tin⸗
genes nærværende Vending, ſynes med Foye at
kunne omtvivles. Det ffal, have været tilbudet
Hr. Bourdonnaye at opheies til Pair, hvilket han
fral have afſlaget, for ikke at opgive fit Sede i
Deputeredes Kammer, og ſkal da nu Pairsver⸗
digheden blive. hans Son til Deel; hvorimod La
Bourdonnahe ſelv bliver Statsminiſter, og Med—
lem af Statsraadet; ogſaa den hidtilverende Po⸗
litiprefect, Hr. Mangin, hvis Grundſatninger
og Mttringer man alt mere og mere blev misfor—
noiet med, ſom vel meget i det haandfaſte Sy:
frem, er forflyttet til Gencralprocureurembedet i

> *

= Lyon.

ZI

Pachaen af Scutari ſral efter den alvorlige
Paamindelſe, hans Albaneſere nylig fif af Gene-
ral Geismars Tropper, (være gaaet i fig ſelo, og
have lovet at forholde fig rolig; og vil man
have Efterretninger fra Semlin, efter hvilke den
rusſiſke Armee — paa de Tropper ner, der ſtull
beffiærme de efterladte Syge og Saarede — den
1 November havde forladt Adrianopel. Ogſaa fkal
Giurgevo "være rømmet af de tyrkiſte Tropper
og overgivet de rusſiſke. Derimod fkulle de fene-
fie Efterreininger fra Conſtantinopel ikke være -
glædelige, . da der blandt. Indvaanerne fÉal
berſke en hadff og farlig Stemning mod Sulta—
nen, faa at ingen Mat fkal forlohe, da der jo",
falde Slagtoffere for Haddet. Ogſaa ſkal g ul⸗
tanen ſelv begynde at føle det farlige i fin Stil⸗
ling, forſterke fin Garde, og forøge dens Lon⸗
ning. $ Omegnen af Smyrna herſter en meget
betenkelig Opſtand mod Autoriteterne, og veg—
rer man fig ved at betale de trykkende Afgifter.
Ogſaa hedder det endnu, at Pachaen af Scutari
ligefuldt har beſtemt at beſœtte Adrianopel, hvor

der tales omen Sammenkomſt mellem ham, Stors
veziren, og Viziren af Rumelien. LADER
Saare langt altſaa fra, at Taageſloret f
mindſte Maade ſrulde have lettet fig; end ſige være
forſvundet, og have fat os i Stand til, at ſige
noget om, hvad vi, om ikke havde lovet, dog
haabet, maa ſelv det, hvad vi ſynes at fee, liges
fra Miniſterialforandringen i Frankrig, og indtil
Barberen Pirez's Hæftelfe paa Alfeite, giere
os uſikrere og tvivlraadigere end nogenſinde. Es
kann fo nicht bleiben, havde en bekiendt

2
7

politiſt Journaliſt i forrige Aarhundrede til Mund⸗ 2

held, og faa lidet end iovrigt hans volitiſte Spaa⸗

—
U *

=72 N

domme og Bebudelſer vilde holde Stand; heri
beholdt han ufravigelig Ret. |
Det, hvoraf man vel forſt kan vente noget
tilforlabeligt Lys over Begivenhederne torde uftris
dig være de franſte Kamres, og de engelſkes Par-
lqmentshuſes Samtræeden. Naturligviis kan og
vil der vel inden den Tid indtræffe Adſkilligt, der
ſaavel i Henſeende til det, vi da ville faae at
fee, og høre, ſom til Maaden, hvorpaa det blis
6 ver at ſee, og høre, vil have den meeſt afgio⸗
reende Indflydelſe, '

4

＋

er i t d geen
November 169% *

5

Udflugt fra Godthaab til ujatarſoak⸗

Gf Dr. C. Pingels Dagbog paa en Reiſe til det ſpitge
Gronland i Aarene 1828 og 20).

Uagtet Godthaabsfjorden eller Bagls Revier,
under hvilket Navn denne Fjord forhen beſejledes
af Hollænderne og endnu ſcdvanligen findes af⸗
Jagt i Sokorterne, hverken har; den Længde 8
eller Brede, ſom ældre Hydrographer hade givet 16
den, horer den dog til de betydeligſte Fiorde i
Grønland, Den deler fig i tre Hovedarme. Af
disſe er den mellemſte, ſom i Bunden forer Navn
af Ujararſoak, den lengſte: den antages,
maaſkee noget overdrevent, at ſtrœkke fig 16 til 18
Mile op i Landet. SER We

Denne Fiordarm har til forſkjellige Tider
havt forſkjellige Beboere, Om de oprindelige Ind,
. ote Binds 2det Hefte. 6 ;

11

74

byggere, af hvilke Grønlands forſte Opdagere,
efter Are Frodes Vidnesbyrd ), fandt Spoer
baade øfter og veſter paa Landet, nogenſinde have
hapt ſtadigt Ophold i denne Deel af Baals Res
vier, er Noget, ſom nu ikke mere lader fig afs
giore, men neppe er at formode, Viſt er det
. derimod, at de gamle Nordmend og Jisleendere,
ſom gave Grønland den forſte europæiſke Beſolk,
ning, have boet og bygget i denne Fjordarm.
Dette gielber imidleetid kun om det Inderſte af
» famme, hvor de langs med Elvens Udløb traf

en ikke ubetydelig, til Fœedrift tjenlig Dalftrals

ning. Her findes endnu et af de anſeeligſte Min:
desmeerker fra denne Tid, ſom hele Veſtkyſten af
Grönland har at fremviſe. Det er de herveren⸗
de Leyninger af en masſiv Steenbygning, der:
have givet Anledning til den gronlandſke Benev:
nelſe Ujararſoak or den ſtore Steen; et Navn,
ſom egentligen kun tilkommer Bunden af Florden,
men ſom de i Landet boende Danſfe ſiden bave
Udvidet til hele den mellemſte Fiordarm. Efter
de ældre Coloniers Undergang har denne en Tid
lang været beboet af Landets nuværende Indbyg

gere; men, naar og hvorlænge,- er uviſt. Om

) Arii Multiscii schede s. Iibellus de Islandia.
Is], et lat. Havnie 1733, Pag. 32. —

*

75
frent midt i Fjordarmen har jeg truffet et, nu al⸗
deles forfaldent, gronlandſk Huus og i Nærheden
af ſamme flere Vegravelſer, ſom ikke røbede no⸗
gen betydelig Glde. Det forekommer mig derfor
ikke uſandſynligt, at Ujararſoak Armen, ſom
. neppe nogenſinde har været talrig beboet af Grøn:

lendere, har miſtet fine ſidſte Indbyggere ved den
ſtore Affolkning, ſom i det forrige Aarhundrede,
kort efter de Danſkes Ankomſt til-Landet, traf
en Deel af Mellemgronland og navnligen Baals
Revier. Nuomſtunder beſoges Ujararſoak
ikkun i Sommermaanederne af de Indfodte, for⸗
nemmeligen for Rensjagtens Skyld. Denne
Jagt, ſom de fleſte Grønlændere ere lidenſkabeli⸗
gen hengivne til og for hvis Skyld de ofte for⸗
ſomme den langt fordeelagtigere Sælfangft” lokker
hele Sommeren igiennem et betydeligt Antal ikke
blot af de nærmere boende Gronlendere, men.
ſelv af Sydlendinger langvejs fra til . Welpen
inderſtii ujararſoak. 3

Vinteren 1828—29 horer til de milbeſte,
man i Grønland kan erindre fig. Hele Vinteren.
igiennem havdr alle Fjordene i Omegnen af. Godt:
haab holdt dem gabne og frie for Jis. I det føl; :
gende Foraar flottede derfor flere af de til Colo⸗ :
nien hørende Grønlændere langt tidligere end de- —

„ 6 * :

76

ellers pleje, op tit Ujararſoak. De havde
her været fan lykkelige, i fort Tid ikke blot at
flyde et temmelig betydeligt Antal Nensdyr, men
ogſaa at fange en Deel Selhunde, da den par
excellence ſaakaldte Jisblink, ſom bedekker hele
det Indre af Landet og gjennem flere trange Fields

dale paa Sydſiden af Ujararſoak, ſtager i
Forbindelſe med denne Flordarm, pludſeligen be:
gyndte at kalve. Jisſkredene vare faa voldſom—
me og fulgte faa hurtigan paa hinanden, at Gron⸗
loenderne i Ujararſoak, af Frygt. for inden

"Faa Hjeblikke at indeſperres maaſkee pad flere

Uger; ja Maaneder, lode deres Fangſt og Telte i
—Stikken og iilſomſt flygtede ud af Fiordarmea, der
alt begyndte at bedekkes af talloſe Jisſtykker. J
flere Uger laa Kalviſen ubevægelig inde i Ujas
rarſoak; ingen Grønlænder vovede ſig derop
Da Adſtillige af de Indfodte, ſom jeg havde talt
til om min Henſigt at bereſſe denne i flere Hen:
ſdender clasſiſke Flordarm, vare enige i at anſee
dette for ugjorligt, i det mindſte for det Forſte, og
min Afrejſe til Europa med hver Dag nærmede
ſig, havde jeg aldeles opgivet Haabet om at komme
til Ujararſoak. Men i Slutningen af Jun
Maaned, da jeg netop ſtod i Begreb med at til⸗

krade en Rejfe ind i Amaral ik Fjorden, bragte

77

nogle Gronlœendere den uventede Efterretning til
Colonien, at Iſen oppe i Ujararſoak havde
begyndt at ſprede ſig og at det var lykket flere af:
deres Landsmænd, ſtjsnt ikke uden Moje og Fare,
at flippe op til Teltpladſen i' Bunden af denne
Flordarm. Da kun faa af de ſenere⸗ Rejſende i
Gronland hape fundet Lejlighed til at beſoge U ja⸗
rarfoak, beſluttede jeg, for det Forſte at opgive
Reiſen til Amaratik⸗ Fjorden, og i dens Sted
at gjere et Forſog paa at frænge ind i Ujarar⸗
ſoak. Jeg fandt ved denne Lejlighed uformodede
Vanſkeligheder fra de Indfsdtes Side, ſom hid⸗
indtil havde ledſaget mig paa mine Excurſioner
fia Godthaab og ſom nu yttrede ſtor Ulyſt til at,
folge mig ind i Ujararſoak. De lode dem.
alligevel omſtemme og de fornodne Foranſtaltnin⸗
ger bleve trufne til at forlade Godthaab den 2gde.
Juni, om Morgenen tidligen.

2 9 Jun i. Ved Godthaab, ſom overalt. i
Grønland, hvor der gives Fjorde, følger Vinden
naſlen hele Sommeren igjennem Fjordens. Rets
uiug, eller blæfer, med andre Ord, beftandigen:
enten ind eller ud af ſamme. J Dag Morges
bleſte Fiordvinden ſaa heftigen ud ad, at jeg:
Mødtes til at opfætte Ufrejfan. Efter Sœdvane
ſtilede denne Vind af. henad Formiddagen, ſaa

77

*

78

at jeg Kl. 1x kunde forlade Colonien ien, med

fem Roerſter og en Styrer beſat gronlandſt Kone:
baad, ſom ifær til Fjordrejſer i dette Land har

afgjorte Fortrin for ethvert europeiſkt Fartoj. J

en Bugt fæt ved Vildmandsnesſet aabner Ind⸗

lobet fig til Kappiſelik, Godthaabsfjordens

- ø

„

ſondre Arm. Medens vi roede over denne Bugt,

blev det blikſtille pan Fiorden og Heden faa tryk⸗

kende, at vi neppe havde naaet den anden Side

for de udmattede Roerſker allerede forlangte. at
lægge til Land, for at lædffe deres Torſt med
Snevand. Under det herved. foraarſagede Op⸗
hold begyndte det, til Alles Glæde, at lufte lidt

fra Havet. Foruden Afkjslingen bragte den indad
gaaende Fjordvind, ſom Grønlænderne falde
Iſerſarnek, os den Fordeel at kunne benytte de to,
Sejl, ſom Konebaadene nu hyppigen ere forſy⸗

nede med, Saaledes kom vi omtrent Kl. 2 e. M.
tit Sadlen, et højt takket Field, der ſerdeles
maleriſt kroner Godthaabs Baggrund, naar man
fra Soſiden kommer til denne Colonie. Sadlen

bedekkedes endnu af betydelige Snemasſer.

Disſe toe aldrig op, men danne endog paa Nord.

ſiden en virketig lille Jisblink, der har givet An⸗

ledningen til dette ſmukke Fjelds gronlandſke Navn

Sermeitſiak. Oppe i Iſen, fra hvilfen en

79

bree og flere mindre Elve bruſede over den ſtejle
Klippevoeg og ned i Fiorden, hørtes et tordenag⸗
tigt Brag, netop medens vi vare tet under Fjel⸗
det, men lykkeligviis uden Nedfald., Paa den
anden. Side af Sadlen aabnede Indlobet til U ja⸗
rarſoak fig. Paa Spdſiden vifte denne. Fjords
arm frappante Fieldformer, ſom Ikartok, det
hoje-Aukpadlartok og flere, medens Nordfi⸗
den ſnarere ſyntes at heſtaae af en eneſte, ſammen⸗
hængende Fjeldſtrekning, hvis mange Suageelve
og frodige Vegetation dannede en beſynderlig Con⸗

traſt imoo de ſtivnede Sneflader paa, den ſondre
Fiordbred. Efterhaanden, ſom vi kom dybere ind

i Flordarmen traf vi Kalviis, dog ikke i nogen

- bifydelig Mængde, for vi nærmede os Kornok,
en paa Nordſideu fremſpringende Landtunge, form.
5 forvandler en. Stræfning. af den. for Reſten. tem⸗

melig brede Fjordarm til et ſnavert Sund. Da
Iſen lage tœt ſammenſkruet i dette og det imids 2"

rlertid var blevet Aften, lagde vi til Land paa

Koruok og reiſte Teltet paa den lave ſandede
Serandbred, ikke langt fra den ovenfoͤr omtalte
gronlandſke Huustoft. Stranden var her tæt be=

. boret med Marhalm, imallem hvilket Græsænder

(Anas Boschas Län), havde deres Reder. J
nogle af disſe fandt jeg endnu Æg, i audre de

80

alt udkrobne Unger. Da jeg henimod Midnat
kom tilbage fra en Vandring paa-Fjeldene, traf
jeg mine Roerſker ventende paa mig med et gron⸗
landſtt Aftensmaaltid: det beſtod i en Fifkeſuppe
af itukogte Ulker. Natten var faa lys, at jeg i

„Midnatstimen udenfor mit Telt kunde nedſkrive
mine den Dag gjorte Jagttagelſer.

30 Juni. Om Morgenen blæfte Vinden at»
ter ud af Fjorden, dog ikke ſterkere, end at vi
kunde begive os ud i det fnævre, iisopſyldte Sund.
Efter at vi havde pasſeret dette, udvidede Fjorden

fig med Eet meget betydeligen, men Iſen lage

indenfor Kornok nœſten endnu mere pakket end
i det ſmalle Sund ſelv; imellem Kalviſen fandtes
der Jismasſer af et ſaadant Omfang, af de fuld⸗
komment fortjente Navn af Jisfjelde. Ikke uden
ſtore Anſtrengelſer lykkedes det os, at flippe over
til den nordre Sids af Flordarmen, hvor vi langs
med Landet haabede at finde nogenlunde aabent

Vande. Her traf vi en Gronlender fra Colonien

ſiddende paa Klipperne; han havbe fin Kajak ved
Siden af fig, Da han ogſaa agtede fig op til Uja⸗
erarſoak, var han let at bevæge til at folge med os.
Hoad deri Dag foruden Iſen forøgede Reiſens Bes
ſoserligheder var Fiordvinden, ſom ufædvanlig læns

ge vedblev at blæfe udad, Om Eftermiddagen Kl. 3

sg 81

naaede of omſider Imnajuartok, et højt og
brat Field paa Nordſiden, hvilket ligr fra om
Morgenen, da vi forlode Kornok, havde ligget
for os i en tilſynelabende ubetydtlig Afſtand J
de ſtejte Klippevegge havde talloſe Skarer af La-
rus tridactylus deres Tilhald; de bedekkede ikke
blot Fieldſiderne imod Fjorden, men endog de i
Nerheden af Fieldet drivende Jisſtykker. Deres
Skrig overdovede en fra det Bverſte af Fieldet
»neſten lodret nedſtyrtende Elv og afbrød paa læns
gere Tid mine ſnakſomme Roerſkers Underhold—
ning. Indenfor Imnajuartok forogedes vort
Selſkab after, da en Konebaad fra Üdſtedet Sart⸗

lok lilligemed en Kajak ſammeſteds fra ſtodte

til os. Den indad gaaende Fiordvind havde vi,

ſaaleenge vi vare omgivne af Kalviſen, ikke vovet
at benytte. Nu, da den begyndte at bleſe friſkere
og vi omſider havde fundet et friere Farvand, bleve
Sejlene ſatte til. Saaledes gik det en Tid lang
"uden Hindring fremad, indtil et Jisfield, ſom
befandt ſig i ringe Afſtand ret forud, med et
frygteligt Brag kalvede. J Sjeblikket faldt alle
Seflene og Baadene ſtyrede ængfteligen imod Land,

endſtjondt den ſtejle utilgjængelige Klippeveg,
ſom paa en lang Strœkning dannede Bredden,
intetſteds vilde have tilladt os at lande. Det va⸗

„

82

rode en Tid, inden de ſtorre vuggende Jismasſer,
ſom Jisfjeldet ved dets. Kalvning havde deelt fig -
i, kom til Roelighed; men den ſterke Dynning,
ſom ved ſaadanne Lejligheder plejer at rejfe fig og
ofte bliver de mindre Fartojer farlig endog i Af⸗
ſtand, indſkrenkede fig. denne Gang til det kal⸗
vede Jisfields nermeſte Omgivelſe. Da Fjordar⸗
men efterhaanden igjen blev fnævrere og den ſterke
indad gaaende Ffordvind, i Forbindelſe med Vans
dets Voxen, atter ſtuvede Iſen ſammen, nodies
vi allerede Kl. 6 at lægge op veb en Teltplads paa
Nordſiden, ſom Grønlænderne navngave Iglun⸗
goak. For at fordrive den lange Aften, blev der
ſtudt til Maals efter et paa Klippen opſtillet Skul⸗
derblad af et Rensdyr, ſom ved flige Lejligheder
tjener Grønlænderne til Skive. Myggene (Culex
pipiens Lin) ſom endnu; da jeg forlod Godt⸗
haab, kun ſparſomt havde indfundet dem der,
begyndte at falde os temmelig. befværlige.
1fte Juli. Vort Haab, at den friffe Mor⸗
genvind, ſom ellers: regelmesſigen indfinder fi fig
hele Sommeren igjennem, fulde fætte Kalviſen
noget udad, ſlog i Dag fejl. Hvad vi kunde
overſee af Fiordarmen, frembod en eneſte ſammen⸗
heengende Jisflade, af hoilken enkelte Jisfjelde
e frem. Hele Formiddagen vedblev det at

Z ae NNE

Sy 83

være blikſtille og Iſens Nærhed uagtet, lummer⸗
varmt. Det Übehagelige i vor Forfatning forøs
gedes ved de nhyre Moſkitosſvorme, ſom vort
Ophold paa det lave, kratbevoxede Klippengs
havde. draget did. De angrebe med deres mar-
trende Stik ikke blot mig, ſom var den eneſte Eu⸗

ropceer, men ſeiv de Indfodte: flere af Grønlæn=

derinderne gik omkring med blodige og tilbundne
Anſigter. Ved Middagstid begyndte det endeligen
at bleſe ſvagt ind ad Fjorden; ved Iſens Bevæs
gelſe fremkom der en ganſke ſmal Aabning langs
med Landet. Da det var umueligt at vende om,
beſluttede vi at gjøre et Forſog paa at trenge
fremad, ihvor lidet vi end lovede os deraf. Ka⸗
jakkeine toges ind i Konebaadene; forud i disfe
ſtillete Kajakmendene dem tilligemed Styrerne,
for ved Hjelp af omvendte Aarer at ſtode Jisſtyk⸗
kerne tilſide og ſaaledes aabne Vejen for de ſkro⸗
belige Skindbaade. Paa denne Maade kom vi,

langs med Landet og tildeels under høje, med

Nevfald truende, Klippemasſer, lykkeligen iglen⸗
nem Iſen. Den gunſtige Fjordvind, ſom tog til
i Styrke, befriede os omſider fra Myggeſvoermene,

ſom fra Iglungoak af havde: fulgt med Baa⸗
dene; men vi vovede ikke at fore Sejl for hen ad
Eftermiddagen, da Kalviſen efterhaanden fore

84

fvandt og Baadene begyndte at bevæge dem friere
imellem Jisfjeldene, der for en ſtor Deel ſyntes
at ſtaae paa Grund og derved at hindres fra at
drive udad tilligemed Kalviſen. Forſt Kl. 7 naaede
vi vort egentlige Beſtemmelſesſted, Teltpladſen i
Bunden af Ujararſoak, uagtet denne efter
min Regning ikke ligger ſynderligt over een Miil
fra Iglung dak. Vi traf her fem Telte, hvis
ſamtlige Beboere Ankomſten af en Konebaad med
danſt Flag havde lokket til Lanbingsſtedet; de bes
ſtode imidlertid næften blot af Fruentimmer og
Blorn, da Mandene vare fraværende pan Jagt.
Aftenen hengik under Forberedelſerne til den Van
dring ind i Landet, ſom jeg havde i Sinde at til⸗

fræde den folgende Dag. f -

2 Juli. Om Morgenen laa en tyk Taag
oven paa Fieldene. (Grønlænderne ſpagede en
ſmuk og regnfri, men varm Dag. Foruden de
to Gronlendere og fire Gronleenderinder, jeg
felv tog med mig, havde de to Gronlendere
fra Sartlok med tvende Fruentimmere ſluttet
dem til vort Selſkab, for at deeltage i Rensjag⸗
tenz rn halvvoxen Blanding, ſom var fulgt med
mig fea Godthaab, vilde ikke blive tilbage paa
Teltpladſen, meu gik med for at bære min gron⸗
landſte Skydetaſke, hvis „ſœdvanlige Indhold

— . . .

85
var blevet forøget med et Bjergcompas, et Lom⸗
methermometer, nogle Skrivematerjalier o. f. v.

Da Grønlænderne ved ſaadanne Lejligheder Intet
bære uden deres Rifler og Jagtrequiſiter, bleve

Proviſionerne og de øvrige Byrder foedeelte imel-
lem Gronlenderinderne. Dette forſinkede os ſaa
længe, at vi forſt Kl. 7 kunde tiltræde vor Van

dring, 12 i Tallet, iblandt hvilke 8 Jegere.

Vejen gik lnags med den venſtre Elvbred, i nord⸗

oſtlig Retning ſtedſe opad. Efter en Times Van⸗

"bring omtrent traf vi en anden Elv, ſrm kom
ſonder fra og forenede ſig med den forſte. Ikke
uden Vanſtelighed overſkrede vi denne paa et

Sted, hvor den fimellem Klipperne delede ſig i

flere Arme, men tillige dannede en Mængde ſmaae
Vandfald. Efterhaanden, ſom vi kom højere op

tilfields, forteettede Taagen fig til ſmaae Skyer,
ſom ſnart trak neden under os. Egnen fik et vil⸗

dere og mere ſorgeligt Udſeende, ſom hverken de

ſmaae Indſoer, vi af og til traf paa, eller dr

» hyppige Snedriver i Dalfordybningerne tjente

til at oplive, Uagtet Fjordvinden fra Kl. 11 af
blæfte endog temmelig friſkt op imellem Fieldene,
var Heden dog, iſer i Dalene, ſerdeles tryk⸗

kende og Myggeſvermene, mod hvilke en let eu:
Yopæife Sommerdragt kun ſaare ufuldkomment

86

beffyttede mig, næften utaalelige. Ved Midbagss
tid kom vi til en temmelig ſtor Indſo, ſom endnu
var tilfrosſen og kun i Nerheden af en Elv, der
tjente den til Aſlob, vifte aabent Vande. Vi
fulgte en Tid laog Spens Bred, indtil vi kom
under et højt Field, imellem hvis Nedftyrtninger ö
jeg glenfandt Veegſtenen, der ingenſteds i Gron⸗
land ſynes at være faa hyppig ſom i de Fjelde,
der indeſlutte Baals Revier. Efterat Gronlen⸗
derne forgjeves havde gjort Jagt paa en af de,
i Landet fædvanlige % "hvide Harer, klavrede vi
op over Fieldet og lejrede os imellem uhyre Klip⸗
peblokke pod et Sted, Tom de Indfodte Falbe
Sanningarſok. Her hvilede vi en føje Stund
og fortærede et frugalt Middagsmaaltid af Skibs⸗
brod og Renskjod. Da Gronlenderne vare enige
i at anſee Fiordvinden for Skyld i at vi endnu
ikke havde truffet Rensdyr, om hvis ſkarpe Lugt
de giore dem de meeſt overdrevne Foreſtillinger,
blev der beſluttet at forandre Retningen og af
” vende os imod Sonden. Hidtil havde vi i denne

„Fieldorken fulgt en blot af Rensjcgere betraadt,
men dog for det Meſte kjendelig Fodſti. Nu blev -
Vejen vildſommere og beſverligere. Efter en
dort Bandring i oſiſpdeſtlig Retning, Mak Jis⸗

' 87 z
blinken, paa denne Side omgiven af ſmage tilſrosne
Indſoer, udbredt for os. DaGronlender inderne vare
meget udmattede, blev der atter gjort Holdt og hvilet,
Derefter fulgte vi Jisblinken i ſydveſtlig Retning,
for paa denne Maade at nage Ujararſoak den
neſte Dag. Da Himmelen kort efter Middag bedak⸗
fede fig med Skyer, lede ai pan denne Vanbring
mindre af Heden og Myggene. Vi Havde alt
brſteget adſtillige Flelde og giennemvandret flere
Dale, uden at blive Rensdyr vaer, da en af
Gronleenderinderne fandt friſke Spoer af dem
i Sneen, Men, da disſe atter forſvandt paa
den nøgne Klippegrund, vilde det, vor fordob⸗
blede Opmerkſomhed uagtet, ikke iykkes os, at.
opdage ſelve Dyrene, ſom vi dog endnu maatte
formode i Nærheden. Aftenen begyndte at nærme

fig, da vi trætte ag mismobige naaede op paa en

betydelig Bierghojde, fra hvilken vi gjennemſpej⸗
dede flere Dale imellem os og Jisblinken, men
ligeſaa frugtesloſt, ſom hivindtil. Uden at ſige
Noget, bortfjernede de to fremmede Gronlendere

dem. Vi andre, ſom alt havde opgivet Haabet

om at treffe Rensdyr den Dag, vare ſtiltiende
komne overeens om ikke at gage videre, men at
vvernatte, hvor vi vare, Da fleſte af Gronlen⸗

2
*

FR

88

derinderne, hvis Kræfter vare aldeles udtomte,
havde lagt dem til at ſove paa den blotte Klippe:
grund, da en af Grønlænderne pludſeligen ſtrakte
Armen imod Jisblinken og raabte Tuktut! (Rens⸗
dyr!). Langſomt bevægede tre af disſe ſmukke
Dyr dem paa Bredden af en af de frosne Smaaſoer.
J faa Dieblikke var jeg og de to Gronlendere,
ſom dare blevne hos mig, nede af Klipperne og
i Dalen, ſom forte til Indſoen. Vi maatte gjen⸗
SÅ nemvade en Elv og flere dybe Snedriver, inden.
vi kom Rensdyrene, ſom ikke ſyntes at have bes
mærket os, paa Skud. Medens Grønlænderne,
der aldrig ſkyde paa fri Haard, kaſtede dem ned
bag nogle nedfaldne Klippeſtykker, for at have et
»Anleg, brendte min Riffel for. Rensdyrene,
ſom formodentligen ved Blinket af Fengkrudtet
vare blevne mig vær, flygtede ind i en Sidedal,
Vi forfulgte dem, men tabte dem i den trange,
bugtede Klippedal ſnart af Sigte. Det varede
ikke længe for vi horte et Skud og Fort derpav
Gronlœndere raabe. Ved at gage efter Knaldet
fandt vi de to Gronlendere fra Sartlok og, i
Nærheden af dem det døende Rens dyr, ſom den
ene af dem havde fældet, Det var en fuldvoxen
Han; -i Faldet havde den knckket begge Hornene,
ſom havde deres fulde Baſt. Inden Fruentimre⸗

89

*

ne, ſom det nys horte Raab havbe kaldet, kom ned

fra Fjeldet, havde de fire Gronlendere allerede
trukket Huden af Rensdyret. Dette blev derpaa

delt imellem de to Gronlenderinder fra Sart⸗
lok. Disſe bare det i Remme af Selhundeſkind,
ſom lagdes oper Panden, til et Sted i Narhe⸗

den, hvor Rensjcgere ofte pleje at overnatte.

Dette Sted kalde de Indfodte Ekallung oak
efter et Slags Fjeldsrreder (formodentligen Salmo
stagnalis Fabricizi), ſom de undertiden, naar
„de have været uhældige paa Jagten, fange i de”
fmaae Søer i Omegnen. Efter at vi her havde ”
lejret os i-Ly af en Klippe, blev førft den friffe

Renstalg, ſom af Grønlænderne nydes raa og

anſees for en ſtor Delicatesſe, deelt i 12 lige ſtore

Siykker, af hvilke Enhver af de Tilftædeværende

fif fit, Jeg fandt det ingenlunde modbydeligt,

endſkjondt det i Velſmag forekom mig at ſtaae
langt tilbage for den friſke, nœeſten flydende Narv,
ſom derefter ſerveredes i de ved Hjælp. af Stene
flekkede Been. Nu ſkrede Gronlenderinderne
til at tilberede det egentlige Aftensmaaltid. 8

Mangel af en Kjedel blev der af grønne Bufte,
tendt og vedligeholdt en ſteerk Ild under en flad -

Steen. Saaſnart denne var giennemhedet, blev

den omhyggeligen bedekket med Mos. Paa bette"

6te Binds 2det Hæfte, 3

90

udbredtes tynde Stykker af Rensdyrkjod, ſom
atter tildekkedes med Mos. Oet varede ikke
længe for det paa denne Maade halv ſtegte eller
halv. kogte Rensdyrkjod uddeltes imellem Gron—
lenderne. Jeg blev ved denne Lejlighed forbi:
gaaet, da man ved en afſides Ild i en lille Blik⸗
ſpand, ſom en af Gronlenderinderne havde ført
med ſig, havde kogt Dyrets Tunge til mig For
at krone denne Aftens Nydelſer, lod jeg koge
Kaffe til Grønlænderne. Kaffe er deres Yndlings⸗
drik, ſom de til enhver Tid begjerligen nyde,
Det blev temmelig ſilde, inden vi kom til Hvile,
Af friſte, blomſtrende Andromeda Buſke havde
mine Ledſagere beredet mig ét Leje, paa hvilfet
jeg indhyllede mig i et Par medbragte Uldtæpyer,
De Indfodte lagde dem, tæt ved hinanden,” ned
pan den blotte Jord, uden at have anden Beda;
) ning end den vaade Hud af det nysſkudte Rensdyr.

3 Juli. Savpnet af min Hvidbjorneſkinds
Sovepoſe, ſom jeg havde ladet blive tilbage i
Ujararſoak, gjorde, at den folgende Nat fore—
kom mig at være den koldeſte, jeg i Gronland
har tilbragt under aaben Himmel. Strax efter
Midnat vnagnede jeg, næften ſtiv af Kulde. Jeg
ſtod op og vandrede frem og tilbage i den ode,
tauſe Omegn. Endſkjondt jeg, af Frygt for at

91

ſorvilde mig, ikke vovede at bortfjerne mig langt
fra mit ſovende Selſkab, har jeg dog ingenſinde
folt mig ſaa eenſom, ſom i denne korte Sommer⸗
nat. Ikke længe efter Midnat gik Solen op over
den mørke Jisblink og belyſte den efterhaanden,
Blege og forfrosne vaagnede Gronleenderne. AL
lerede Kl. 4 brode vi op fra Ekallungbak og
fortſatte vor Vandring langs med Jisblinken, for
at vende tilbage til Fiorden. Fieldene, vi i Dag
hapde at beſtige, vare meget Højere end de, vi
i Gaar vare komne over; Snefladerne udſtraktere
og beſperligere, da Sneen, ved at ſmelte og atter
at fryſe, hyppigen havde antaget Iſens Conſiſtents
og frembød en ſpejlglat, men yderſt ujævn Over⸗
flade. Intet Rensdyr lod ſig ſee, uagtet den
Mængde af afkaſtede Horn, vi i Dag fandt paa
Fieldene, vidnede om, at disſe Dyr, i det mindſte
til visſe Tider, indfinde dem her i ſtort Antal.
Det var mig paafaldende, at de fleſte Takker
havde Udſeendet af at være afgnavede. Getnlen⸗
derne ſorſikkrede mig eenſtemmigen, at det er
Rensdyret ſelv, ſom i; ſtrenge Vintre, naar
dyb Snee hindrer det fra at ſoge fin ſedvan⸗
lige Fode, nodes til at friſte Livet paa denne
Maade. Efter ät vi havde” fjærnet os fra den
egentlige Jisblink, fulgte vi en af dens megtige
2 7 *

92

Arme, ſom, indeſluttet imellem lodrette Klippe,
vægge, ſtrekker fig igiennem en dyb og frnæver
Dal ned mod Fjorden. Den forte os til en, of
meget høje Fjelde omringet, Bugt, ſom de Ind⸗
fødte kalde Naiæt (Maagebugten). Sisbræen
felv naaede ikke ned til Fjorden, men endte paa
en flad og leret Grund, over hvilken dens uklare,
grumſede Vand flød ud i Bugten. Paa Fjeldene
omkring Naiet, fra hvilke hele det Indre af
Flordarmen lod fig overſee, kunde jeg langt ud i
Fiorden forfølge Jisblinkens Aflob: Jokelvandet
lob ſom en Flod igjennem det klare Fjordvand,
uden at blande ſig med dette. Fra Maagebugken
ſenke Fieldene dem meget brat imod Ujarar⸗
ſoak; Nedgangen til Teltpladſen faldt os fem:
melig befværlig i den hede Middagsſtund. Om
Eftermiddagen fik jeg i mit, af Mofkitos opfyldte,
Telt talrige Beſog af nyankomne Sydlendinger,
iblandt hvilke jeg traf flere Bekjendte fra fore
gaaende Sommer. Paa den ſerdeles varme Dag
fulgte efter Gædvane en kiolig og meget behagelig
Aften. ; 8 )
4 Juli. Den følgende Dags Formibdag

—

! anvendte jeg fil geognoſtiſke Underføgelfer i den

nærmefte Omegn. Ved denne Lejlighed. traf jeg

paa et gronlandſk Steenbrud, der for en Europcer

928 „

havde: et ligeſaa fremmedt Udſeende, ſom neeſten

Alt i dette Land. Det var anlagt i et Leje af
Veegſteen ſonden for Teltpladſen, og beſtod af flere
Rader af runde og aflange Udhulinger. Gron⸗
lenderne udhugge nemlig deres Lamper og Kied⸗
ler for en Deel i Klippen ſelv, da de favne Red⸗
ſkaber til at bryde Stenen los i ſtorre Stykker.

Vesgſtenen i Ujararſoak ſtaaer i Borigt i 9

Goched tilbage, ikke blot for den, ſom ſindes i.
Amaralik Fjorden, men felv for den fra ad—

ſtillige Steder i Baals Revier. Efter Middag ”

lod jeg mig i Konebaad fætte over til Ruinerne i
Ujararſoakz; de befinde dem alle paa den nor»
dre Side af Elven, omgivne af en, kjendeligen
roddet, Eng, ſom overalt, hvor Vidiekrattet ikke
havde tager Ovetrhaand, endnu bar herligt Græs.
Den betydeligſte ligger nordligſt: det er en fuld»
komment orienteret, næften quadratiſt Bygning:
Den oſtre Muur, ſom paa ſine Steder endnu var
henimod 9 Fod høj, fandt jeg 19 Fod, den nor⸗
die 194 Fod. lang; Indgangen, ſom tildeels er
ſpœerret ved de, ifær i det Indre af Bygningen,
nedfaldne Stene, er paa, Sydſiden og 23 Fod
bred; i Indgangen maalte jeg Murens Tykkelſe, og

fandt: den neſten tre god. Jeg er aldeles af k.

va

94 *

Thorhalleſens Mening Y, at denne med ſardeles

Omhu opforto Bygning har .været. indviet til
Gudstjeneſte. Sydſydoſtlig for denne Ruine fin—
des, i nogen Afſtand fra ſamme, de ubetydelige
Levninger af en anden Bygning, ſom har været
omtrent 36 Fod lang og 30 Fod breed. Denne
har havt flere ſmaae Bygninger pan Sydſiden af

2 fig, og ſynes at have været en Gaard med dens lide

huſe. Sydſydveſt for den førftnævnte Ruine og
omtrent j ſamme Afſtand, ſom de foregaaaende,

k findes de ligefaa ubetydelige Levninger af en Muur

eller maaſkee kun et Steendige, ſom efter Thors
halleſens Formodning har omgivet en. »Kirkegaard.
Den har været omtrent 90 Fod lang, og ikke fuldt

60 Fod breed. J Midten af ſamme ſynes der al
have ſtaaet en Bygning af omtrent 40 Fods Længde

og 20 Fods Brede; denne har, havt: flere Afdelin,
ger. Det af Thorhalleſen omtalte Gravſted beſin⸗
der ſig i ſkraa Retning i det ſydoſtre Hjørne af
den ydre Muur, og "er endnu i ſamme Tilſtand,
ſom da han underſogte det. Det er omtrent-8
Fod langt og 4 Fod breedt, altſaa meget ſtorre end
Gronlœndernes Grave i Almindelighed, og tillige

) Eſterretning om Rudera af de game Nordmands og
Siclænderes Bygninger. paa Brent anse Veſter Side.
Khovn 1776, S. 20, ;

1

95

alt for omhyggeligen opført, til at det oprindeli⸗
gen kan have været deres Arbeide, Imidlertid

viſer Tildekkelſen tydeligen, at Grønlænderne:

have benyttet det til at jorde en af deres Lands⸗

mend i Efter at have tilbragt et Par Timer i.

ſterkt Regnvejr med disſe Underſogelſer, kom jeg
tilligemed mit Folge drivvaad tilbage til vort

Telt. Men det varede ikke længe, for det igjen

klarede op, og Aftenen var ſœerdeles ſmuk. Uag⸗
tet Luften i Dag, ſammenlignet med de fore—
gaaende Dage, endog kunde kaldes kold, vedbleve
dog Jisfjeldene paa Fjorden at ſtyrte ſammen
(kalve) med et Brag, ſom lignede Artillerieilden,
hort i nogen Afſtand. id

VR Juli. Om Morgenen, da vi traf Anſtal⸗

ter til at bryde op, [aa Taagen overalt baade paa.

Fjorden og paa Fieldene. Klokken blev 2, inden

Skindteltet var nedtaget, og Konebaaden ſat i-
Vandet. Jeg fod mig fætte i Land pan Mordfis. .-

den af Elven, for endnu engang at betragte de
derværende Ruiner. Medens jeg dvælede imellem
disſe, og horte Grøntændernes Aſſkedshilſen, der
efter Sedvane beſtod i Flinteſkud, rulle imellem
Fjeldene, klarede Fjeldtoppene pludſeligen. af og
Taagen ſenkede fig med bølgende Overflade paa
Sydſiden af Fjordarmen, Denne Omfiændighed

7

96
tilligemed Haabet om at finde aabnere Qanbe, bes
vegede os til after at folge Nordſiden. Men Iſen
laa her ligeſaa tet ſammenſkruet, ſam for tre
Dage ſiden. Forſt efter Middag naaede vi Ig⸗
lungaak, hvor jeg lod lægge til Land, for at
de trætte Roerſter kunde hvile nogle Ojeblikke.
Efterhaanden, fom vi atter nærmede os det høje
Imnajuartok, ſorſvandt den mindre Kalviis
og ikkun Jisfjelde bleve tilbage paa Fjorden. J
disſe horte vi fjærnt og nært idelige Detonatio,
ner. Inden vi naaede Imnajuartok, bedak⸗
fede Himmelen fig pludſeligen med Skyer, og Vin,
den, ſom lige fra om Morgenen af havde ſtaget
uſedvanlig ſterk og Fold ind ad Fjorden, ble
til en Storm, ſom nodte os til at tye ind i en
rummelig Bugt tæt oſten for det nysnævnte
Field. Vi lagde op til en kun fjelden beſogt, af
høje Klipper omringet Teltplads, ſom de Ind⸗
fodte efter de mange Smaaſtene, der her danne
den [ave Strandbred, have givet Navn af Tuar⸗
paitiœt. I de to Tellte, der ſtode paa Stran⸗
den, traf vi Gronlendere fra Sartlok, ſom og⸗
ſaa agfede dem op til Ujararſoak, men al⸗
ollerede i flere Dage havde opholdt dem her, for
at fange ſpraglede Selhunde (Phoca vitulina
Lim, af hvilke der, efter deres Fangſt at dømme,

97

mag gives en Deel i denne Fiordbugt. Med deres“
ſedvanlige Godmodighed hjalp Grønlænderne os
at drage Konebaaden paa Land, og ind bode mig
i deres Telt, indtil mit eget var blevet reiſt.
Dette blev fat paa Bredven af en Elv, fom, for⸗
modentligen næret af uforgiengelige Sneemasſer
vven paa det høje Fjeldplateau, ſtyrter fig ned af
Klipperne og danner det ſmukkeſte af de mangfol⸗
dige Vandfald, jeg i Grønland har feet,

6 Juli. Modvind hindrede vor Afreiſe
fra Tuarpaitiœt. Hele Formidbagen var
Luften faa tyk, at vi ikke kunde fee over Fjorden,
og tillige faa kjslig, at jeg nodtes til at have
brændende Lamper i mit Telt. Om Eftermidda⸗
gen klarede det op, ogJisblinkenRunettarſaak
paa Sydſiden af Fiordarmen blev atter ſynlig;

men det bleſte endnu for voldſomt ind ad Fjor⸗

den til, at vi kunde tanke paa at forlade Tur 75

paitiœt den Dag.

- 7 Juli. Om Morgenen fidligen rejſte vi
fra Tu arpaiſtiœt. Det var i Begyndelſen
varmt og ſtille; men allerede om Formiddagen
havde vi atter Vinden imod os. Det blæfte ſter⸗
kere og ſtœerkere ind ad Fjorden, faa at vi forſt
ved Middagstid naaede Kornok, hvor vi paa
Udrejſen havde tilbragt den forſte Nat. Her traf

98
vi atter Kalviis og det i temmelig Mængde,
ffiøndt den havde begyndt at drive ud af Fjorden
og tilſoes. Gronlenderinderne længtes efter
at komme hjem; og roede derfor ufortrodent og
næften uden at hvile. Men desuagtet forſinkede É
Jis og Modvind os ſaaledes, at vi ikke før om
Aftenen Kl. 8 kom ud af Ujararſoak Armen

og feorſt efter Midnat til Godthaab,

Tegnelſer.

4 e

e) Storbritgnniens ig in rdenriges Politik

uddraget af et Brev til Lord Aberdeen ved Mr. Gally
Knight.

. Griønbt jeg ſkriver fra et fremmed and, er 13

mig ikke andre end engelſke Folelſer bevidſt. Jeg
har hverken antaget de Misfornoiedes Zænfemaade
i det Land, hvor jeg er, heller ikke agter jeg at
gientone Diatriberne i deres Journaler. De Jagt⸗
tagelſer, jeg er i Begreb at forelægge D. H.,
komme fra en meget tidligere Kilde, og en videre

Omkreds. Det er den almindelige Meningsforan⸗

dring, ſom jeg har fundet at vere pan Faſtlandet

i Henſeende til England, der har bragt Ilden

i mig til at brænde, og omſider taler jeg, da jeg

*

99.

ikke kan andet, naar mit Zæbrelards gode Navn
ſtaaer paa Spil. i

For to Aar ſiden fane Faſtlandet op fil Eng⸗
land, ſom en Beſkytter og en Ven. Dets Priis
var i hver Mands Mund, og alle Nationer ſyntes

at onſke, at Englands Indflydelſe maatte udbrede

fig igiennem hele Verden.

J forrige og nærværende, Aar har jeg igien
beſogt forſkiellige Oele af Faſtlandet, men den
Stolthed og Lyſt, jeg tilforn havde fornummet,

, Vare forandrede til andre Bevegelſer. Engelland

4

var ikke mere Gienſtand for almindeligt Bifald.
Det betragtedes ikke mere ſom den oplyſte Tals⸗

mand for liberale Grundfætninger udenlands;

det anklagedes for at have flaaet fig til et Par⸗
ti, der er Frihedens Sag imod, og vet faa ſelp⸗
ſamme Tid, da den indenlands Politik blev ſtyret
pda en Maade, der fortiente, og fik den heieſte

Roes. Var det da en Engelſkmand muligt at være

Vidne til fan merkelig en Forandring i den Agt,
hvori hans Fœdreneland holdtes, uden Folelſe af N
den dybeſte Krenkelſe?

O. H. vil maaſkee udtrykke den meeſt uſkrem. ;
tede Forundring ved at erfare, at nogen Misbil⸗

ligelfe af Englands Forhold finder Sted. De
vil vende tilbage til alle de Forſikkringer, De

1060

har modtaget om alle de velordnede Regjeringers

fuldkomme Fortrolighed: Aldrig var der et Die»

blik, da en bedre Forſtaaelſe herſkede imellem Eu⸗
ropas Cabinetter. Og dette vilde være et fuldgyl⸗
digt Svar, hvis offenlig Mening blot var et tomt
Navn, hvis Regiering var Alt og Nationerne
intet
ER * ** *
Den franſke Revolution var ikke en Begiven⸗
hed, der vilde endes, ſom Europas forrige Krige,
ved en Tractat, og hver Mand gage tilbage, lidt

"Bedre, eller lidt ſlettere, til fit vante Hiem;

men en Convulſion, der medforte Folger, ſom
lenge vilde blive i Virkſomhed — der i lige Grad
virkede paa Folkets Gemytter, og paa de Steder, de
beboede — et moralſt Stød, ligeſaa mægtigt, fom

Korstogene eller Reformationen.

De moralſte Virkninger ere de, der fortiene
den alvorligſte Opmerkſomhed; en ny, en aarvaa⸗
gen Aand er paatvivlelig 115 og denne Aand er
Tidsalderens.

Menneſkeſleegten har i alle Aldere bragt
fin Hylding til dem, ſom den anſaae at være fine
virkſomſte Beſkicermere. J de ulykkelige Dage,

da det nyere Europa reiſte ſig ud af Anarchie og

Forvirring, bragtes Kirken. Hylding, fordi Kirken

i IOI

den Tid var den eneſte Magt, der kunde ſtyre
væbnede Barbarers Voldſomhed.

J neſte Tidsalder ydedes Hyldingen Konger.
Fyrſter paatog dem at beffiærme deres Undergiv⸗
ne, og lagde Grunden til deres egen Overvelde
paa Almeenvellets Baſis. Magten havde imid⸗
lertid, da den blev befeſtet, ikke mere den Biſtand
behov, der i en tidligere Tidspunct giordes for⸗
noden, og oprindelige Overeenskomſter blev grape .
viis forglemte.

Den tredie Tidsalder, — den Alder, vi lebe
i — er den, hvori Menneſtene have flyttet deres
Hylding over til Indretninger, og denne Foran⸗
dring maatte i Tiden have fundet Sted, om end

' ingen Franſt Revolution nogenſinde var indtruffet

0 For at bevirke Omſtyrtningen af hin overorden⸗
lige Mand, hvis aldrig hvilende Wrgierrighed mar⸗
frede Verden, opkaldtes Europa i Uafhengigheds og
Friheds Navn, Folket i enhver Nation befvarede-
Kaldet, nedbrød med een ſtor og ſamtidig Kraft⸗
anſpending Despotens Velde, og gav de lov⸗
lige Fyrſter deres Throner tilbage. Det var for
at undgaae Tyranie, afkaſte Aaget, bryde deres
Lenker, Nationerne bleve indbudne at reiſe dem.
De lovedes blidere Dage og Frihedens Velfignelfer,

Hrorledes holdtes disſe Løfter?

102

Da det Formaal var opfyldt, hvortil Fol⸗
kene vare blevne ſamlede, for hvilket de arbeidede
og blodte, og døde, blev de, der havde havt For⸗
deel af deres Anſpendinger, forloſte fra Frygten
for deres gamle Fiende, nu blot bekymrede for,
at dempe den Aand, De havde vakt, og und) i
gage alle Indrommelſer. i

Ved ſamme Congres, ſom fattes at trykle
Fredens Indſegl paa Emancipationschartet, ſom
bebudedes at blive Europas Hoitid over Tyranniels
Omſtyrining, formedes Tvingſelsgrundſetnin⸗
gerne i et ordentligt Syſtem, og i det Sieblik,
Belonninger pentedes, [SEKS den 1 Al⸗
liance.

Denne Tractat var ingen tom Ellen
Fra nu af blev det den ſtadige Lebke af Sec
bets Politik. — — 9)
Men D. E. vil bemerke, at i disſe ak-
kelige Exempler paa Mellemkomſt England ingen
Deel tog, og at vi virkelig anvendte alle Midler,
Fiendtligheder undtagne, til at forebygge Anfal⸗
det paa Spanien. Handlingerne bleve imidler⸗
tid begagede af vore noyeſte Bundsforvandte. For
Verden ſages vi i et Lys, ſom et et

) Brad her Foss om Togene til Neapel og Spanien, ude⸗
lades / ſom lere hidhorende.

103 i 95

Parti. Vort Forhold ved andre Leiligheder kan
ene luttre os for mistœnkt Acqviescents, og der⸗
ſom vi nere en ſaadan Folelſe af Kueſyſtemels
Handlinger, at vi med Forbittrelſe fralægge os
Beſkyldningen for at have ſpilt under Dakke der⸗
med, er det da ikke et Selvbeviis, at England
aldrig, med nogen Agt for dets egen Caracteer,
kan laane dette Syſtem fin Biſtand, eller handle
i ſamme Aand? ;

Hvormeget mere felvftænbigt vifte England
ſig, da det for en Tid erklœrede ſig aabenlyſt mod
Forbedringens Fiender? En Statsmand, ſom ikke
er mere, beſtyrede da Anliggenderne; og det vilde
være Mangel paa Oprigtighed, naar jeg ikke reentud
vedgik min Beundring af Manden, og den Maas

de, hvorpaa han ſiyrede Englands udenrigs Pos
litik. Det var en af hans fornemſte og udinerkende
Fortieneſter, at han noiagtig forſtod den Tidsal⸗
ders Aand, Hvori han levede — at han havde.
Skarpſindlog Mod nok, til ikke at frygte den — vg
at han beſluttede at fætte England i Spidſen ders
for. Han havde Tillid nok til fig felv, til at vi⸗
de, at, langt fra at blive forpligtet til at folge,
ſtulde han være iſtand fil at intffrænfe, og lede, for
rekomme, hvad furligt, erholde, hvad Ref var, og,
- medens han førte ad fornuftig Friheds Vei, at

104

, blive Voldgiftsmand for Europas Skicbne. Vis
paa Underſtsttelſe og gode Onſker fra alle kraſt⸗
fulde og oplyſte af enhver Nation paa Klodens
"Overflade, var han fig en Magt bevidſt, ſom
Intet kunde modſtaae; men agtſom paa at ſtyre
denne Magt til hans eget Lands Wre, Fordoms
Beſtiemmelſe, og Sandheds Fremme, tog han ikke i
Betænfning at bruge den. Hvis han for en Deel
paavirkedes i den Fremgangsmaade, han "antog;
ved fin Beflutning, at vedligeholde Englands po⸗
. Titiffe Overvægt, kan han ikke ſiges, at have ſogt
denne paa andre Nationers Bekoſtning; og mindſt
af alle kan Engelſkmend bebreide en brittiſk Mi
niſter denne Beſlutning, ſom en Feil.

Hvor ærefuld var Engelland Stilling" under

hans forte Bane? Medens Englands Tarv raad⸗

2 ſpurgtes, blev andre Nationers Held og Frihed:
fremmede og beſkiermede. Forbedringens Flender
kuedes, Frihedens Venner opmuntredes. Frem⸗
med Avindſyge tabtes i Beundring; det britliſke
Navn gienlod med Vifald fra den ene Udkant af
Europa til den Anden; Engelland holdt ſi ſin op⸗
hoiede Stadspunkt med Menneſkehedens Sam⸗

lykke.
For hurtig bortreves han, til at futbbringe, i
” hvad han havde 3

* 2 '
|
|

105

Ostendunt terris hunc tantum fata, neque ultra
Esse sinuut. É
Men ingens luctus suorum eg Jammerkla⸗
gerne fra de edle og viſe af enhver Nation, be⸗
vidnede den Mening, man nærede om hans Dy—
der, og den Vigtighed, der tillagdes hans Tab⸗
Den Beſtyrelſe, hvoraf D. H. udgior en
Deel, paatog ſig at fortfætte de Forholdsregler,
Mr. Canning havde begyndt; men den Maade,
hvorpaa disſe Forholdsregler ere i Gierningen
ſorlſatte, frygter jeg, er Aarſagen til Foran⸗
dringen af Europas Sindelag, Trods tidlige
Erkleringer ſages der en tilbagegagende Beve⸗
gelſe i det brittiſke Cabinets Folelſer — et Tilba⸗
gefald fra det liberale Syſtem, og en Antagelſe
af dets Modſtanderes Aand, si det mindſte.
J hvad andet Lys kunde Europa fee anden
Act af Fremferdene i Portugal?
Hyad var Tingenes Stilling? Portugal.
kunde ikke fremſtilles, ſom et Tilfælde, hvor For»
anbringer, farlige for Monarchie og Samfund
havde fundet Sted, ved Hielp af Opſtand, og
dette var maaſkee juſt Grunden, der bragte Fri⸗

hedens Fiender til at betragte Portugals nye In- 5

ſtitutioner med ſerdeles Afſty. Portugal havde
modtaget en Conſtitution, der var den frivillige
ste Binds 2det Hafte 3 8

—

FA

„

106

Gave af dets lovlige Eneherſker, og en brittiſt
Magt blev tilſtaaet vor ædle Bundsfotvantes Be—
giæring, at forbyde Mellemkomſt fra Spaniens
Side. Den Mellemkomſt, ſom den brittiſte Magt
ſendtes at modſtaae, truede de ny Inſtitutioner.
Syntes England ikke da at tage disſe Inſtitutio⸗
ner under fin færdeles Varetegt?

Det nytter ikke at ſige, at de, der under⸗
ſtottede Portugals ny Conſtitution, ikke anſage dem

ſelv, ſom handlende under Englands Beſkyttelſe.

Den brittiſte Magt var ſendt at beſeytte dem.
Under disſe Omſtendigheder kom Don Mis
guel til Engelland, og drog derfra at antage Res
gen abet i Portugal. Hans Antagelſe af Regent⸗
ſkabet ſamtykkedes kun under visſe Vetingelſer,
-Engelland og Keiſeren af Braſilien betingede

begge, at de beſtaaende Inſtitutioner ſrulde hol:
des ved Magt. Don Miguel forbandt fig at ef

terkomme disſe Vilkaar ved alle de Forpligtelſer,
der ere bindende for Fyrſtens Were, eller Mandens
Samvittighed; og vendte nu tilbage til Portugal

5 geleidet af brittiſke Seilere, og modtaget, da han

gik i Land, af brittiſke Tropper.
Da derfor denne misledede Prinds aſveeg

fra alle fine Forpligtelſer, brod han paa eengang

7

7

107

ſin Tro mod ſin Monark, mod b fil Fedreland, og

mod Engelland.
Overtrœdelſen af de Vilkaar, han hovde ind⸗
gaaet, var ikke allene et Brud af” Tro og Love;

men en umiddelbar gornærmelfe mod det Land,

hvorfra han kom. Englands Were var indviffet,
fan vel. ſom Portugals Sfiæbne, og det blev vor
bydende Pligt med eet at viſe, at vi ikke kunne
haanes uſtraffet, ved at vove, at fremtvinge Ops
ſoldelſen af de Betingelſer, vi havde erklæret at
være ufravigelige.

… Og hvad var den Fremgangsmaade, Eng⸗
land antog? vi hiemkaldte vor Geſandt; Vi giorde
netop nok til at vedgaae for Verden vor Mening
om Don Miguels Opforſel, og dermed endtes vore
Beſtrebelſer; Vi hiemkaldte vor Geſandt, men
vi tillod Kuldkaſtelſen af de Inſtitutioner, vi
havde modtaget Don Miguels Løfte at vedlige⸗

holde; vi overlod Vennerne af indſkrenket Mos

narchie til den Skicbne, der ventede dem; og vi

gik ſaavidt, at viſe en nerveſvag Urolighed for at

at mishage i nogen, Maade den blodbeſtenkte
Voldsherſker.

Dette, Mylord !“ var en politiſt Linie, der
var Alt andet, end en Fort fættelfe af det portu⸗
giſiſkte Sporgsmaal i den Aand, hvori det var

; 8 8

v08

begyndt, en Fremgangsmaade, der vilde, med
mere Selvſtendighed, være udgaaget fra det vien⸗
ſke Cabinet, end fra Storbrittanjiens — en Frems
gangsmaade, der forandrede Europas Tanker, og
ændrede Englands Stilling. |
Hyis det brittiſte Cabinets Forhold i Portu⸗
gals Anliggender gav os igien Sted mellem
Kueſyſtemets Allierede, lad mig gaae over til at
underſoge, om i Fortfættelfen af det grædſke
Sporgsmaal den nærværende Regiering viifte
ſamme Stemning, ſom beſielede dens Forgienge⸗
re, eller de igien robe en kuende Aand.
Det gredſke Spørgsmaal (der har faaet uvens
tet Vigtighed af Sidebegivenheder) var oprindelig
ſat mellem dem, der horte til Tidsalderens Aand,
Jog Hſterrigs Bitterhed mod den grœædſke Nation
reiſte fig af dets Had mod alle fremſkridende Be⸗
vœegelſer. Men Grakernes Forſog var udmerket
fra revolutionaire Opſtande ved denne mærfelige
Forſkiel — Grakerne vare blevne umiddelbar el⸗
ler middelbar opmuntrede til at reiſe dem ved en
af Europas gamle Magter — ja ved et Medlem
af den H. A. Wre og Menneſkelighed forbod i
lige Grad, at, efter disſe Tilſkyndelſer, Græferne
ſtulde overlades fil: det Blodbad uden Forſtiel

og.

der vilde uundgaaelig blevet deres Dom, havde
man tiladt dem igien at falde i Tyrkernes Magt.
Rusland var den Magt, der ved. enhver
Forpligtelſe var forbundet at frelſe Grækerne” fta
Undergang. Engelland og Frankrig begicerte, paa
det Rusland ikke ſtulde gage videre, end det ans
ſaaes tienligt, at tage Deel i Foretagendet. De
ſamtykkede at giøre Noget, paa det Mere ikke
ſtulde forſoges Men naar disſe Magter, af nogle
dem egne Grunde, frivilige gav dem ind i Sa—
gen, vare de forpligtede at fee til, at Sagen blev-
bragt til et lykkeligt udfald. Nn
At vente at aftvinge Tyrkerne. nogen Eftergi⸗
venhed ved blotte Ord, var. at robe en Ukyndig⸗

hed om den tyrkiſte Caracteer. Paafslgende Be⸗ HON

givenh:der have, givet et merkeligt Beviis paa.
denne Paaſtands Sandhed. Navarinoſlaget var
den eneſte Vei at fremme Underhandlingerne; og,
da Formaalet var den Tid ligeſaameget, at frelſe
Tyrkerne fra Rusland, ſom Grakerne fra Tyrken,
fan var Alt, hvad der bidrag til, at formaae, eller
drive Tyrkerne til at indgaae de forlangte Vilkaar,
alt Andet, end ukierlighed mod vor gamle Bunds⸗
ſorvandte. Var den forenede Flaade bleven be» -
ordret op til Conſtantinopel, da Navarinoſkrœk
ken var friffi Tyskernes Sind, vilde Divan ha v

110

givet efter, Grakenlands Uafhængighed blevet
betrygget, og det tyrkiſke Rige frelſt.

Men iſtedenfor at forfølge med Kraft det an⸗
tagne Syſtem røbede vi en uykſalig Ubeſtemthed,
üdtrykte en meningsløs Anger over at have vun—
det en glimrende Seier, ſtyrkede Tyrkerne i deres
Haardnakkenhed, og gav Rusland Leilighed at

begynde fine ſerſkilte Operationer.

K. R.

b) Ved Forberedelſerne til mine Forrlesnin⸗
ger over Digtekunſtens Hiſtorie under Chriſtian
den ſyvendes anden Decade, 1775.85 er jeg
uventet truffet paa en Ode over J ndfodsret—
ten, der fra mere end een Side forekom mig at
fortiene mere Opmerkſomhed, end hidtil ſyntes
at være bleven den til Deel, ſom — hvis jeg end
i dens Nyhed tor have kiendt den — var ſiden gaaet
mig aldeles af Minde, og' ſom jeg her troer at
borde give et Sted, deels for at bidrage efter
Wone til, at den ikke ſkal tabes, og deels for,
ſtiondt maaſtee for ſilde, at foretage nogle Under
ſogelſer angaaende dens Forfatter,

111
J Anledniyg af Indfodsretten.
(Adr. Av. 15. Maj 1776, No. 79.)
Kundgior, o Toillingfolk! din Glæde;
Ved Jubelraab, og dæmp den ei!
Flet Roſer om dit Haar! og dands i muntre Kicebe!
Selv Flora ſkal beſtroe din Vei.
Og J, hvis Hoveds Snee forbyder
Den Unges Ilb at lade ſee,

J ſkal den fole ulmende,
Naar hines ud i fulde Flammer: bryder,

Hiſt aabne ſig Hans Tempels Dorre,
Som dyrkes ved vor rene Fryd,

Strom ind hans Folk — du der ſkal. Nordens The⸗

3 , mis høre:
Formelet med. Trajaners Dyd. a
Skioldungen fra ſin hoie Throne

Fremvinker dig velgisrende, ,
Hans Roes er din Velſignelſe,

Din Kiærlighed er flettet i hans Krone. )

„Kun du ſkal de Tripoder vinde,
„Mit Folk, hvorom du værdig ſtreed,

99 om dit Hovedhaar de Blomſterkrandſe. binde,
„Som ſankes i dit. Blomſterbeed

„Din Troſkab, liig din Herkomſts lde,

8

s ; 112

„Din Ære, gammel, ſom dit Navn,
„Skalſi mit Bryſt ei ſpore Savn
„Af Folkevennens eilt ved uindſkroenket Velde!“

„Ei blot din Slægt — en ufod Alder —
Hor, Kongeſonner! hør hans Bud!

„Til mine Rigers Tarv, o Tvillingfolk! jeg 1

„Og af dit Blod den kaarer ud;
„Til Raadet, Ordener, og Sværdet,

% „il Templer, Retter, ene mag

„Mit elſkte Folkes Bnſke nage,

„Med kronet Haab og denne Lov omgierbet.“

Saa var hans Roſt, ſom ſtyrer Norden,

Som føder ei fin ſtore Siæl
Ved ſeierſaligt Navn, og Fredens Flugt fra Jorden;
Hvis Enevold har ingen Trel. 7
Som elſker ei den Strafgudinde,
Der Reeb og Sværd bær i fin Hand,
Som Mildhed fletter ſelv det Baand,
Hvori hang Folk fig villigt lader binde,

*

— Slægt, hvis Haab alt Knopper ſkyder
Og venter glad din Hoſtes Guld,

Blivveerdig denne Lov, ſom kun din Ubyd bryder, 5
Og ſlager din Lykkes Træ omkuld! ;

Sog Mnemoſynts Dottres Wee

113
Med deres Skat. beriget kom

Til Dyds og Viisdoms Helligdom,
At helliges med deres Guddoms Stempler.

1

Da — lykkelige Sonneſonner
Fra Belt, og fra Codanien
Gager, kappes om det Maal, ſom denne Lov bes
lonner!
Da kal dit Ravn, du Nordens Ven!
Staae evig klart paa Rygtets Faner,
Og paa din Feſt hoitidelig
Skal disſe evig dyrke dig
Med Sang og ſeekulariſke Pæaner,

Ver himmelſendt blandt vore Dage,

Du, ſom flig Skat os aabnede,
Tit ſkal vi den beſee, liig Elſkende, ſom' ſmage
Ny Lyſt ved ny Omfavnelſe.
Vang Skytsaand, ſom os ſtedſe nerte,

Vaag evig til vor Held og Fryd!

Lad Malfreds Fromhed, Fredriks Dyd,
Indaandes i den danſke Konges Hierte.

Agent Holk optog det i den Samling, han

udgav under Navn af Monument foe Ind⸗
f fods retten, men hverken i Samlingen ſelv,
hvor det udentvivl indrykkedes fra Adresſeaviſen,
eller i de tvende Recenfi oner over Samlingen, der

'
'

*

*

114

findes i Badens critiſte Journal, og Faſtings og
Adrahamſons critiſte Tilſkuer, gives mindſte videre
Opflysning derom.

Uncgtelig har dette Poem, i Sammenlig⸗
ning ſaavel med dets øvrige Medbeilere over, dette
mne, ſom med dets Samtidige i Almindelig⸗

bed, ſaameget anbefalende, og dog ved Siden af

dette igien, ſaameget, der mere ſyntes at tilhøre
dati futuro, end en allerede uddannet Digter, at
det før være at tilgive mig, jeg ikke har kunnet
modſtaae Friſtelſe at efterſpore, hvem vi vel kunde
have det at takke. .

Min forſte flygtige Giening, hvorved jeg

viſt nok blev længere ſtaaende, end jeg ſkulde,

var, at det torde væreet af de for den af de ſkionne
Videnſkabers Selſkab udſatte Præmie indkommne
Priisdigte, ſom Forf. ; 5; fin Fortrydelſe over, at
det ikke var blevet kronet, havde ladet aftrykke,
for ſaaledes at lade den offenlige Mening dømme
imellem Selſkabet og ſig. Men ved noiere Efter⸗
ſyn maatte jeg frafalde denne Formodning, da

Selſkabets Priisindbydelſe forſt er indrykket i Adr.

Av. den 25 Martii, og da Indſendelſens Termin

deri er beſtemt til ſamme Aars December, faa"

at nærværende Poem midt i Maj: ingenlunde

115

kunde antages at have overſtaaet fine Fatalia,

end ſige være Forf. tilbagegivet med Afflag.

Denne chronologiſke Berigtigelſe har imidler⸗
tid medført adſkillige, om ikke rationes decillendi,
"hvis dette aandfulde Digt torde være; dog i
det mindſte dubitandi, hvis det neppe forde væs
re, om end i ovrigt ellers criteria interna eller
externa kunde henlede Tanken pan dem; og fys
nes man ſaaledes med Foye at kunne forudſeætte,
at neppe nogen Concurrent til ovennævnte Priis
vil paa denne Maade have udelukt fit Geniefo⸗
ſter fra en Concurs, hvor det udentvivl vilde kom—
met i det mindſte i hæderlig Betragtning,

Da vi altſaa mellem hine Medbeilere med

Vished kiende Ewald, og et Arbeid af ham, ſom

ikke fyldeſtgiorde hine hans Dommere, advares vi
at mistroe et Inſtinct, der maaſtee forde fort os
til at lade fremfor Alle vore. Tanker falde paa
ham, da vi leeſte:

Kundgior, o Tvillingfolk! din Glæde,
Med Jubelraab, og demp den ei;

Flet Krandſe om dit Haar, og dands i muntre

i SKiæde!
Selv Flora fat Beftrøe din Vei, ;
Dg J, hvis Hoveds Snee forbyder

*

2

116

Den Unges Ild at lade fee,
J den ſkal føle ulmende,
Naar Hines ud i fulde Flammer bryder;

en Friſtelſe, ſom endnu den anden Strophe tors
de vedligeholdt, og ſom maaſtee vel endog for:
de være blevet forøget ved den tredie, hvor Kon⸗
gen tiltaler ſit Folk: f

Kun du ſkal de Tripoder vinde,
Mit Folk, hvorom du værdig ſtreed,
Og om dit Hovedhaar de Blomſterkrandſe binde
Som ſankes i dit Blomſterbeed, i
Din Troſkab, liig din Herkomſts Wlde,
Din Wre, gammel ſom dit Navn,
Skal i mit Bryſt ei ſpore Savn
Af Folkevennens Drift ved indſkrcenket Velde.

Da midlertid allerede de tvende ſidſte Liniet,
uagtet den Dannerſkalden værdige Tanke, de in:
deholde, kunde bringe os til ar tvivle, om det og
var ſelve vor Ewald fra 1775. hvem et digteriſt Dan:
| nerſprog foiede ſig efter, ſom en om og kierlig
Datter, vi her horte; da adſkillige sermoni pro-
piora i næfte Strophe torde beſtyrke denne Tvivl,
ſom ſelv de ubetalelige Linier i den folgende
Gaa var hans Raft, ſom ſtyrer Norden,
Som foder ei ſin'ſtore Siet

—

117

Med ſeierſaligt Navn, og Fredens Flugt fra Jorden,
Hvis Enevold har ingen Trel
ikke mægtede aldeles at fordrive, og ſom viſt
nok i hver af de efterfølgende Stropher, trods de»
res enkelte deilige Linier, f Ex. Rg
Tit ſkal vi den beſee, liig Elſkende, ſom ſmage
Ny Lyſt ved ny Omfavnelſe-
beſtyrkes mere og mere, ere vi faa meget mindre
utilbsielige til at opgive hin førfte Formodning,
ſom vi fra Ewalds Haand have dette 8 ver⸗
digen beſunget. |
Da ogſda Edvard Storm, hvem man n eders
ved andre af Stropherne, der have ſtormſte For—
trin ved Siden, af ſtormſke Mangler, vel kunde
kaldes i Minde, var mellem Medbeilerne til oms
talte Prils, og har forelagt os ſin Ode, der ikke
ved denne Leiligh kom i Betragtning, kunne vi
ligeledes gage ham forbi. j
Ut neppe nogen af den egenlige horſte Dig⸗
terfole kan være Forf. til denne Ode, torde, i
Folge Prams deilige Linie:
Bed ingen Kyſt for Nordmand Lotus groer,
vel allerede den totale Taushed om Norge Kiem⸗
pers Fodeland, hvilket der ved denne Leilighed
Havde været faa megen Foie at ihukomme, til⸗
ſtrœkkelig godtgiore; ogſaa torde vel enkelte Ud⸗

*
*

3

ftryk, ſom Skioldungen, Codanien, o. fl. der
regnedes til den ewaldſke Skoles Schiboleth,
end videre vidne herfor; at det imidlertid ingen⸗ N
lunde var Oppoſitionsaand, der giorde, at ingen
af deres magna nomina findes blandt Sangerne,
torde en Joh. Wibes, en Wesſels, en Prams,
og fleres deilige Sange til ellevte. October, og
ſierde September umodſigeligen beviſe. Formo—
dentligen var vel og blandt de med Hæder om—
talte, ſkiendt ikke kronede Priisdigtere, Arbeider
ſra denne herlige Digterlunds Wꝗdlinge (fortfættes),

0 c) Frankrig. Det er ikke mueligt "andet,
end, at den upartiſke Jagttager, der kommer til
Paris, og uden Deeltagelſe beſkuer Partiernes
Omdrev, meget ſnart maa væmmes. ved Tingen,
Det gaaer jo dog alt ſaaledes med hvert Kiævleri,
der giør ct ubehageligt Indtrykspaa den uvedkom⸗
mende Tilſkuer, hvor meget mere her, hvor Tviſten
” føres med ſaadan Lidenſkabelighed? De herværende
Blade maa i Udlandet ved deres Overdrivelſer og
evige Gientagelſer blive modbydelige, og de giore
blot her ikke ſamme Indtryk, fordi enhver tager
Marti for eller mod, og hver Artikel tiener til at
oprore Lidenſkabeligheden paa ny. Det kan ikke
ſlaae feil, at de ſaakaldte liberale Blades haftige
Angreb mod de nye Miniſtre, endnu inden de

4

119

7

havde giort et Skridt, udenlands maatte giore et
ubehageligt, for hine Blade ikke fordeelagtigt
Indtryk. 5 ; KN
Fra en anden Synspuntt betragtet, har dette
Omdrev, ſaalidet det og ellers berører os, fin me⸗
get nedſlaaende Side. Henſcetter man fig. i den
Tid after Befrielſeskrigen, hvor et uhørt Tvangs⸗
herredomme Havde vakt Trangen til tonſtitutio⸗
nelle Garantier for den borgerlige Frihed mod den
uindſtrenkede Magts Indgreb ſaa levende hos
enhver, at al Frelſe kun ſaaes i Landsſtenders
eller Folkerepræſentations Forfatninger, og det i
den Grad, at man — naar man ikke vilde lobe
Fare at anſees for Ufri, ikke engang torde vove at ⸗
gisre opmerkſom paa Manglerne ved de forſte —
fætter man fig — ſiger jeg — tilbage i hin Lue⸗
iverens Tiv, og fætter den mod den indeværende
Lunkenhed, hvormed man for en ODeel feer hen

7

paa Forfatningsvœſenet, ſaa maa man ſtudſe,

hvor det har været muligt, det havde kunnet
komme dertil, Den borgerlige Friheds eller om

man heller vil — Lovlighedens Sag, er alt oflere
ved Frankrig bleven meget compromitteret i den
offenlige Mening, Synes det dog næften, ſom
den Sands for conſtitutionel Regierings Veſen,

og Faſtholdenhed veb den forſte Grundſelning, at

«+ = —

—

* !

120 3

den individuelle Interes ſe aldeles. maa fane tilbage
for den almene, kun er de germaniſke Stammer

egen, og at de franffe kun forftaae at efterabe og
misbruge den! Den Folelſe har ved Synet af det,

der nu foregaaer i Frankrig, temmelig almindelig

indpreget fig, at, derſom deslige Rivninger, hvor—

over den hele Statsmonarchie ſtaaer Fare at gage
i

tilgrunde, var et nødvendigt Onde ved conſtitu⸗
tionelle Forfatninger, disſe ingenlunde vilde

være fan enſkverdige, ſom man tidligere DES '
holdt for.

Oelolme viſer, i fit Vœerk om Englands 15
fatning, paa en overtydende Maade, at den mos
narkiſte Forfatning af den Grund har de fleſte For⸗
trin, fordi ved den indforte Arvelighed af den

hoieſte Magt denne er udrevet fra Angreb af En⸗
keltes Ergicrrighed. Men hvad er derved vuns

det, naar vel ikke den forſte Plads, men derimod
ſom nu i Frankrig, den anden, den fuldbyrdende
Miniſters, bliver Wrgicœrrighedens Kampplads.

Her er Miniſteriets Beſettelſe blevet et reent pers

ſonligt Spørgsmaal. J England er det anderle⸗
des, der er det mere Syſtemsſag. En Miniſter
vil der ikke trenge igiennem, naar han vil giens
nemtvinge et Syſtem, der ikke er nationalt; men
Perſonligheden bryder ikke Britten, e Mi⸗

É 121

niſteren handler efter Nationens Villie, og Kro⸗
nen frakiendes ikke den Ref at vælge fine Tiene⸗

re. (2) En ſtor Deel af Larmen her gieelder kun,

den Miniſters Perſon, ſom manvonſkede at paa⸗
tvinge Köngen, og een Mands fruffede Vrgier;
righed mag anſees, ſom Hovedfiedren i ſaamange
Omdrev. Have ikke endog Foreeningerne til at
nægte Skatterne, ſom man vil misbruge til Par⸗
tihenſigter, denne Jun deres Oprindelſe at
takke? | 5

Den Ret. at bevilge Skatte er en af Folkets

vigtigſte Forrettigheder. Hele Repræfentativfyftes
met beroer herpaa, thi, det er Midlet, hvorved
Nalionen holder den fuldbyrdende Magt inden fine
Skranker, at den ikke overſkrider disſe. Det er

en discretionair Magt, der er lagt i Reprœſenta⸗

tionens Hænder, men ſom den kun i de meeſt
trengende og vigtige Tilfælde. før betiene fig af
til at bevare det Hele. Misbrugtes den til Bihen⸗
ſigter, misbrugtes at aftrodſe Kronen Rettigheder,

vilde den ſnart blive Midlet, at indergtat Re⸗

braſentativforfatningen.

Piſt nok ere de, ſom Trudſel opſtilte, rens ,

… vægrings Foreninger i Franfrig et betænkeligt

Emne. Men naar de maa forekomme de Uparti⸗
ſte faa, da er paa den anden Side ogſaa Navnene

öte Binds 2det Hefte, ; 9

122

"af Frankrigs i hver Henſeende meeſt udmærkede.
Mænd, C. Perrier, Lafitte, La Rochefoucault,
Liancourt o. ſ. fr., der findes blandt Underſtrif⸗
terne, og der offenlig tiltræde dem, en Omſtan⸗
dighed, ſom ikke maa overſees. Kan man anta⸗
ge, at Partiſyge blender ſlige Mend ved et ſaa
vigtigt Skridt, eller maa man ikke heller flutte,
at ſkiællige Grunde have været forhaanden, der
have bevæget dem med velberaad Hu dertil?
Og at her ligger noget Dybere til Grund, er
vel ikke at nægte, og dette beſtaaer i den Mislro,
ſom, jeg vil ikke afgiore, om med Ret eller Uret.
bar bemeſtret ſig Nationen mod de mærværeride
Magthavere. Mangt, der i de Franſkes Adfærd
i det ſierne ſynes gaadefuldt, bliver kun derved at
forklare. Nationen ſeer Thronen ner omgivet af
en Faction, der gierne vilde gienvinde Alt, had
af Magt og Indflydelſe er tabt, og giore Nevolu⸗
tionen ugiort. Ikke af Kongen, men af Ultra⸗
erne, der i Feellig med Congregationen, til Ud⸗
videlſe af Kronens Magt, for under dette Kaabeſtiul
at fremme deres egen Interesſe, gierne gad drevet
det til Magtſlag, frygter man Alt.
At Magtflag, ſom de, der frygtes, kunde
ipkkes, er, ved den nærværende Stemning, nu
vel ikke meget at befrygte; men ved det, de Thro⸗

123

nen omgivende Partier træffes om Magten, kunde
Thronen ſelv let rokkes. Hvorledes end Sagen
maatte endes, torde den ſande Friheds Sag vel ikke
binde meget derved, Enten ligger. det democrati⸗
ſte Partie under, og dog torde dette sieblikkelige
Onde være det Mindre (?) eller det abſolute Parti
maa give efter for de Liberale, og da er efter den
franſte Caracteer, der ingen Maadeholds Skran⸗
ker kiender, at befrygte, at de ſkride for vidt udfra
den anden Side, og ikke hvile, for de har fuhr
kaldt en Reaction.
! Br. 3. No. 346.

44

Fierde Chriſtians Sverd.

i Jae Kirkens ſmukt bemalte Ruder
Sig træenger Maanens tauſe matte Skin,

Og alt dens blege Skicer den Stund bebuder,
Da i en Dodning vaagner i ſit Skrin.

Ned i en gammel Hvalving ſparſomt liſte

Sig Maanens Straaler giennem dunkle Glar,
Og ſtinne paa en mægtig Kongekiſte,

Der kun til Pryd et ruſtent Glavind har.
ne 9 *.

t,
*

—

Ogg ſierde Chriſtian hæver fig med Moie, 6

De Be 124

Men under Kirkens høie malte Buer,
Igiennem hver en Hvelvings fnævre Rum,

Og ned i lengſthenfarnes Dodningſtuer,

Gientoner Middagsklokkens dybe Brum.

5 triller Sværdet klirrende til Jorden,
Fta. Kiſtens Lang; det drøner længe end

Igiennem Hvælvingen, ſom ſierne Torden,

J Pillen rangle Vilhelms hvide Been.

Bortſkyder Laaget med et bange Gys;
Han gnider loenge taus fit ene Bie,
Og ſtirrer undrende paa Maanens Lys.

„En deilig Drom om Danmark og dets Hedet

Mig trylled end i Dodens lange Nat;
Oat mit gamle Hie fade de Steder,
Som det med Sorrig bruſtent har forladt:“

f ER „Jeg hørte Sang af Danernes Kanoner,

En Symphonie til Arens Vei heel lig, ;

Som i de Faldnes Oren liflig toner,

D lokker Siælen med til Himmerig.““

„Jeg horte Vaabengny og Jubelſtemmer

Af danſte Gutter paa det vrede Hav,

Det frængte ned til Dødens tauſe Giemmer,
Og lulled født for mig end i min Grav. “

12

125

„Nu maa jeg op, at fee, om Maanen lyſer
Paa Taarnet, og mit kiœre Roſenborg

Mit tabte Hie ſmerter, Hiertet gyſer,
Som om det kunde ſkiclve end af Sorg.“

„Jeg maa og. fee, om Flaget end udbreder
Sit. hvide Kors om Sielunds frie Kyſt,

Og lytter om det hoitidsfuldt. end qveder
Om' ſine Helte hiſt paa Havets Bryſt.““

Saa iler Chriſtian ſctille fra fin Bolig,

Og ſtandſer forſt i Axelſtad ſin Flugt,

. * er ſaa tyſt, Alt ſlumrer her faa rolig,
3 Hytte ſom i Borg er Lyſet flukt abe

Ad Kongeborgens Mure han henſocever,
Og feer med Smiil det nye Kiempehuus,
For Chriſtians ſtore Aand hver Hvelving beer,
" Dg bift et Taarn ſkiuler Nattens Blus.

Da øiner han fin Bors i nye Klæde,
End kneiſer hans. Zrophæe, i Nattens. Lys,

Da mindes han fit Danmarks gamle Hæder,”
Og merker ikke Dødens kolde Gys.

Hiſt ſpeiler Maanen ſig i Kirkens Ruder, '
Smaa Bolger ſproite Skum paa Murens Steen, 25

K- Mens Oſtenvinden om Capellet tuder,

Der giemmer fore, Heltes trætte Been.

126

Og Maanen lyſer klart fra Skyens Rifter;
Da kiger Chriſtian giennem Vindvets Glar,

Og feer i Krogen hiſt, hvor Fanen vifter,
Som Juul igiennem Sid og Sværd hiembar,

Dg ligefor ham ſtaaer en Marmorkiſte e

Den giemmer En af Danmarks Helteflok, ;

Men Chriſtian aner, hvad hans Folk forliſte, 8

En Taare falder paa hané Solverlok.

Da vender han ſit ene Nies Blikke
Fra denne Scene, ſkuer, engſtelig

Til Venſtre, hvor de ſtolte Svaner ligge, - 5
Og hvor det rode Flag udfolder ſig.

Han feer, men ak! han frygter, at han feiler,
End vaier Flaget paa det gamle Sted;
J Svanereden ligger mangen Seiler,

Og gamle Chriſtian fryder: fig derved,

Da ſtunder han igien til Gravens Hvile,
Forbi det ſterke Taarn gaaer Flugtens Gang;

Han feer fit Værk flade faſt; hans Laber finile,

7

Men hiſt i Muſagaarden lyder Sang.

„Kong Chriſtian ſtod ved heien Maſtl“
5 . ſaa ſiunger
Den muntre Flok, og ſtoder til med Lyſt.

—

127
ogetHurraforfierdeChriftian!runger,,
Der finder ſaligt Gienklang i hans Bryſt.

Da figner han fit elſkte Folk, og ile:
Til Roſkilds gamle. Kirkehvelving hen,
Heel modig efter Flugten han ſig hviler,
Og tager Kaabberlaaget paa igien.

Men næfte Morgen fandt man Sverdet nede
Pan Gulvets Steen, faa ſelſomt kaſtet hen:

Man ſaae paa det med Wrefrygt og Glede,
Og lagde det paa. Kiſtens Laag igien.

Theodor Kierſtrup Rumo hr.

Til Hellas.
efter Kongen af Bayern. 0 å ;

(See hans Digte anden Deel, S. 3.)

Venligt Daggry nu i Hſten ſmiler,
Maanen blegner, daler haſtelig,

) Har Overſ, ſom han ſmigrer ſig, ikke været aldeles
uheldig, i at bevare dette herlige Qvads æble Land,
haaber han Tilgivelſe for det, der af Bogſtaven er
tabt, og af ham vel maatte tabes, naar det ikke ſkulde
bierges paa Aandens Bekoſtning. 5 :

; 128

Solens Karm frydbringende fremiler, >

Eos alt for Siet viſer fig.
Op af Graven det ſig nu vil vinde,
- Og den Nat begynder at forſvinde,
Der paa Jordens Herligſte var lagt.
Hun, ſom brod os Barbariets Kieder,
Hellas, nu begeiſtret ſelv ſig redder,
Af den lange tunge Søvn opvakt.

Hoor udlendings Vaaben hores lyde.

* ——
2 —

Der gienreiſes ei Selvſtendighed,

„Gallerne maa ſlaviſt Franken lyde,

Da ham Romeraaget brydes ved;
Frihed kun til Haan mon Fremmed tiene;

Hyoo ſig den tilſtreed, den kroner ene;

Kun det Egne vente ter Beſtand. .
Snart Planetens Skimmer blegnet ſvinder,

Men beſtandig herlig Solen ſkinner,

Sender frydfuldt Liv til hvert et Land.

Da ved Iſthmosleege Rom erklerte

Jublende Hellener atter rin,
5 ak! der ved Jublen dem vaneerte,

Faldt tilfulde forſt i Slaveri; 0
Varig tabt forſt deres Frihed bliver; Eg
Nu man den til deres ren giver,

1,
1
i:

129 i

Ingentid den værdige de var;
Aldrig faa fornedret, trœellebundne,
Aldrig, da i Kampen overbundne,

End ei, da de Philips Lenker bar.

Frit maa ſig det Frie ſelb uddanne, |

Gronne Sed ved egen Kraft opſtgaer 3

Giennem ſiendſke Magters Kicmperbane
Stien kun til Frihedstemplet gaaer.

Corſen maatte ei den Roes tilhore,

Hellas! af din Treldom dig at fore,
Han paa ny dig havde lagt deri;

Er de Megtige dig fiendft paa Jorde,

Sige blot den Evige ſit: Vorde!
Bale: Grekenland! og du ftaaer fuß

Dine Pele anderes Sage,

Skionne Drøm fra aarle Fabelold,
Dig omſocve med Herders Dage
Fra en Fortid glimrende og bold.

Og det Herligſte, ſig har begivet, ö
Og hvad kun i Digtningen fandt Livet,
Er i faſt, i evig Pagt med dig.

Atter dig Tyrtæos Sange lyde,

Alter op til Kamp, til Roes dig byde;

Seir af Skialdens Mund udgyder ſig.

*

. 7

AR!

5 780

Mindende hør Heltes Skygger kalde,

»Der for Hellas fordum ſank i Strid! 4

At ej Eder Kraft og Mod unbfalde,
Venter Tak fra Sam- og Efter kid!

i Signende nedſkue de paa Eder,

Nu dem Eders Syn i Himlen glader,
Menneſthaden feer med Haab derpaa;

Alle, alle Fries Hierter brænde,

Varmeſt Bon de op for Eder fende, y
At J Uaget ſonderbryde maa,

Herligt ſtorſte Heltes Fœdrerige!
Hiem for evig uopnaaet Kunſt!
Alle Verdners Monſter, uden Lige,
Rigtudſmykkede med Muſers Gunſt!
Wedel Menneſkheds Fremelſkerinde,
Hoibegavet Hellas! vinde! vinde!
Seende hvert Folk dig raaber nu,

Hiem hos dig Ait ffiønt, Alt ſtort har funbetr

Undertrykt det var, men ei forſvundet;
Seire kun i hellig Orlog du!

Fwdfuldt Seilerne Ohavet bre!
Skionneſt Gode. de hidbringe ſkal;

— Dem erbodig hver en Klippe are! —

Eder Frihed, ee le

* | 7 y

131

Fra de nermeſte og fiernſte Egne

Jublende hidile allevegne .
Mænd, ſom Hellas har til Kamp fremkaldt.

Som i Cadmi Tid, af Dragens Tender,

Jorden atter Krigere fremſender, i;
Hvor en SEERNES Taare falbt.

Op Helener! op til Vaaben alle! 5
Spartas Wtling! kicemp med fordums Mod I
Som da Perſen faldt, lad Tyrken falde,
Farv Platæas' Slette med hans Blod!
Op, Athens, Corinthos tappre Skare!
Vær paa ny, hvad Eders Fædre vare,
Og igien oprinder Oldtids Dag;
- Kunft og Videnſkab her Hiemſtavn finde!
Korſet fra Sophias høie Tinde
Lyſe ned paa frie Folkeſlag!
3 K. R.

132 8 0

Themis ved K. 5 F. Hurtigkarls Gro

Retferdig er min moderlige Smerte,
Tryg jeg min Veieſkaal gav. i hans Haand;

En Helligdom var mig hans lyſe Aand,

Mit Allerhelligſte hans Hier te.
1 e R. i

25 Claus Frimann

Semper honos; Jonenghe e laudesque m ane -
5 8 Eol. V. v. EDER
8 Gale bederkkonte Sdiald!.
Ved din Grav en Harpetone!
Tro dit edle høie Kald
Vandt du norſke Digterkrone.
Aandens Svob blev Jord og Stov,

i 1 Eviggrønt er Krandſens Lov; ;
; Hvortil. Lwad og Harpetoner?
Selv din Mufe Graven kroner.

Jo en Stemme Iyde bør

Her med Tak fra Biorgvins Dale;
IZuyi blandt os led ofte for
SØ ” Din den norſte Skialdetale,

vw

133

7

Tit den hædrede vor Stad,
Giorde Hiertet varmt og glad;

Dit det braſt, men ſee, det hæver

J dit Qvad ſig end, og lever.

Skalde det nu vorde glemt,
Gubbe! at du os til Hæder,

Os til Glæde, tit har ſtemt
Harpen, ſom nu Taaren veder?

Kunde du vel glemmes her?

Dertil var du os for kicr;

Bedre Qvad dig burde hædre, j

Men ei har jeg Noget bedre.

Tak for foedrelandſke Qvad

For hver Gang, dit norſke Hierte

Giorde Landsmænd ſtolt og glad,
Tolkev vores Fryd og Smerle.
Gamle Nordal Brun og du
Sang ret efter Nordmands Hu.
Gamle Tider, gamle Seder,
Norſehed holdt $ høit i Heber.

Og nu Tak, Tak. i din Gra
For mig ſelv, du gamle Digter!
Jeg var Dreng, da du mig gav
Vink om Skialdens hoie Pligter

5

1840

Tak for, hvad du dengang ſtrev,
Tak for hvert et venligt Brev;
Tak i Graven edle Digter! +)
Du mig lærde Skialdens Pligter.

Derfor lyſer jeg nu Fred

Over Graven, hvor du hviler,

) J Forventning af, at Omſtendighederne tillade un⸗

dert. i en udførlig Artikkel at udvikle denne forevigede
Digters Fortieneſter af den forenede danſke og norſke
Litteratur, dem han felles tilhørte, være det mig her
tilladt, ſom Bilag til min Ven Sagens (af norſke Mors
genblad) meddeelte hierielige Mindeord, af Nyerups
„Artikel denne Digter: angagende i vore Bidrag til

den danſke Digtekunſts Hiſtorie at aftrykke folgende en

danſt Recenſents, Todes Pttringer um et af hans

Skrifter. Aumuens Sanger, „Den berømte Abbt

„har i fin ypperlige Bog vom Verdienſte anvliſt Sri:
„benten for Almuen et heit Sted over de lærte Skri⸗
„benter i Henſeende til den langt ſtorre Nytte, han
„forſtaffer det Almindelige. Er nu dette uegteligf,
„da fortiener Hr. Frimann et udmerket Sted med delte
„ſit Skrift blandt hine; thi han har ved disſe Sange
„viller oprette og vedligeholde de edleſte Folelſer for
„Dyd, Religlon, Tapperhed og Fedrelandskierlighed,
„Herlighed, Kydſkhed, og Veigiorenhed hos ſine ædle
„Landsmend, og deres danſke Brødre, Enhver, ſom
„veed, hvormeget Sang virker pan en fri biergrig
„Nation, der ved den fine Luft og de noiſomme Spis

. » ſer føler fig ved alle Leiligheder begeiſtret til frie og

„tapre Handlinger, paaftiønner det, hvormegen Birte
„ning disſe herlige Gange maa frembringe i Digterens
„Foedeland, naar de blive Alt mere og mere beklendte.
„En fin Smag en lykkelig Verſiſication, lette Melos

dier, ſterke ædle Tayrer udtrykte efter den norſke

„Almues Begreber, give disſe Digte den forſte Rang

biandt alle vore danſke Almueſange.“

135.

Blomſter om dit Hvilefted
Fra din egen Haand der ſmiler,

Snart ſtroer bedre Skiald, end jeg

Gravcypresſer, Glemmigei —
Snart vil bedre Qvad. dig hedre
Tilgiv! ei jeg havde bedre.

ö Sagen.

U

Hiſtoriſt Udſigt 8
vver de nyeſte Begivenheder. RE

1 Indleder allerede Bremer Zeitung fin Udſigt over
Maanedens Begivenheder med den Erklæring, at .
den var nodſaget at begynde med at tilſtage fin .
Trang, og at den viſer ſig arm, fordi Tiden er
bleven armere; er det naturligt, at denne Jis.
vinter, der ſaa hyppig afſticrer Samferſlen mellem
os, og de Steder, hvorfra vi vente vore Efterreinin⸗
ger, maa giore denne vor Armod paa politiſke Nyhe⸗
der beſtandig foleligere. Da det nu, i det mindſte

7

Tode ender fin Rec. ſaaledes: „Vi takke Digteren for
denne Samling, „og onſke ham Liv og Munterhed til
at give os mange flere.“

„„Hans Navn ſkal evig blandt os ſtaae,
„„Og ei før Verden ſelv forgage.“ 75

„Irg lægger tin“ — ſiger Nyerup: — Og alt Folket

ſkal ſige Amen.
Udg. An m.

136

efter de Telegraphefterretninger, der hidtil ere

komne os for Hie, tegner til. at de Efterretninger,

hvorpaa Vinteren ſaaledes har lagt Beſlag, ſkke
vilde ſynderlig berige os paa interesſant Kund⸗
ſkab, ville vi, iſteden for at opholde Haftet efter

disſe, i Korthed meddele, hvad vi kunne, i det

Haab, maaſtee at kunde ſlutte Aargangen med en
des rigere Efterhoſt. 2 ; 8
Den eneſte virkelige og vigtige Begivenhed,
vi hidtil have at meddele, er det, endelige og yn⸗
kelige Udfald af den Expedition, hvorved man i
Madrid giorde faa vis Regning paa at blive ſnart

igien Herre af den nye Verden, at endog det næs

—

ſtenuddede Dicaſterium, Indiens Raad, er blevet -

fuldſtendigt organiſeret paa ny, og dets Medlem⸗
mer anviiſt de forhenværende rige Lønninger,

Vi navnte i neſtforegaaende Hæfte, at denne
Expedition, beſtaaende af 4000 Mand af de bedſte
Tropper, man havde kunnet ſammenbringe, effer
at have været adſplittet af Storm, var — den
27 Juli — landet mellem Tuspan og Tampito;
den bemeſtrede fig ſnart denne Stad, hvorpaa

5 Befalingsmanden General Barradas ſendte en
Deel af Skibene tilbage til Havana! Han giorde

nu et Forſog at bemeſtre ſig Veien ind i Landet;
men neppe var han rykket ud med en betydelig Deel

, af fine Tropper, inden et mexikanſt Corps under

General Santa Ana overfaldt Staden, og nodde
ham at vende tilbage i Haft, for at holde fig 1 Be⸗

ſiddelſe deraf. Han maatte da indſkrenke fig til

at befæfte Tampico, og udftæde mange Proclama⸗

tioner til de kongeligſindede, af hvilke man uden⸗

tvivl havde giort Regning paa et ſtort Tillob, da
man endog havde medbragt Mundering og Arma⸗

88 137

tur til adffilige tuſinde. Men dette +) Haab op⸗

fyldtes faa lidet, at ikke ringeſte Bevegelſe i hele
Republikens Omfang viſte fig zil Spaniexnes
Fordeel, og at man endog kunne lade Gen. Bar⸗
radas Proclamationer indrykke i de offentlige Bla⸗
de, uden at frygte ringeſte Fare deraf. Der hørs
tes vel fra Tid til Tid i Aviſerne om Forſtarknin⸗
ger, og Underſtsttelſer, der ſkulde ſendes Gen.
—Barradas; ogſaa hedde det nu og da, de ſkulde
veere ankomne her eller der, men Bekreftelſen ude⸗
blev. 5 . i . 3 : >
Derimod indløb ſnart følgende Underretning

fra Vera Crutz: Santa Ana har holdt Ord, Den

Skicbne, han havde lovet en Haandfuld Spas.
niere, der kiempende mod Naturen og Nymexika-
nernes Stemning, forſogte at paatvinge disſe paa
ny deres Herredom er fuldkommen gaget i Opfyl⸗

delſe. Santa Ana var vedblevet at holde den
liden ſpanſte Hob i Tampico i beſtandig Beve⸗

gelſe ved idelige Skicermydſler, disſe og Climatet.
udtømte deres Kræfter, og da Barradas talte fit

Mandſkab, havde han tuſinde Syge, fem hun⸗

drede vare faldne i Fegtningerne, og, hvad der
endnu kunde bære Vaaben, var udmattet og mod⸗
løft, Ingen Undſeætningsflaade vilde lade fig oine.
Barradas lagde fine glimrende Proxlamationer

tilſide, og anholdt om et ærefuldt Hiemtog un⸗

der Løfte, aldrig at komme tilbage. Under 15
September blev da affluttet en Capitulation, ef⸗

ter hvilken de ſpanſke Tropper maatte aflevere

e) Pi ſkulle i neſte Hefte meddele en Artikel, hvoraf
vil ſees, hvad Foye vel kunde ſynes at have været
til denue Forhaabning, ſaafremt denne Expedſtion
blot var ſkeet ibetimelig. Lid, 5 i

i „ 7 75 *

te Binds adet Hefte 10

*

£

138

Vaaben, Munition, og Faner — dog ſaa at Off,
ciererne beholdt deres Kaarder — og paa egen Be⸗
koſtning lade ſig bringe over til Havana, med

hoitidelig Forpligtelſe, aldrig at bære Vaaben

mod Republiken Mexiko, ſom⸗det da og, paa den

ſpanſte Generals Forlangende, betingedes, at

ſaafremt ſpanſke Tropper hørende. til Barradass

Diviſion ftulde ankomme til Tampico, ſkulde det
negtes dem at gage i Land, og Capitulationen

dem bekiendtgieres.

Denne Tidende vakte megen og ubehagelig

Overxraſtelſe i Madrid; i Begyndelſen vilderman

holde den hemmelig; men da dette ikke mere vilde
lade fig giore, ſagde man, det var et Klogſkabs⸗
ſkridt, ſom Aarstiden og Feberen hapde foranle⸗
diget, — andre Efterretninger ville endog tage

zen uventet Naturrevolution til Hicelp — men
der ſkulde ufortsvet afgaae ny Expedition til Mexi⸗
ko; ogſaa fornyedes ſtrax Befalinger til Tropper

nes Afgang fra Corunna og Ferrol: hvilket man
imidlertid antog blot at ſkee for et Syns Skyld.
Senere have Tidenderne ſysſelſat dem med

at melde frem og tilbage. om Santa Anas Fore⸗

tagender og Forehavender i fin Seiersruus, efter

hyvilke Mexiko i ham ſkulde kunne befrygte en nær:

foreſtaaende Uſurpator; overalt have Bladene i
den Tid, de lidet eller intet have havt om Europa
at berette, været ſaare frugtbare paa Rygter, og

Contrarygter, af dette Slags fra de nye american⸗

(ke. Friſtater, ſom imidlertid her ikke ſynes at til:

komme Plads, inden deraf kan gives noget egens

ligt Reſultat.

En Begivenhed, ſom kunde veret af ubereg⸗

nelige Følger, faa ubetydelig dens Anledning endog
før'fynes, bør derimod optages her, og det er den
Uro, Menneſkeheden var i for Ruslands ædle Keiſer,

U

i « 139 6 i '

: der, ved at ville ile om Natten ind, at ſee efter den

Larm, et omſtodt Bohave voldte ihans Borns Sove⸗
verelſe, gleed paa det glatte bonede Gulv, og giorde
et Fald, hvoraf man i det mindſte i Begyndelſen

ikke ſyntes ganffe rolig for- Folgerne, hvilke dog

ſiges at være lykkelig overſtandne. Held den Mos,
nark, hvis mindſte Fare er et Menneſkehedsanlig⸗
gende, hvis Helbredelfe ſaaes med fromme Øna.

ſter imode af mangen, der, uden at være hans!
5

Scepter undergiven, i ham elſker og hylder en.

nietier og kraftig Beſticrmer af Menneſtevel,

Friheb, og Ret!
Maaſfee torde dette ikke været uden al Andeel

i den Stagnation, Almeenanliggenderne en Zid./

lang ſynes at have været underkaſtede, da natur⸗
ligviis endog blot et muligt Hiebliks Savn af
den, ſom deri har en faa vigtig og veldedig Stemme,
ikke kan andet end føles; en anden Hovedaarſag,

torde maaſkee være at ſoge i tvende haiſtvigtige,

Cabinetters egen, perſonlige, Stilling,

Vi antage vel, at Avisrygterne om de For⸗
andringer, der ſkulle foreſtaae det wellingtonſte
Winiſterium, ikke ſicelden have været Foſtre af
Vedkommendes Gisninger, maaſkee og undertiden.

blot af deres Onſker; men at det aldeles ffulde være.

Juden al Foie hvabe nu ymtedes om Huskisſons, nu

3

om Greys Indtrædelſe i Minifteriet, faa om Peels
ltalienſte Reiſe, og yttrebe Redebonhed at give.

Plads for Premiermimiſterens nye Venner o. ſ. v.
er dog heller neppe ſaga l ganſke at ⸗formode; og at
enten en ſaadan Forandring kunde foregaae, uden
at medføre Følger i Miniſterialſyſtemet, eller at

et Cabinet, der ſage flige Forandringer imode,

juſt ſkulde være det redebonneſte til giennemgribende

og afgiorende Skridt, er heller neppe i Tingenes
Natur. r Alana

140

Men om endog det wellingtonſke Miniſterjum

ſidder aldrig faa faſt og trygt paa fine Embedoſto⸗

le, er det dog i for noie Forbindelſe og Forening
med det nerverende franſke til, at ikke dettes
uſikkre og uſtadige Stilling, og deraf flydende
almeenerkiendte Uvirkfomhed, maatte, om ikke
hindre, eller ſtandſe, dog i det mindſte ſinke de
Fremſtridt, der af begge, Haand i Haand, ſyntes
eller ſagdes i Vente. - ;
J ſidſte Hæfte berettedes, at den mod hvem
den offentlige Stemme ſyntes lydeligſt at have ets
kleret fig, Indenrigsminiſteren La Bourdonnaye,
var udtraad af det franſke Miniſterium, dog ſom
det og ſyntes og ſagdes, ingenlunde ſom et Offer for
ſin Impopularitet, men fordi han ikke vilde ſam⸗
tykke, at Conſeilet fif en Prœſident, og at dette
blev Fyrſten af Polignae; og blev da Indenrigs⸗
miniſteriet givet Underviisningsminiſteren Mont:
bel, der igien fik en Herr Guernon de Ranville til
Eftermand. ; D
Denne hidtil temmelig ubekiendte Mand, der
var Generalprocureur i Lyon blev ſtrax fra ſin
Udnævnelfe en Gienſtand for Oppoſitionsbladenes
heftige — men ſom det ſynes — tildeels ubeføiede
Angreb. Hvad imidlertid han, ſom Undervils⸗
ningsminiſter, fører i fit Skiold, har han tpdelig
givet tilkiende, ikke blot i det han beſvarede de
paxiſiſte Profesſorers og Proviſorers Velkomſt med
det Ønfte: Maalte den Ungdom, De opdrage,
blive bedre og lykkeligere, end den Generation,
der foregik den i Livet! — thi herfor torde, endog
med ſpeciel Anvendelſe, være mere og langt an⸗
det at ſige, end maaffee enten H. Exc. eller hans
Modſtandere forde have tænkt derved; men ifær
ved følgende: Ved det Beføg, Inſpectorerne ved
det pariſiſke Academie giorde ham, talte Hr. The⸗

5

141

nard, Senior i Videnſkabernes Facuflet og Depu⸗
… teret, om den Vigtighed, der blandt det, Univer⸗
ſitetet havde at ſysſelſette fig med, tilkom den —
ſaakaldte — lavere Underviisning. Herpaa fvarte
H. E. ſtrax: denne Synsmaade var en Mading, fom -

den liberale Faction udkaſtedez Staten ſkyldte
ikke Folket nogen Opdragelſe, men blot

dehoiere Clasſer en ſpeciel Underviis⸗
ning (11) Derpaa udtalte han fig mond de
nye Methoder, der ved Beſparelſe af Tid og Penge
giore Begyndelſesgrundene i Underviisniagen til
giengelige for de lavere Clasſer.“ NERE

Vi overlade Dagbladene at fortælle alle de ide⸗
lig aſvexlende Dognrygter om Partiernes forſtiel⸗
lige Planer, Forſog, Forhaabninger, Held, og
Misheld, ſaalœnge disſe ikke lede til noget engang
tilſyneladende Udflag, og ville da i Forventning
af mulige nærmere Oplysninger meddele, hvad ;
os fra andre Lande fortælles. +

Don Miguel er pludſelig og uventet kommet
tilbage fra et eventycligt Jagttog, han, ledſaget
ikke blot af et ikke ubetydeligt Corps Tropper,
men og af adſkillige Hofvogne, havde foretaget —.
Meningerne vare deelte, hvorhen — og hvis Be⸗
koſtelighed, i Landets og Financernes trykkende

Forfatning, havde vakt megen Misnsie. Over⸗

alt ſynes Stemningen mod ham, ſaavel indenrigs
ſom udenrigs, mere og mere at forværres, faa at
det ikke blot ſiges, at den pavelige Nuntius for
hans Qvaſierkiendelſe af de Facto — Regenten
udpibes paa Lisſabons Gader, men og at Lord
Aberdeen har tilkiendegivet det ſpanſke Miniſte⸗
rium fin Utilfredshed med det af den ſpanſte Ge⸗
fandt giorte Skridt, og erklæret, at Englands
Forpligtelſe at beſkicerme Portugal mod al veb⸗
net Indblanding i dets indre Anliggender, ſtod

7

7 *
. ˙ b

— —— Sten

142

1 3 —
endnu beſtandig ved Magt. Det har heddet, af:
Don Miguel paa hint foregivne Jagtparti havde.
havt iſinde at lægge Veien ad Madrid, ſor—
ſelv perſonligen at belle til en neapolitanſk Prind⸗
ſesſe, Soſter til Spaniens tilkommende Dronning ;
Pan ſamme Tid fortalte Tidencerne tillige, at han.
havbe faaet Kurv af en ung Fyrſtinde Kaunitz.
Barberen Pirez« Vizeonde af Qvelnz er ſendt
til Skibs til Rom, og den gamle anticonſtitutio—
nelle Inſurgenthovding Marqpis Chavez er fat i
ee ſom fra fin Forſtand.“
in Forholdene i Oſten vides, om muligt, end.
nu mindre end ſædvanligt. De grænffe Anlig⸗
gender — ſiger en Skrivelſe fra den rusſiſke Grœndſe
af 29 Nov. — hvorom meget levende underhandle⸗
des i London, foraarſagede hidtil en levende Cons
reervexling mellem London, Paris, og Peters
borg. Hovedſporgsmaalene over Grœkenlands po.
litiſte Exiſtents og tilkommende Regieringsform
ere efter Forlydende ()) ſaaledes afgiorte,
at det ſkal være ganſke befriet fra tyrkiſt Over⸗
herredom, oß blive en monarkiſk Stat (2). Men
bvem Lodden vil treffe, at beſtige den nyſkabte
Throne, derom er man endnu ikke enig. () Det
er, ved Grokenlands udvortes Forhold, og indre
Tilſtand, ikke let, at bevirke dette Folks Regenera⸗
tion, i hoiiket faa meget Gicringsſtof ligger, og
med Held at ſkride frem paa den Bane, hvorpaa
Grey Capo d'Iſtria, deels ved Underſtottelſe,
deels ved ſine egne udmerkede Talen⸗
ter, faſt, Villie, og Nationalitet,
i faa fort Tid har virket fan meget. Det
er ikke, ſom man vel tidligere har villet paaftaae,
Leede til de viſt nok meget vanſkelige Regierings⸗
forretninger; ikke Frygt for indvortes Intriguer
og Rivaliteter, der torde foranledige Grev. Capo

* g

143

d'Iſtria til af nedlægge Præfibentpoften; men
Grunden ligger ide ſtore Cabinetters
ſtridige Interesſer.“ .

Senere Efterretninger då Allg. 8 meddele
et Brev fra 4 Dec., efter hvilket det franſte Mis
niſteriums Forſlag om Grekenlands ſnovrere Be—
grendsning men fuidkomnere Uafhængighed (9)
er antaget, Conferenceprotokollen derom under—
tegnet, og Courerer afferdigede til Conſtantino⸗
pel, at overbringe denne, hvori det uafhen⸗—
gige og tributfri Grekenlands nye

Grendſe faſtſcettes Den begynder paa Faſtlan-

det veſtlig. ved Udlobet af Aspropotamos, gaaer
op ᷣ ad Strommen til Vrachori, og ‚derfra i lige
Linie til Zeitunibugten. Den. fore Ø Negroponte
indlemmes i den nye Stat; de andre Beſtemmel—
ſer ere faſtſatte i Protokollen af 22de Marts. Den-

ne nye Protokoll erſogſaa det rusſiſke Hof tilraad,

da den gredſte Stats ſnavrere Begrœndsning
med Uafhengighed ſynes at love ſtorre Fordele,

end af en Suzerainiteis Erklœring og Skatſtyldig⸗

hed til Porten torde ventes. ?

Samme Blad meddeler ligeledes fra London,
at det næften ikke mere ſynes tvivlſomt, at Don
Miguel af de ſtore Cabinetter vil blive erkiendt.
Man venter blot Meddelelſer fra Rio Janeiro,
for at foranſtalte de diplomatiſke Reprœſentante⸗

res Afreiſe til Lisſabon. Efter Sigende ſkal der

Være tilſendt Keiſer Don Pedro et Slags Ultima⸗
tum, og hans Svar derpaa beſtemme Magternes
Adferd i Portugals Anliggender. Man vil ämid⸗
lertid vide at Betingelſerne i dette Ultimatum
ville finde deres Vanſkeligheder.

*

144

J Folge de allerſidſte Efterretninger har the

Times endnu under 21de December erklœret, at

kunne forſikre; at det gredſke Sporgsmaal endnu
ikke var afgrort, ſkiondt det var rykket langt frem,
men at de kunde tilfeye, at Publikum vilde være
tilfreds med de liberale Grundſetninger, paa
hvülke Afgiorelſen af denne vigtige Gienſtand var
bygget; hvorefter der ſynes fuld Foye at formode,
at Græferne hverken vil paatvinges Regierings⸗
form eller Regent, uden dertil at have indhentet -
deres Samtipkke. i i
Fremdeles melder ſamme Blad, at, hvad

end det engelſte Cabinets Henſigter maatte være

i Henſeende til Erkiendelſen af Portugals nuva⸗

rende Thronbeſidder, har den dog ikke fundet Sted,

og vil ikke umiddelbar finde Sted; hvorhos den

tilfoyer: at den frygter, at Rygtet om Don Mis

guels Dod ikke er ſandt. 5
Et andet engeiſt Blad, the Sun, modſiger
Paa det beſtemteſte det Rygte, at Don Pedro
ſtulde have erkjendt, eller ville erkiende ham.
Med det franſte Miniſterium ſtager det ends

nu i den hidtilverende Uvished, og den ſtorſte

Sikkerhed, man ſiges at have for det nuværende
Syſtems Beſtand, er, at Krigsminiſteren har las
det Hotellets Jiskielder forſyne med Jis, og alt⸗

faa maa formodes at giore Regning paa, at blive

iin Poſt Vinteren over, Midlertid vedvarer den

indbyrdes Uenighed beſtandig, vg Partialforan⸗
dringer ſees uafladelig imode. Neſte Hæfte maa
da vel kunne give noget mere Lys i alt dette,

8 K. R j ; 7 i

te

Tritogenia.
December 1829.
Sand Retſkaffenhed, og intet uden den gi⸗
ver Menneſket fin Hæder,

Fragment af en Tale
holdet i et højtidelige Samfunds Mode 1785
af O. Malling.

„Som Forgicenger for det fra min Haand, nys ved

en hoitidelig Leilighed viſtnok med mangeaarig Vens

ſtabs Forkierlighed, bebudede: om O. Malling

ſom Digter og Taler, tillader jeg mig her at
optrykke folgende i Tilſtueren for 1800, men uden
Mallings Navn aftrykte Fragment af en Tale, der,

i [in Nyhed udkommen ſom Manuſkript for É

Vedkommende, udentvivl er den førfte Tale,

der haves trykket fra ham. Undertegnede, der
ikke har den Are at være af det hæderværdige

Samfund, for hvilket den er ſkrevet, fik den dee
Ste Bunde able befte. .

146

tvivl af fin afdøde Ven Kierulf, en nidkiar
Deeltager deri, og kunde ikke nægte fig, om end
ikke med Forf. udtrykkelige Bemyndigelſe, dog uden,
a: han var utilfreds dermed, med Udeladelſe af
alt ztœdet og Anledningen umiddelbar vedkom⸗
mende, at lade denne en Ove Mallings ſande,
oldrig ſvegne, Troesbekiendelſe ſom Menneſke og
orger, offenlig aftrykke. I det han fryder fig
til, at kunne giere mange af vor Meſtertalers i det
'mintfte yngre Hoiagtere og Beundrere kicndle
med, hvad man, om end ikke i rhetoriſt Henſeende,
kunde kalde vor Polyklets zzvæv, gior han fig ö
ſelv tillige det Haab, at de den hedengangne Udo,
deliges Nærmere, fra hvem Fædrelandet feer en
"Samling af hans clasſiſke Arbeider imøde, "mus
lig ville vide ham Tak for, herved at gisres ops.
meerkſomme paa en Helligdom, "hvor han har ned⸗
lagt flere af ſine rige Gaver, og hvor maaſkee
hidtil ukiendte Arbeider fra hans <Dhah OR forde
"være gl eat

— Jeg fer at 72575 Retſkaffenhed,
og intet uden den, given Menneſket
fin Hæder, Hvad er da Menneſsets Hæder?
er det det glatte, af Naturen velbebilde Anſigt,
ſom Kunſten, og de kiobte Farver forgicves offers

jage Tuſinde og Zufinde, nu til Drabspladſene,

adlere Virkekreds havde, hvo vilde da tvivle, at
Skionhed og Styrke, og Rigdom, og Magt, og
Rang, alle herlige Fortrin i og for fig ſelv, ville

*

147

abe? Er det den feneftærfe Arm, ber trobſer
Modſtandere, og knuſer den Feige? Er det Hoi⸗
ſædet paa Silkepuden ved opdekkede Borde blandt

N ſammenvinkede Clienter? Er det Fodſelen i ſer⸗

tende, tyvende, ja lad det vere i hundrede vaa⸗
benarvende Led fra en Mand, der vandt et Slag,
eller beſteeg en, Muur? Er det Magten til at om⸗

nu bort fra dem? Ja var Menneſket en blot
Kunſtdukre, dannet allene til at viſe Mekanikens
Fuldkommenhed, til at hoppe om nogle faa Øic>
blikke blandt Jordens Smaavesner, og ingen vis
dere Udſigter, ingen højere Beſtemmelſe, ingen

være nok til at giøre det herligt og hederligt?
Heller ikke er det min Henſigt, og det ſkal ſtedſe

voare langt derfra, at dadle eller ſpotte disſe Na⸗

turens og Lykkens høie Gaver; men Sporgsmaa⸗

let er: om de, nogle eller alle, udgiore Menne⸗

ſtets egentlige Hævder? Og da forene Fornuft,

Aabenbaring, og den granſkende Magde eee

fig til at ſvare: Neil

Der er et hoiere Fald, et Wandigehe Maal
for Himlens Yndling paa Jorden, end at eye,
KN 5 É 3 11I*

— 2 8
ee.

148

vg felv, at nyde Jordens ſkionne og gode Ting,
for blot at eie dem, nyde dem, prunke med dem;
hvortil ellers disſe herlige, disſe Menneſtet frem
for andre Jordens Vesner udmerkende Wönkt,
der kunne vitke, tenke, ville, baade i Forening
med Legeme, og afſondrede fra Legeme, disſe
"Evner, der, endog medens de fengſles af
b Støvét, dog med ufattelig Jil fare fra Sted til
Sted, fra Ting til Ting, beſkue og begranſke
det, ſom Morket ſkiuler, og Fraverelſen bork⸗
vender, disſe Woner, der kunne attraae, ville,
og vælge endog det, der kun giennem Pinsler og
Smerter kan vindes, fremfor det, der a 0

under tuſi inde Tillokkelſer?

3 Begrebet om dette Kald er for hoit, for vit,
loftigt til, at jeg her. fulde kunne viſe det i al
ſin Storhed, udvikle det i al fin Omkreds. Cis
heller behover jeg det i et Selſkab ſaa oplyſt, ſom
dette. Skulde det vel være nogen her tilftædes
"værende ganſke ubekiendt: at Fuldkommenhed og
Lykſaligheb, ſaa vidt den menneſfelige Forſtand
endnu har kunnet udgranſke, er Naturlovens, Be⸗
vegelſeskreflernes, og kort, den ganſke Skab⸗
nings egenligſte Maal; og dette: forudſat, og med

DVloverbeviisning troet, hvad Folgeſlutning derfra

kan da vare rimeligere og rigtigere, end denne:

149

at Menneſket, ſom faa herlig en Deel af Skab⸗
ningen blev af den fkabende Guddom beſtemt til
at medvirke til dette Maal, og at: defte Mennefte
" | forherliget med Woner, faa æble i og for fig felv,
faa beqvemme til at ſtige fra een Fuldkommenheds
Grad til en anden faa virkſomme til endog at rakke
frem ud over Tidens og den legemlige Verdens;
Grendſer, kan, og bor, i det han paa Jordklo.
den medvirker til Verdens Fuldkommenhed og Lyk⸗
ſalighed, ſelv vinde Egenſkaber og Ferdigheder
til, ſiden i en hoiere og mere udvidet Krebs, at
kunne videre og kraſtigere virke til det core Bie⸗
meds Fremme i det Hele, og ei denne Virkekreds
ſelv nage en højere, en renere Lykſalighed, end ſom
paa Jordkloden 81
ner er mulig. Men er bette Menneſkets Kald, og
blev det hans Beſtemmelſe; er det tillige afgjort
ſom det uden Tvivl er, at. den veſentligſe Hæs
der er den, at fyldeſtgiore Pligt, Kald, Beſtem⸗
melſe, da behoves ikke megen Granſkning for,
end videre, at antage med Overbeviisning, at Men⸗
neſtet da forſt er hederligt, er erverdigt i egent⸗
lig Forſtand, naar det rigtigen og villigen anven⸗
der Woner og Flid, Attraa og: Onſker, til at for⸗
i: bedre fig. ſelv, og at virke til Forbedring i Alt, hvad
der e ind de Gifter, hvor bet efter Tid, Sted,

og for dens fuldkomnere Ves⸗ 8 —

! 160

Stand, Vilkgar kan og bor virke, og at det da
forſt bliver Foragt eller Vanheder værd, naar
det enten ikke gider eller ikle vil virke til dette hole
Maal, men derimod ſkeier ud fra Kald og Pligter:
*) Ei Skam, ei Wee reiſer fig fra Vilkaar eller
' 18 Stand,
Gieor trolig, hvad du bor! kun det, kun ene
1 ; det er Wre.
Dette var i fin Tid hin dybtenkende Brittes Dom
om Menneſkets Hæder, og hoo var ſom han,
Kiender af Menneſket, i enhver Skikkelſe, ken
hoer dets Forbindelſe? Men ville vi fee. os om
efter endnu ſteerkere Beviſer, end Brittens Ord, -
da kaſte vi kun nogle faa Blik ud over det menne⸗
ſtelige Liv, og de Scener, deri forefalde, ol vi.
ſkulde der finde talende Billeder nok til 'at vidne
med Popes Ord for Meningen, jeg fremſatte.

— Hvad giorde hine purpurkledte Mænd paa
Roms Keiſerthrone, en Kaligula, en Nero,
en Domitian, jeg vil ikke nævne flere, forag⸗
tede, indtil ikke at nævnes uden Haan, forhadte,
indtil at ſegne i Graven under Frydeſkrig? Ene⸗

herſkere over Europas Seierherrer behovede de kun
at byde, og da ſtode Tuſinder dem til Tieneſtez

—

„ Popes Forſog om Menneſket, fierbe Eplſtel.

151

kun at vinke, og da dreiebe Grakenlands Kunſt⸗

arbeider, Aſiens erobrede Skatte fig omkring dem.
Endnu kom hertil for nogle, om ikke for alle af
dem, herlige Naturgaver, der kunde have giort

disſe Romernes mægtige Mænd til Romernes Lych

og Romernes Monſtre; men de bleve Kald, Plig⸗
ter, Forbindtligheder utroe. Satte til Fædre, til

Velgiorere for Menneſker, for hele Slægter af,

Menneſter, fornedrede de fig til heller at fee For⸗
trengtes Taarer, end den glade Underſaats ved,

Fryd opklarede Øie, Kaldte til at ſkaffe Orden
og Ret for Mengde af Slegter, at høre den For⸗
nermedes Klager, at beſtytte Uſtyldigheden, at:
ſtraffe Voldsmanden og den lumſte Typ, blev det.

deres Hovedlyſter, nu at omjage Menneſker, ſom

Kræ, nu at pine Frifolk og Slaver, nu at beruſe
fig med ſtærke Orikke, nu at ſlaae Strenge pax,
Skuepladſene, og nu at daane blandt Skioger.
Og da kunde hverken Europas og Aſiens Rigdom⸗
me, Keiſerveldens Myndighed, Hyklernes Rog⸗

offre, eller al anden Glands, ſom hermed forenede

fig, hævde. dem Verdens Agt, end ikke deres Un⸗
dergivnes. Som Svober, eller ſom Narre for

Menneſkeligheden, ſpottes, foragtes, og forhaa⸗

nes deres Navne, deres Minder, og det, dem

til deſto mere. Ydmygelſe, af ſamme Folk, ſom til

a

152

andre Tider begred og forgudede dets Trajan,
dets Antonin, og gav dem Navn af Menne⸗
ſtelighedens Lyſt, fordi de havbe ſtrœebt at ſyl⸗
deſtgiore deres Kald, deres Pligter, ſom Regen:
ter, og ſom Folkefcdre, fordi de hapde vidſt at
ringeagte Purpurets Glands mod Slegters Vel⸗
fœerd, og. fordi de havde kunnet anſee disſe Dage
bedſt anvendte, der udmerkedes ved ſynderlig

Handling til Menneſkelighedens Gavn.

Skal jeg gage over til flere Staters Aarbo⸗
ger? Skal jeg drage flere frem af disſe Ophoiede,
ſom det tuſindtungede Rygte brændemærfede?
Ethvert Lands Krøniter kunne opviſe ſaadanne; ;

men jeg vil træffe Skiul for disſe vort Kions
Vanſlegtninger. Der kan være Hoihed, Rig⸗

dom, Magt uden Hæder: dette vilde jeg ved Cr:

EN empel ftadfæfte,… og ved dem, jeg har nævnet,
i troer. jeg det ftadfæftet,

Men kan der og være Hæder til uden Hol.
hed, uden Magt, uden Riigdom? Og give Vers
dens Aarboger derpaa talende Billeder? Ja, m.
V.! ogſaa dette er afgiort, er ved Menneſkelig⸗
hedens Hiſtorie beviiſt. Naar Schweizerbonden
Kleinjogg foredler Jordpletten, ſom betroedes
i hans Hænder, ſaavidt den ved Omhu og Flid
kan ſorædles, og leerer Dyd og Sind fkibelighed

Fr .

153

til ſine Huusfolk, ſin Egns Beboere, godgiorende
med den Velſignelſe, Himlen gav ham, edel og
værdig i al fin Vandel: naar Niels Lembak
er bet ſamme, og virker det ſamme blandt fromme
og modige Slægter mellem Norges Fielde; naar
en Corneliusſen, en Schielderup, tro for
Handelen, dem betroedes, ſtaae ſom Fædre, ſom
godgiorende Fædre, for den fortrykte Menneſkeart
ved Rio Voltas Bredder; naar Egede,
den ſande ſtore Ege de, tilſideſcetter faſte Indkom⸗
ſter, egne Beqvemmeligheder, og Alt, hvad ti⸗
melig Velfærd nævnes kan, for at danne vilde
Gronlœndere til Menneſker, til Chriſtne mon
den tænkende Medſlegt, den granſkende Efter⸗-
flægt da tør, da vil kalde dem Smaafolk, høre -
deres Navn uden Hoiagtelſe, lade deres Minden
gaae i Forglemmelſe? Ingenlunde! den ſtion⸗
nende Slægt opdeger dem, bemærker dem. Ef⸗
teralderens Digtere, Sangere, Talere forkynde
deres herlige Minder, og disſe Mindesmerker
ſtulle høres, og føles, naar det kunſtige Marmor,
nu om hin giærrige Lehnsherre, nu om hin ma⸗
gelige Kloſterprelat, prunke ſaa ſtolt, og tale faa
lidet.
Venner! hvilken Advarſel for hver Tarken⸗
de, han ſidde paa Thronen, eller vandre den nær,

*

1

154

eller vere, paa een eller anben Maabe fortrinlig

begavet, ophoiet! men og hvilke troſtende Op⸗
muntringer for enhver, ſom endog uden disſe For—
"trin har Stand, Kald, Pligter! og hvo. har ikke

disſe, ſtorre eller mindre, flere eller færre 2
Gior . hvad du bor, kun det, kun ene det

N er Pre.
Gad Snede han da fra Vellyſt til Vellyſt, faa
tumle: han. blandt fyldte Bægere, faa kildre han

- fit Øre ved Sirenernes Sange, fin Gane med alle

Climaternes lœkkreſte Frembringelſer, han, den
rige Vellyſtning, hvis Hovedonſte bled Sand⸗

ſers Tilfredsſtillelſe, hvis: dyriſte Siæl lod haant

om at gavne, at arbeide, at virke Held for den For⸗
tiente, at betale Fliden fin Løn! — Saa flumre
han trygt paa Dunene, den lade Embedsmand, der
ſporger kun om Lon, ei om Pligter, og gierne
laber Alt gage, ſom det kan, kun han maa ſove!
Saa telle han fin Mynt, den gnidſke Embeds⸗

mand, der ikke ſkammer fig ved at forøge den,

ſtal det endog være ved Enkens Skicrv, ved
den Faderloſes Arv, der udfelger disſe Pligtarbei⸗

der, for hvilke Staten betaler ham, ſom Hokeren

ſine Vare! Saa flagre hun om, ſom Sommer⸗
fuglen i Urtebedet, hun, den ſminkede Flane, der

kan ringeagte de helligſte Eder, ſvorne for den Als

155
videndes Aaſyn, de helligſte Baand, knyttede

efter eget frivilligt Valg under Livets hoitideligſte

Optrin, for at lobe efter et troloſt Smiil af en
nedrig Forforer! Saa prunke han med fin Magt,
den haarde Huusfader, der foler ſig i ſin forvendte
Indbildning ſaameget mere ophoiet, ſom han kan
trykke ſine Tyende og Slaver! Saa fryde han
fig ſaaleenge, til Ondſtabsmaalet er fuldt, denne
vanartede Son, ſom uerkiendtlig mod den velgis⸗
rende Fader, ucerbodig ved hans Alders Krone,
onſker ham Dod og Gray for at gribe hans Efter⸗

ladenſkaber til dermed fuldkommen at mætte de

allerede ſlovede Lyſter.

Umisundte, tilvisſe umisundte ber og kan
alle dis ſe være, kom de endog nok ſaa vidt frem
paa den indbildte Bane til Wre eller Rigdom.
Paa denne Bane kan det lykkes dem af. fiøbe Smig⸗
rernes Stemme, at blende Hinene paa Pobelen,
jeg mener, Poblen af alle Stender. Men den
Clas ſe af oplyſte, af kloge, af tenkende Borgere;
hvis Dom beſtemmer Perſoners, Handlingers,
Monumenters Verd blandt. Medlevende og Ef⸗
terlevende, den holder dem intet tilgode, den op⸗

dager ſom ofteſt endog det Forborgneſte blandt

Blendverket, ſom Kunſt og Klygt vidſte at ud⸗
ſinde til Skiul, til Maſke. Den kalder Flanen,

136

Sveermejunkeren, Stats leieſvenden, Tyrannen,
hver med fit Navn, fordi Sandhed: og fund For⸗
ſtand fordre det. Den opleder Fortieneſten i Hyt⸗
ten og giver den ſin Rang; den nedriver Laſten
fra Hoiſcderne, for at dekke den med Skiendſel.
Orden og Ret, Pligters Udovelſe, Menneſkevel⸗
ferds, Dyds, værdige Seders-Udbredelſe, dette
feer den paa; derefter afgior den Menneſkets
Verd, og beſtemmer dels Rang, dets Borgerha⸗
der, paa denne Side af Graven, og paa hin.
Og hvad. Under da, at: Verden er bleven op⸗
lyſt om, at der og kan være Adel i Hytterne, ig
Pobel omkring Thronerne? Ikke forſtaae man
mig dog, ſom jeg misundelig eller ubeſindig vilde
kaſte den Mistanke ud imod Rigdom, og Skion⸗
hed, og Magt, og høi: Byrd, og Velde, at ſand
i Retfaffenhed ikke dermed lod ſig forene ;. langt
være det fra min Tanke, langt fra enhvers, ſom
horer mig. Har jeg ikke ſagt, at hvert Menneſke
har Kald og Pligter? Har han altſaa ikke og ü
Reetfraffenheds Bane at betræde? Og behove vi
at gaae videre, end til vort eget Land, og Min⸗
desmerkerne, det eier, for at telle, nu paa Thro⸗
nen, nu ved dens Side, herlige Mænd, æble
Qvinder, der ikke lode ſig noie med Glimret
8 alene, men vidſte at forene Wenneſkels Glands

2

—

157

med Purpurets, med Vaabnernes, med Overflo⸗
dighedens? Disſe have glimret, og ſtulle glimre

dobbelt; thi deres Kald blev hoiere, Omkredſen

af deres Pligter videre udſtrakt. Ogſaa den ære

vi, og ſkulle ſtedſe ære disſe ypperlige Konger,“

der, medens de vare Fædre, Forſvarere, og -høfes
ſte Velgiorere for Landet, viſte ſig, ſom Monſtre
for de folgende Thronbeſtigere: disſe Kongeſon⸗
ner, der folte de ædleſte af deres Forfœdres Ild,
Drift, og Mod, til at lykſaliggiore Folket. ved
Retfærdighed,” ved Velgiorenhed, ved mandig
Iver mod fiendtlig Magt, ved hærdet Ungdom
mod Vellyſtens Tillokkelſe; disſe koſtbare Mænd t
; Raadſalene, paa Kamppladſene, ſom med uegen⸗

nyttig, med patriotiſt Varme toge ſig af de of-

fenlige Sager, og Landets Frelſe.

Men naar den glade Werbodighed ulmer i
vort Bryſt for disſe (deres Navne behøver jeg ei

*

at igientage, de ſtraale klart frem fra vore Aar⸗ 2

bøger, vore Nationalſange, vore Monumenter),

da glemme vi ei, at vi hædre dem ikke ſaameget, ilt

fordi de vare baarne, eller ved heldig Skicbne
fremkomne til Purpuxet, til Vaabener, til Rid⸗

dertegn, og andre Staternes Hedersmerker, men
fordi de ved Retſkaffenhed, og edel Daad fore

—

tiente disſe Fortrin, og ved dem gav e
ligheden Glands. —

Partierne i Mexico (ſ. f. H.)
Courier de Bayonne leverede for Fort ſiben i en
| udførlig - Artikel en udſigt over Begivenhederne i
Mexico i vet ſidſte Aar. Denne Artikel, der for⸗
tiener Opmcerkſomhed, ſynes kommet fra en med
Tingenes derværende Stilling fuldkommen fortro⸗
lig Mands Pen, og indeholder en Udvikling af
Parternes Oprindelſe der, og deres Indvirkning
paa de frembragte Begivenheder, Folgende er et
Udtog deraf:
Mexitos fuldkomne Uafhengighed er at regne
fra 19 Nov. 1825; den Dag, Caſtellet San Juan
de Ulloa blev overgivet, Fra hin Dag af var det
mexicanſke Enemærke ganſke befriet fra det ſpanſke
Herredom, og Aaret 1826 henrandt i dyb Fred.
Mexicanerne, der opgav deres Nag til de Ind⸗
fodde af deres forrige Moderland, og desuden on⸗
ſtebe at udſone ſig med disſe, beholdt en ſtor
Mængde af dem i den nye Stats Tieneſte. Spa⸗
nierne bekledde Trediedelen af de offenlige Embe⸗
der; mange vare Lemmer af Congresſen, Armeen,
Forvaltningen og ſelv af den fuldbyrdende Magt;

159.

man havde betroet dem at forſvare Kyſter og
Provindſer; kort mellem alle herſkede den bedfte
Forſtagelſe. Preſidenten Vittoria kunde ved Cons
gresſens Aabning d. 1 Jan. 1827 oprigtig lykon⸗
ſte til den Rolighed, Landet nod, ſaavelſom til de
glædelige Udſigter i Fremfiden. Den nye Stat
traadde i nærmere Forhold med andre Lande.
Med England var man i underhandling om at af»
ſlutte en Handelstractat; med de forenede Stater
var en alt afſluttet, og Regieringen haabede lige⸗
ledes at flutte en med Frankrig. En forfroet
Agent blev ſendt til Paris, der at varetage Mexi⸗
cos Interesſer.

Saaledes vare Omſtendighederne, b. en
endycliſk Skrivelſe fra Paven, hvori
han opfordrede Independenterne, igien at under⸗
kaſte fig Moderlandets Herredom, frembragte en
dump Gicering. Mange Oldſpanſer nyttede denne
Omſtœndighed til at vekke Uroligheder, hvori
Geiſtligheden ikke undlod at tage Deel. Mexica⸗
nerne vilde intet høre om et Concordat med det
Fromerſke Hof, og mange Staters Legislaturer,
hvoriblandt Durangos og Sacatetas udmærkede
fig, modſatte dem formelig. Legislaturen i Sta⸗
den Zalisco gik endnu videre; den fratog Geiſtlig⸗
heden Tiendens Oppeborſel, og overdrog den til

i
1

160

en Junta beſtaaende af fem Lemmer, hvoriblandt
kun var een eneſte Geiſtlig. En Commisſion,
ſom Congresſen havde overdraget at underſoge de
romerſte Anliggender, forelagde fin Indberetning,
og erklærede, under Forſikring af ſin Hengiven⸗
hed til ben apoſtoliſke Stoel, og det Onſte, at
denne, herefter ſom hidindtil, maa lede Troens An⸗
liggender, at det forekom den paa Tide, at fee
en Generaljunta udnævnt; der ſtulde forſamle
ſig hvert tiende Aar, for at ordne alle Punkker af
den kirkelige Oiſciplin, uden Indblanding af Pas
ven, ſom man kunde erlægge en aarlig Sum, un⸗
der Navn af en frivillig Gave, men ingenlunde
ſom Tribut, hvilket det i et Concordat beſtemte
Annat egenlig vilde være.

J denne Epoke viſte ſig Pater Arenas, der
end fig for en Üdſending af Kongen af Spas
nien, for, med andre Spaniers Underſtottelſe, at
ſtifte en Contrarevolut ion. Dette Forſog,
ſom koſtede denne Geiſtlige Livet, havde intet an⸗
det Reſultat, end, at derved Spanierne i Mexico
bleve Regieringen mistœnkelige, og de Indfodtes
Had mod deres forrige Beherſker forogedes. Man
kan ikke benægte, at Creolerne, iſcer de af Folkels
Beerme, misundte Spanierne for deres umaade⸗
lige Rigdomme, ſom dis ſe, deels ved deres overs

1

161

legne Kundſtober, deels ved deres Sparſomheb
og Driftighed havde erhvervet. De offentlige
Blade forte ligeledes Krig imod dem, og anvendte
alle optenkelige Midler for at giore Folket dem
ugunſtigt. Endelig befalede Nationalcongresſen, -
at de ſkulde være ſuspenderede fra de Poſter, de
bekledte i Armeen, ſaavelſom i Zoli og Poſt⸗
Forvaltningen, ſaalenge, til Spanien baode e er⸗
kiendt Mexicos Uafhœngighed, -
Dette under 14 Mai 1827 promulgerte De⸗
cret blev af Pobelen optaget med de meeſt udføæs
vende Gledesyttringer. Ved denne Forholds⸗
regel kom alle Grene af Handelsdriften i Staa,
og de ſpanfke Kiobmend i Beſtyrtelſe, da de vare
bekymrede for deres Perſoners, og deres Formues
Sikkerhed. Provinciallegislalurerne ſulgte Con⸗
greßſens Exempel,
JI denne Forfatning blev Tingene Sommeren
over; men endelig ſkreed man fra Ord til vold⸗
ſomme Gierninger, og en aabenbar Forfolgelſe.
Staten Kaliſco decreterede de i denne Stat boſatte 5
„Spaniers Landlysning, hvilfen Beſlutning kun
med en ſvag Stemmefleerhed af Senatet blev er⸗
kleret conſtitutionsſtridig. 8 Repreſentanternes
Huus blev det, ſiden viſt nok forkaſtede, Forſlag
bragt paa Bane, at landsforviſe de . .
bote Binds Zdie Volt 12

162

ſter, og inddrage deres Formue. J Acapulco

havede fig Knur mod Spanierne, og de fane dem
nodſagede at flygte ombord paa Skibe, hvor de

forfulgtes af Pobelen med dragen Dole og det Ud⸗

raab: ned med de Guachopinos. Staten Mexico

” anordnede d, 23 Oct. 1827 den gammelſpanſte Geiſt⸗

ligheds Fordrivelſe med Kirkegodſernes Henlegning
under de mexicanſke Prœſter. Forbittrelſen mod
Gammelſpanien var almindelig, J'mange Stæs
der forlangte Folket med lydelig Skrig deres For:
viisning. Nogle Legislaturer vilde, at en almeen
Forholdsregel ſkulde ramme alle Gammelſpanierk,

medens Andre kun vilde ſee den deelvis bragt i
Anvendelſe. J Veracruz reiſte Folket fig imod
den bandlyſte Clasſe, og Legislaturen ſaae fig nød:
ſaget, for at dæmpe Opſtanden, at foreſkrive For⸗

viisningen af alle Spanier under 50 Aar, der ikke

"Havde baaret Vaaben for Uafhengigheden.

Paa ſamme Tid antog de to Partier, Mexi⸗

canerne vare deelte i, Navne af den frimurerſke

Ritus, hvert af dem tilhorte. Som bekiendt, her⸗

7 Aber i England et Schisma i Frimurerſamfundet,

og det deler fig i de yorkiſke, og ſkotſke Murere;
Benævnelfer, ) der i Mexico omtrent betegne,

) Hvor ſkammeligt dette Misbrug af dieſe Ordensle⸗
nevnelſer er, og hvor aldeles enhver Anvendelſe af dem
5 ) N * 2 * —

163

hvad i England forſtaaes ved Whigs og Torys.
Escoſeſespartiet beſtager i Almindelighed
af Medlemmerne af den høie Geiſtlighed, af
Ariſtocratiet, af Monarkiſterne, hvis
Majoritet gierne vilde ſee en Prinds af det Sons
gelige ſpanſke Huus herſke i Mexico; af Centra⸗
lifter, ſom iftæden for Unionens nitten Stater
onſkede at fætte en eneſte, og central Regiering,
endelig af de europeiſke Spaniere, ſom

det er imod af underkaſte fig en af Indfodde ſty⸗
ret Adminiſtration. Porkinos beſtaaer af det,

egentlige Folkepartie; til det hore Medlemmerne
af Regieringen, et ſtort Antal Indianer og

Indfodde, ſaavel ſom alle Tilhængere af Bær

aner

J Aaret 1827 blev den ſenere Financemini⸗
ſter Eſteva for ſin Dueligheds Skyld udnævnt
til Told⸗ Commisſair i Diſtrictet Veracruz. Men
der var den Tid et ſtort Antal Estoceſes i Vera⸗
cruz, der beherſkede Statens Legislatur, og ved
Hielp af et offentligt Blad udſpredte Bagvaſkelſer
mod de andre Pede Da Eſteva tiltraadte ſin

til polltiſke Factioners Anliggender ſtrider mod Mure⸗

riets Natur og Veſen, vil enhver, der kicnder noget

dil 9 uden min e es

* ' *

18 *

0

*

164. 8

Poſt, forſamlede disſe fig, for at decretere haus
Forviisning fra Staden, Denne vilkaarlige For-,
holdsregel vakte alle andre Indbyggeres Uvillie.
Men Eſteva vilde ikke viſe ſig gienſtridig, eller
ſœtte den offenlige Roligheb i Fare, og begav fig
derfor til Mexico, hvor hans Ankomſt var et ſandt
Triumphtog. Legislaturen i Veracruz udſtedde
fra ſin Side et Manifeſt, hvori den paaſtod, at
de yorkiniſke Principer var "farligere, for Stalen,
end 20 ſpanſke Batailloners Landing kunde verre,
Den angreb i denue Anledning den americanſke
Geſandt Poinſet, der, ſom den ſagde, havde
udklakket det uhældfvangre Project, "bragt Toe⸗
dragt mellem de velſindede Mexicanere, og indfort
den yorkiniſke Ritus Hr. Poinſet holdt det for

kraadeligt at mode disſe Beſkyldninger, i det han

z et Retferdiggisrelſesſerift viiſte, at der alt ved
hans Ankomſt til Mexico havde været fem Loger
efter den vorkſke Ritus; og at Alt, hvad han for
den havde giort, indſkrœnkede fig til, at han paa
deres udtrykkelige Anmodning hapde forſkaffet dem
Conſtitutionerne fra den ſtore Orient i Nypork.
Han erklarede, at hans Regiering nerede det ven;
kabeligſte Sindelag mod Mexico, og Benægtebe,
van nogen Maade at have blandet fig i Republi⸗
kens Anliggender. Kiendsgierning er det, at Es⸗

!

165,

eoſeſerne, paa den Tid, Hr. Poinſet kom, havbe
Magtens Tomme i Hende; men de maatte efter
Tingenes ſedvanlige Gang tidligere eller ſenere

fortrenges-af det Parti, der bekicendte fig til overs.

ſpendte Doctriner; dette bemeſtrede fig rigtignok

Regieringen, i det det ſtottede fig paa de Printi⸗

per, der havde medført Revolutionen. Escoſeſerne
betragtede det, ſom et Vork af Hr. Poinſet, hvad

I. Grunden ikke var andet, end den naturlige Virk⸗

ning af den offenlige Menings Tendents.

5 VE :
Spanierne erkiendte i Slutningen af Aaret

1827 ved det almene Proſcriptionsſkrig, der hav⸗

de reiſt fig imod dem, at de ikke længere kunde

haabe, at blive taalte i- Mexico; de begyndte at af?

hende deres Eiendomme, og med de indkomne Penge

at forlade Landet. Deres-Aengſtelſer vare intet

Hierneſpind. J Congresſen, der gav efter for de
Indfoddes Paatroœng, kom Sagen til Orde. Ef⸗
ter fem Dages Forhandlinger blev afgjort, at de
ugifte Spanſere, Militaire med indbefattede, ſkulde

—

forjages fra Mexico, og de andre, der beboede i

Kyſterne, forviſes i det Indre af Landet, Da
Decretet midlertid forundte frit Spillerum, blev
Antallet af de e ikke. 15 belybeligt, 1 man
ſtulde formodet. ;

1

166

Strax derpaa ydbrød en anden Sammenrot⸗
telſe, der ſigtede til at omſtyrte Regieringen, for
at ſpille Statsroret i Hænderne paa Escoſeſes,
Ophavsmanden til denne Sammenrottelſe var
BVicepræfidenfen, General Bravo. Denne Of:
ficeer, der i Revolutionstiden var en af de meeſt
overſpendte Patrioter, begav fig Nytaarsdag 1828

hemmelig bort fra Mexico, og forbandt ſig med

Montano, der efter hans Indſeydelſer havde

5 heiſet Opſtandsfanen; de vendte dem med om:

trent 250 Mand til Tulancingo. Bravos hemme⸗

i lige Bortgang ſatte Mexikanerne i Uro, da de

frygtede,” Untallet af de ee han regnede
paa, var betydeligt. J denne betenkelige For⸗
fatning erklærede Pic Vittoria Repu⸗

bliken i Faxe, og udſtedede et Opraab til Borger:
nes Patriotisme, ſom fandt Indgang. Guer⸗
rero ſatte fig i Spidſen for Tropperne, og ryk⸗

kede i Marken mod Rebellerne, angreb dem ei Zu:
lancingo, og nodde dem efter en ſvag Modſtand
at overgive fig, Saaledes blev i mindre end en
Maaned en Borgerkrig qvalt, der uden Guer⸗—

reros Virkſomhed vilde draget de forderveligſte
Folger efter fig.

Den overvundne Bravo drog Partiet Es.
coſeſes med i fit Fald, og Vittoria beſlul⸗

„

167 55 N

tede nu, at opoffre Spanierne til den offentlige
Mening. Han befalte mange Perſoner, ſom nod
ſtor Indflydelſe, ufortovet at forlade Landet.
Fordrivelſen fandt i Veracruz Sted uden Blods⸗
üdgydelſe, og man ſaae i denne Stad, ſaavel⸗
ſom i Mexiko, hvor man tillod nogle rige Kiob⸗
mænd at opholde fig. fremdeles, Roligheden
vende tilbage. J Lobet af Sommeren tildrog ſig
intet af Vigtighed. Bravo og hans Medſtyldige
blev ved en Veflutning af, Congresſen dømte til
Landsforviisning, og ſtiondt de fulde veret
bragte til Lima, og Hen Chiloe, ſatte man dem
dog i Land paa Kyſten af, Guatimala, hvor de.
forde blive,

; Hvad den Tid meeſt⸗ ſysſelſatte. Publikum,
var Valget af en uy Preæſident, der ſkul⸗
de finde Sted i September. To Candidater frem⸗
ſtode ſom Mebdbeilere til denne Poſt, General
Guerrero, og Krigsminiſteren Pedraza.
Guerrero, der forte det Tilnavn, Sydens
Helt, og var Yorkinospartiets Afgud, havde
mere Udſigt til Held end hans Medbeiler. Han
* havde været een af de forſte til at proclamere Uaf⸗
hengigheden, og var, felv midt i den ſterſte Van⸗
ſticebne, blevet dens Sag troe. Han var en ufor⸗
ſagt Mand, men blot Soldat, og manglede Kunb«

168

aber i Adminiſtrationsfaget. Pedraza Eſcoſeſes,
Candidat, var en Mand af Fortieneſte og Karac⸗
teer; han havde i Revolutionsperioden beholdt den
Poſt, han i den kongelige Regierings Tid havde
beklebt; men man holdt ham for en Tilheenger
af det ariſtokratiſke Syſtem, og hos det modſatte
Partie hedde han derfor Mexikos an den Kei⸗
"fer, Pedraza var Spanierne gunſtig; man tor
derfor ikke undres, at disſe gjorde dem Umage
for at ſkaffe ham Stemmer. Oeres Tal var ikke
ſtort; men de ſogte bed deres Wden at N
derpaa.

Den 1 Sept. 1828 nœrmedes. Da det lod fig
forlyde, at Spanierne havde vundet Pluraliteten
af Valgmendene, giorde General Santa Ana
DODhpſtand i Jalgpa, beſluttet at underſtotte Guer⸗
rerogs Fordringer med væbnet Haand. Valget
fandt, trods dette, Sted. Da dette blev bekiendt,
ilte Vorkinerne til Vaaben, og Santa Ana, til hvem
Sberſt Gomez havde ſlaaet fig; begav ſig med
1500 Mand til Perote, hvor han udſtedte en Pros
clamation, hvori han ſagde, at Nationen erklærede
Pedrazas Valg for ugyldigt og Intet, og kun
vilde have Guerrero. Jovrigt forſikkrede han ſin
Lydighed mod Forfatningen og Prerſidenten Vit

*

2 169
to ria, og tilbød fig at nedlægge Vaaben, naar
man vilde høre hans Forſlag.

— Medens Santa Una opholdt ſig i
Perote, giorde Oberſt Cord Opſtand i Puente,
Zabala, Exgouverneur i Mexiko, Batanio og

Montes in ſurgerede i i Acapulco; endog i Hovedſta⸗

den ſelv erklærede fig. 300 Mand af fierde Linie⸗
regiment for Santa Ana, og rykkede ud med
Vaaben og Bagage. Regieringen i Mexiko "blev
paa ſin Side heller ikke orkesloss. Den ovevdrog
Preſidenten Vittoria overordenlig Magt og
Myndighed, og denne fane; fig mod fin Villie nod⸗
faget, at udſtede et Proſeriptionsdecret mod
Santa Ana, ſaafremt han ikke ufortovet ned⸗
lagde Vaaben. Paa ſamme Did beordrede han

3000 Mand under. General Rincon i Feldten mod

ham. Disſe viſte dem d. 28 Sept. for Perote. St.

Ana vægrede fig ved at capitulere; men da han

overveiede ſin ufordeelagtige Stilling, romte han

7

Pladſen uden. at fegte, og drog til Tehuacan. ;

Derfra begav han fig til Oaxaca, opflog der fit

Hovedqparteer, og bragte i fort Tid hele den ſyd⸗

lige Deel af Republiken i Opſtand.

Disſe Begivenheder vare Forſpillet til ben aeg
D mveltning, der Fort derpaa blev iverkſat 1

5 Mexiko. Den 30 Nov. 1828 nyttede Norki⸗

170

nos Fraverelſen af Beſetningen, der var brudt
op for at escortere en Pengeconducta til Veracruz,
bemeſtrede dem Batterierne og Toihuſet, og væbs
nede med de der forefundne Geverer Milicen,
ſom havde faget Partie for Guerrero. General
Lobato, der ſtyrede Bevegelſen, udſtedte ufor⸗
tovet an Proclamation, hvori han erklerede Pe⸗
drazas. Valg loyſtridigt, og opfordrede fine Med⸗

borgere, at overdrage Guerrero Præfidentfæabet,

Partierne kom den anden December med overor⸗
denlig Heftighed og Forbittrelſe i Kamp, og ſlo⸗
ges raſende indtil den ſierde, hvilken Dag Mili⸗
cen beholdt Overhaand. Denne, ſamt nogle Linie:

tropper, og Pobelen overlod dem, til at plyndre
et ſtort Antal fremmede, og indenlandſke Handels:

huſe. De Forholdsregler, Anforerne tog folgende
Dag, hindrede denne Uorden at begynde paa ny,

ſaa at Ordenen var de ste igien fuldkommen til
bagebragt. J Fegtningen den 2, 3, 4 og 5, var

over 5000 Mand omkomne, og den ved Plyndrin⸗

gen forvoldte Skade blev anflagkt fil tre Millio⸗
ner Dollars.

Congresſen havde ſtrax i Begyndelſen af In⸗
ſurrectionen ſuspenderet ſine Moder. Pedraza

og Autoriteterne, Vittoria undtagen, der ikke

havde havt. noget Samqvem med Inſurgenterne,

*

171
havde begivet dem bort fra Hovedſtaden. Den

6 Dec, blev af Guerreos Tilhængere indſat andre

Autoriteter i deres Aand, faa at hele Forvallnin⸗
gen, Vittoria undtagen, der beholdt ſin Poſt, blev
ny beſat. Lobato blev udnævnt til Militdir⸗Com⸗
mändant i Diſtrictet og Guerrero til Krigsmini⸗
ſter. Santa Ana, Zavala, Montes, og de andre
Generaler, der havde grebet til Vaaben for at
underftøtte det democratiſke Partie, erkjendte ſaare
beredvillig den ny Adminiſtration, og de fædererede -
Stater tiltraadde ligeledes. Pedraza. nedlag⸗
de den ham tildeelte hoieſte Værdighed, og da

i Følge Conſtitutionens Forſkrift, i Tilfelde af

Aftakkelſe, den Candidat, der hae faaet de fleſte
Stemmer neſt den Valgte, maa overtäge Pre—
ſidentſfkabet, blev Guerrero de jure b

kledt med dette Embede.

Kongresſen ſtadfeeſtede Nytaarsdagen 1829
Guerreros Valg, og annullerede det mod Santa
Ana, og hans Tilheœngere udgangne Proſcrip⸗
tions decret. End videre promulgerede den, af Ef⸗
tergivenhed mod de Indfsdbe af. Armeen, der
denoncerede Spanierne ſom Ophavsmend til al
Ulykke i Landet, under 20 Martii en Lov, i Folge
hvilken alle paa den mexicanſke Unions Lande⸗
merke boſiddende Spanier maatte, forlade Landet,

172

Det var, ſom af det Foregaaende ſees, ner bed,
at Escoſeſes havde, bemeſtret dem Magten, og;
grundet deres og Spaniernes Triumph. Det
giældte her for Vorkinos om Liv eller Dod. Ge⸗
neral Guerrero overdroges at fuldbyrde ovenmeldte
Decret, i Kraft af hvilket henved 22000 Spaniere
blev landsforviſte, og medtog af deres Formue
ſaameget, de kunde. De, der havde kicempet for
Uafhengighedens Sag, og givet Beviſer paa des
res Hengivenhed til Republiken; de Sofolk, der
1.1825 havde udleveret det ſpanſke Linieſtib Aſia,
der nu forer Navnet el; Congreso, ſaavelſom de
Spaniere, der vare Underſaatter af venſkabelige
Nationer, ble nee undtagne fra- Borel f
ningen. ”
Partiernes nærværende Stiling i. Merilo er
folgende: Hidtil beſtod et mægtigt Parti, ſom
dannet af den hoie Geiſtlighed, Ariſtokraterne,
Monarkiſterne og Centraliſterne, var mere eller
mindre Spanien hengivet. Forenede under et
fleelleds Navn Escoſeſes forfulgte alle eet Maal,
at overvælde. Porkinos, og tilintetgiore Fa⸗
deralmagten. Af dette Parti gik en Fraction,

"nemlig de rene Monarkiſter af Spaniens egentlige

Tilhengere, ganſte tilgrunde. Dette maa give
dette Parties Skicebne en ganſke forandret Reining,

173 2
ſaafremt det efter fit Nederlag endnu bliver ftærft
nok til, at kunne fremdeles træde op ſom faas

dant, eller ikke ſnarere, efter at Hovedaarſagen

lil den ſtarpe Abſkillelſe er kommen bort, ſkulde

mere og mere nerme ſig ſine Modſtandere, og
efterhaanden ſmelte ſammen med dem.
K. R.

Tegnelſer.

a. om den anonyme Ode.

Vl man ſtrengt holde fig til, hvad i Henſeende
til Concurrenterne for ſk. V. S. Præmie antoges,
torde det ſynes, ſom Medlemmerne af det danſke
Litteraturſelſkab endnu mindre kunde komme i Be⸗
tragtning, da i dette. Samfund ſelv for Behand⸗
ingen af dette Wmne var udſat en egen Priis,
hois Frugter vi fee i den liden hos (Gyldendal
1777 udgivne Samling med Titel: Over Ind⸗

fodsretten. Da man. imidlertid fattes Data;

til at beſtemme, naar denne Præmie i dette Sam⸗
fund blev udſat, eller hvor lang Concurstid

"Medlemmerne blev tilſtaaet; og da frembeles de
af Abrahamſon i Minerva meddeelte Eritiker over

174

Trocilernes Priisdigte i denne Anledning ere fra
Nov. 76; ſynes det vel at kunne antages, at

ovenomhandlede Ode kunde være fÉrevet og trykt,
inden denne Idee var opkommet, eller i det minds

ſte vedtaget i Selſkabet. Mellem ſamtlige dels

daværende Medlemmer torde der maaſkee da,
efter alle udvortes og indvortes Criteria, faa vel
af deres egne ſamtidige Digtninger, ſom af den her
omhandlede Ode, neppe nogen være, ved hvem vor
Formodn ing med mere Foye kunde dvæle, end ved
den for dette Emne faa patriotiſk begeiſtrede, ober
det faa nudtommelige, til alle Tider faa dannes⸗
ſindede H. W. F. Abrahamſon, hvis Aand og

Maneer, hvis Borgerſind og Digterſtroben, man

ſaavel i Digtets Fortrin, ſom dets Ae
heber, torde erkiende.

Wille vi da ſaaledes mindre, end vi af den forſte

Strophe torde have fundet os foranledigede, gien⸗

kalde os Ewald ved den folgende:

Hiſt aabne fig hans Tempels Dorre
Som dyrkes ved vor rene Fryd,
Strom ind, hans SL — du der fear Nordens
: Themis .
. Sete wd Trajaners Dyd, ö

175

Skioldungen fra fin høie Throne
Fremvinker dig velgiorende; 5
Hans Roes er din Velſignelſe,
Din Kierlighed er flettet i hans Krone.
da ſynes igien fornemmelig de to ſidſte Linier at
bære Abrahamſons umiskiœndelige Stempel.

Naar atter ſierde Strophe ikke holder Flugt"
med tredie, naar man i de Linier:

Til Raadet, Ordener og Sværdet,
»Til Templer, Retter, ene maa
Vort elſtte Folkes Ynſke nage,

Med kronet Haab, og denne Lov omgierdet,
„ſovner Digteren, da ſynes han egenlig at
ſtage i Skygge for den nidkiere Borger, der,
fuld af Tider, ſom vare i friſt Minde, og ſom alter
oplivede ældre Erindringer og Erfaringer, blot
ſysſelſat med, hvad han har at ſige, glemmer,

"hvorledes han ſiger det, og aldeles overlader
fig til den Jver for den gøde Sag, hvorpaa vi
faa ofte i ſamme Anledning fane ovennævnte 39:
ling give Beviis. 1

nuligt torde Nogen indvende, at af den fol⸗
gende Strophes Slutnings Linſer:
Han elſter ei den Strafgudinde,
Der Reeb og Sveerd beer i ſin Haand,

—

*
s

7 176

Ham Mildhed fletter ſelv det Baand,

Hvori hans Folk ſig villigt lader binde.
vel de fo ſidſte, der ere i Abrahamſons tydſte
Monſtres mere oratoriſke end lyriſke Odemaneer;
ſynes at bebude dem, ſom hans, men at derimod
de tvende foregagende lade formode en med Ho⸗
rats fortroligere Digter, end den — efter Datidens
Talebrug — uſtuderede Abrahamſon (med hvem
midlertid i mangfoldig zog mangeſidig Kundſkab
og Indſigt ikke fan ſaare mange af hans Samli⸗

dige torde kunnet maale ſig). Men ikke at tale

om, at Abrahamſon efter ſit eget Vidnesbyrd i
fin Autobiographie (ſ. d. Lahdeſke Samling) ſtrar
efter fin Ankomſt til Kisbenhavn i 1767, havde

lagt ſig efter hint almeennyttige Sprog (ſom da

og ei Anledning äf denne hans Autodidaxie i hine
Dage en ſnorrig Anecdote var i Omlob, hvormed
endog hans Ven Ewald ſagdes i ſin brutale
Klappere at have ſpogt) og ifær læft Poeterne,
maatte og juſt de Linier af Horats, der her maalle
komme i Betragtning, være ham i friſt og levende
Minde fra Lesſings Laocoon, hvis Anmeekningek

over Sanadons Gallicismus angagende dette atti-

Smag og Aand.

rail patibulaire, var faa albeles i Abrahamſons

177

1

Endnu vil jeg blot anmerke, at, om end de
mellemſte Linier i ee Strophe:

Da, lykkelige Sønnefonner
Fra Belt, og fra Codanien,

Gager, kappes om det Maal, ſom denne Lov be;
5 ; lønner!
Da ſtkal dit Nat Du Nordens Ven!

Staae evigt klart pan Rygtets Faner,

Og paa din Feſt hoitidelig
Skal disſe evig dyrke dig
Med Sang og ſekularifke Pœaner.

vidne, at Modersmaalet, hvilket han moyſomme⸗
lig, næften ſom et fremmed Sprog, havde maattet
giore fig fortrolig med, endnu ikke allevegne var
ham faa horigt og-lydigt, ſom Digteren behøver
det, hvilket det overalt i hine Dage kun endnu
var ſaare faa, da minde derimod Begyndelſen og
Slutningen faa levende om hans af en Faſting i
den critiſke Tilſkuer med Feye anpriſte Ode i Lit⸗
teraturſelſkabets Samling, og iſer om den — ſom
tilſtrekkelig Hiemmel udtegnede — hoiſt melodiſte ;
forſte Strophe deraf, at dette, mere end noget An⸗
det, har ſtyrket mig i den Tanke, at ingen af de
den Tid kieendte Digtere kan være Obens Forfat—
ter, uden Abrahamſon.

bote Binds zdie Hafte. 13

178

Saa. lidet. Held Undertegnede pan ſenere Tid
har havt med lignende litterariſke Foreſporgſeler,
og ſaameget end, ved hver, af hans gamle Medvan⸗
drere, der bortkaldes, eller bortrives, Sandſyn⸗
ligheden om bedre Lykke med flige Underſogelſer
og Efterſogelſer aftager, har han dog ikke kunnet
modſtaae Friſtelſen, at fremſœtte denne ſin Cons
jectur, i det Haab, at muligt i den afdøde Dig⸗
ters Papirer kunde findes, om ikke fuldgyldig
Hiemmel for Formodningen, dog maaſkee antages
lige Bidrag til Gaadens Løsning. At denne høj:
fortiente Litterator med overordentlig Flid vg Noi⸗
agtighed ſamlede fine Forgiengeres og Samtidi⸗
ges tidligere omſpredte og ukiendte Arbeider, der

paa har Undertegnede i de mange Aar, han ſon⸗
ligen gik ved hans Haand, "havt hyppige og kiere⸗
Beviſer; at hans egne Arbeider, i det ringeſte,
Hvad han ſelv fatte Priis paa, af ham have ve
ret ſamlede vg ordnede, kan vel neppe drages i
Zvivl; og, da i Fald en ſaadan Samling er til,
den ikke kunde kommet i onſkeligere Hænder end:
hans kierlige og værdige. Sons, vil U. ikke give
Slip paa det Haab, at maaſkee her den onſkede⸗

Dhplysning torde være at finde; ja tor endog vove:

sn at ſmigre fig med, at det forde blive en Anledning

179. oa
af hele denne ſikkerlig vige Efterladenſkab kom for
Sid:

*

5 É K. R.
b. Noget om Ordet: Pobel,
i af C. Pram.

Blandt de mange Ord, ſom bruges daglig af
alle, uden at ret mange have gjort, eller ere i
Stand, til at giore fig ſelv Rede for, hvad det
egentligen betyder, er uden Tvivl Ordet Pobel,
og de af dette oprundne, og dermed ſammenſatte
Ord. Uden Tvivl var det-iÉfe uvigtigt, om man,
hvis det var muligt, eenedes om Betydningen
af bette Ord. -

Det var i Almindelighed at onſke, at man,
ſaameget muligt, noie og beſtemt tenkte fig Be⸗
tydningen af alt, hvad man ſiger. Saavidt man
ikke gior det, taler man dog virkeligen hen i Taa⸗
get, det er, ſaaledes, at man ikke opfylder Ta⸗
lens Henſigt, og meddeler den eller dem, man
taker til, et rigtigt Begreb om, hvad man tenkte,
og vilde meddele dem Begreb om. Med hvorle⸗
des kan man med nogen Vished vide, at man
meddeler andre fine Tanker, naar man ved de
Ord, ſom ſkulde være Billeder af Tanken, ikke ſelv
har tænkt fig noget beſtemt, eller naar det er uafß
giort, om ikke Ordet hos andre opvekker ande

185

180

Begreber, end de, man ſelv har giort fig? Skis,
desloshed i at afveie ſine Ords Betydning, eller i
at tale beſtemt, vidner enten om Mangel af For⸗
ſtand, eller i det mindſte af Forſtands Brug; den
foraarſager Misforſtand eller Uforſtand. Venner
man fig: meget til at tale med ſaadanne halv tan⸗
keloſe Ord, ſaa venner man fig til, at lade For⸗
ſtanden ubrugt; man nedſtiger derved i det mind⸗
fle noget fra det tenkende og fornuftige Veſens
Værdighed fil de ufornuftige Dyr, hvis Sfrig
eller Lyd vel ogſaa tilkiendegiver, hvad der fore.
gaaer hos dem, men, ligeſom Menneſenes
ubetænfte Udtrykke, kun paa en ufuldkommen
Maade: dog, ſelv de fornuftlsſe Dyr giorde man
Uret, ved at antage denne Sammenligning, ſom
almindelig gieldende; Dyrenes Skrig, eller den
Lyd, de give fra fig, udtrykker for det meeſte
heel beſtemt det, de have at udtrykke, deres Glæde
eller Smerte, Kicerlighed eller Vrede, o. d. ;
for ſaavidt taler det Menneſke, der bruger Ord,
hvis Meening' han ei tilfulde kiender, utydeligere,
ufornuftigere, end det dumme Fe.

Men med ſomme Ord er det ikke nok, at man
ved deres tankeloſe, eller kun halv eller ildebetenkte,
Brug nedſetter ſig til Lighed med de Umelende,
eller nedenfor dem, i Henſeende til Forſtanden.

181

Uforſtand, eller Forſommelſe af Forſtandens Brug:
leder vel i Almindelighed ſtedſe paa nogen Maade
tit moralſt Fordervelſe; men hvad de forſkiellige
ſaaledes uforſtandige Ords Brug angager, da er
den moralſke Fordervelſe eller Skadelighed med
ſomme meget. nærmere forbunden, end med andre.
Skicœldsord, for Exempel, ere for. en flor Deel
ſaadanne Ord, hvis Betydning faa eller ingen
med nogen Noiagtighed veed at angive, De bes -
tegne kun overhoved Ringeagt for den, de hen⸗
vendes» til. Denne deres Ubeſtemthed gior, at

-enhver fortolker dem paa ſin Viis, efter fit Tempe-

rament og Lune. Mam er, ved at bruge dem me⸗
get, ſaaledes uvis, om de cke mere eller mindre,
end Udſricelderen onſkede; om den, de ſiges til,
fager. det Begreb om vor Afſty for hans. Hand⸗
ling, ſom de ſtulde medfore eller ikkez om han
ſaaledes anſeer det, man ved Skicldsord vilde
laſte ham af, for” mindre vigtigt, end deter, og
bryder fig intet derom, eller for mere vigtigt, end ;
det paa Handlingen kan posſe, og derfor anſeer
forbittret den Skiœldende for uretfærdig , og for⸗
ſtokkes. Lad, at jeg ſkal anføre et Exempel, en
Dreng bave begaget en lille Uartighed eller Ube—
heendigbed, hvorfor jeg ſticelber ham for en Sſyn⸗
gel. Ordet er af en ubeftemt Betydning. Er.

y
' Å

182

Drengen af letſindig Sindsbeſkaffenhed, fan fas

ger han det ikke for at betyde ret meget, og vog⸗

ter fig. derved ikke for tiere at begaae det, ſom

Skiqldsordet fulde afſtamme ham fra; er han

lidt ommere, faa kan han vel finde, at jeg for

en Übetydelighed har ved et Udtryk, ſom han fin⸗

der at indeholde meget ondt, behandlet ham for
haardt; han anſeer mig for en uretfærdig og ufor⸗
ſtandig Tyran, og for hans Fiende, ſom han fors
agter og hader; og nu bliver ei allene den Feil,
jeg vilde laſte ham af, ikke rettet, men han er i
Stand til at tillade ſig endnu verre Forſeelſer, i

den Tanke, at de dog ikke kan paadrage ham no⸗
get verre end det, han fandt i mit ubeſtemte Ud⸗
yk. En Betragtning, foruden flere og vigtigere,

ſom burde afholde os, fra at bruge de, ſielden

Lller aldrig. til noget nyttende, ſtedſe lede og mo:
ralſt hæslige Sfiældsord. Ordet Pobel er
ikke meget. andet end et SFiældsord: - Det bruges

ikkun til at betegne noget vanærende hos den eller
dem, det anvendes paa; men af hvad Slags dette -
Vanerende ſtal være, der ſtulde betydes ved dette
Ord, det have vel ikke ret mange teenkt fig tydes

ligen. Nok, det er for Menneſker af alle Folke⸗
clasſer en Afſkyelighed, at anſees for Møbel,

at bære fig pobelagtig ad, at leve paa

—

* eden

183

Pøbelv its. Glet. ingen, det være, hvem det

vil, ſtulde ikke anſee det for en Forhganelſe, naar

man ſagde ham. i Hinene, at det var ham, ſaadant
pasſede paa; uden maaſkee de ſom drive de ſkid⸗
neſte Haandteringer, hvilke dog ikke ſynderlig.
; kiende eller bruge denne Benevnelſe, i det mind⸗
ſte viſt ikke anvende den paa fig. ſelv. Oet er
egentligen kun de lidt fornemmere Folk, og opad,
ſom ideligen bruge Ordet, for at betegne, hvad de
mindſt af alle ville gielde for. — Men hvad er faa,
det, de ikke ville gielde for?

Almindeligſt fænfer man fig. derved uden

Tvivl Folk af uſlebne Seder, Folk, der drive det
vidt i noget, ſom kaldes Mangel af Le vemaade,

et Üdtryk af lige ſaa uklar en Betydning, Pobel.

er ikke Menneſker af ſlette. Sæder, flet Opforſel,
ikke laſtefulde eller onde. Man kan, vœre en grov
Misdeder, bekiendt nedrig Bedrager, Wreſtien⸗

der, Drabsmand, Tyv, Mordbrender, hvad af⸗
ſtyeligt, man vil, og dog ikke regnes til Poblen;

man kan og vere Pobel, og dog meget ſkikkelige
Menneſker. Blot Plumphed i Adferd, Hidſig⸗
hed og Fuſentaſteri ſynes heller ikke at giore Pobel⸗

ag

benævnelfen pasſelig 2 bin paadrager fig kun Tit⸗

len Tolper, og disſe andre Benavnelſer, ſom dog
li anſees faa rædſomme, ſom det: at hore til Pob⸗

184 ;

len. Hertil, ville nok de fleeſte troe, der tillige⸗
med en Tolpers Egenſtab ffulde høre nogen Mans
gel paa Reenlighed eller Nethed, ifær naar dertil
kom noget Tegn til Fattigdom eller Mangel.
Men det er kun et Forſog til et. almindeligt
Hverſyn af de Begreber, der foreenes under Pos
belnavnet. Folk af forſriellige Menneſkeclasſer
og forſtiellig Teenkemaade ville uden. Tvivl an⸗
give heel forſtiellige Kiendetegn paa, hvad der gior
et Menneſke til et Pobelmenneſke. Hofperſoner
ville nok troe, at hver den, der, naar han fik en
Cbapeau⸗ bas i Haanden, ikke vidſte ret, om den
fulde ſtikke under den venſtre eller den hoire Arm,
fortiente allerede, uden videre Underſsgelſe, at
regnes til Poblen. En og anden, der giver”
prægtigt Giæftebud, og feer en af fine Giæfter
i Forlegenhed, hvorledes han ffal behandle en
Artiſkok, vil allerede deraf have Beviis nok for, at
han har det Uheld at have faaet Pobel ved fit
Bord, og det endog, om det forlegne Menneſke er
en indbuden Slœgtning eller gammel Ven, en be⸗
kiendt god fornuftig, ærværdig Mands dog, vel,
2 at merke, er en Mand meget fornem eller meget
rig, faa kan han, uden ved flig eller nogen Leis
-lighed at paadrage ſig at foragtes ſom Pobel,
… frit bære fig ad, ſom de, der ellers ved deres Abs

7 7

185

U
*

færd uden Maade fordommes, — J Skueſpilhuſet
vil en af dem, ſom der give Tonen an, friſtes til
at anſee, ſom af Poblen, den Sidemand, der ved
et eller andet Sporgsmaal røber, at han er der
forſte Gang, eller der hysſer, naar hin forſtyrrer
hans anſpendte Agtpaagivenhed ved pludſelig
Klappen eller Bravoraab, o. ſ. v. — Kortſagt,

ifær de Folk, ſom giøre, eller troe fig at giore,

nogen udmeerket Figur i Verden, ere temmelig
ſnart færdige med at erklere den for Pobel, der

er ganſke fremmed i det, ſom udgior deres Herlig⸗ ;

hed, helſt ifald denne Fremmede ſrulde, tillige⸗

med fin Mangel paa Bekiendtſtab med fligt, end⸗

nu yttre nogen Foles los hed ved, eller Foragt for,
hin Herligbed. Sfær, troer jeg, at have bes
mærket, at de. Folk, ſom give ſig af med at have

Levemaade, og den fine Tone latter et Ord, hvis

vaklende Betydning det vilde fordre for meget

Papir her at prove paa at udfinde noget beſtemt

af), meeſt ere tilbøjelige til at finde dem Pobel,
ſom ei allene ei forſtage fig paa, men tillige for⸗
agte hines Finheder.

Det være nu med Ordets hidtil verende Brug,

ſom det vil, foragteligt. og afſtyeligt finde alle

„Menneſker det, at tillægges det, ſom pasſende paa É
fig. Saa foragteligt og afſtpeligt finde de fleſte

186

Menneſker det, at de heller giore, hvad det fral
være, end underkaſte ſig, at anſees af dem, his
"Omdømme de agte paa, for Pobel.

Da det nu flet ikke er almindelig afgiort
eller vedtaget, hvad der fkal forſtaaes ved dette
frygtelige Ord, men enhver efter fin. Tenkemaade,
eller ved at-flutte faa loſelig af, hvad han har ſeet
at have paadraget andre Pobelbehandling, danner
ſig en Art af Begreb derom for ſig, faa følger
deraf, at forſticllige paa. meget forſticllig Maade,
men alle af alle Kræfter, arbeide paa at undgaae
afregnes med til Poblen; men mange ere juſt der⸗
ved faa. uheldige, at de netop ved denne Beſtrk⸗
belfe, efter andres Dom, falde i' den Ulpkke, de

ſaa jvrig ſtrœbe at undflye.

Den, ſom merker, at Hofkrabaten anſeer for
Paobel det Mennefke, der ikke har Hofſbinget, gior
8 ſig ofte derfor en Umag for at lade ſee, han ei“
mangler det, hvilket lober ſaaledes af, at Mangelen
derved kun desmere falder i Hinene, og han blis
ver latterlig baade for dem, der fætte, og dem,
der ikke fætte, Pris paa bemeldte Sving. Deraf
"de.mange-æfle Bugter, altformange unge Menne⸗
ſter, ſom komme ind i det, man kalder den ſtote
Verden, ſlaae paa ſig, hvorved de i Forſtningen
kun blive mangelfulde og forknebne Copier af Ori

187

ginaler, der allerede vare latterlige, indtil de ſiden,
naar disſe paatagne Bugter og Folder blive disſe

Copier tilvante, after blive end latterligere Origi⸗
naler, ſom ſildigere tilkomne Efterabere igien co—
piere paa deres Viis. Deraf Forplantelſen af Lat⸗

terligheder fra Slægt til Slegt. Som bekiendt be⸗

ſtod den ſtorſte Deel af vor ſtore Verden, i det mind⸗
ſte nogen Tid tilbage, for en ſtor Deel af Frem⸗
mede, eller dog udanſke Folk. Naturligt, at disſe

ikke kunne tale vort Sprog rigtigt; men nu kom

vore gode Indfodte, og fandt, at hine, ſom ei

vare Pobel, talede med en fremmed Accent, blan⸗
dede Talen med fremmede Ord; og ſammenſkruede i
fremmede Ordføininger; Øøg.meget.fnart piinte de

deres Ganer og Hierner til ogſaa at fordreie
Sproget; og fee! lige til vore Däge er det kun
faa af vore, kire unge Landsmend og Lands⸗
mendinder, der komme ind i det, man kalder de

hoiere Kredſe, ſom jo hores at. afſnuppe, tilſpidſe,

forſkrue deres Modersmaal paa den latterligſte
Maade, alt for ei at regnes blandt den Pobel,

—

ſom ei agter paa ſlig Forſtiennelſe. — Deraf den

Afvexling fra Tid til Tid, efterſom de, der give
„Tonen an, giore det for, nu forſnœrpede, nu an⸗

degtlende, nu flanende, nu pan ſaare tvungen

Maade fritladende Veſen, der fees at være al:

*

188 g

mindeligt mellem ſtore Slynger af Menneſketallet,

ſom, ved at tvinge ſig de herſkende Modelader
paa, ikkun arbeide ee at undgaae at anſees
for Pobel.

Det kunde gaae an, naar Übeſtemtheden af

dette Ord kun forde til Latterligheder. Men et

af de almindeligſte Begreb, ſom ſämmenfoles der

med; og ſom man følgelig ei allene maa ſkye, men

det modſatte af hvilket man maa af alle Kræfter
ſoge at viſe, er Fattigdom. Viſtnok i manges Hine
er det ei allene nok at være fattig, for at. høre til

Pobelen, men man er ei ſikker for did at henſo⸗
res, nqar man ei har Evne til, lige, hvad Bekoſt⸗
ning det maatte were. Deraf, maaſkee mere end

af nogen anden Aarſag, den Hdſelhed, der i vore

og til alle Tider, klages over, hvorved de Rige⸗

forarme ſig, eller dog berove ſig Evnen til at ans
vende deres Formue ſaaledes, ſom de burde, og
ſom de ellers ogſaa vilde; og de ubemidlede blive
ulykkelige Bedragere Seer man, at man ei, uden

gat foragtes ſom Pobelmenneſker, kan lade være
at klade fig koſtbart, boe koſtbart, giore kostbare

Gicſtebud, ſpille hoie Spil, ſaa giør man alt

dette, Pengene, det fkal fee for, komme, hvorfra
de kan. Thi til Slutning, det er verre at hedde

Pobelmenneſte, end at gisre Fallit.

189

Fra Tallotteriets førfte Aaringer erindrer man
ſig heel vel, at det var Mode at ſpille i Tallotte⸗
riet. Den blev anſeet for et Pobelmenneſke, ſom
ei kunde fortælle om, hvormange Trekninger han
nu med en. Befætning af faa og faa mange Rigs⸗
daler havde vente! paa de og de Tal i forſte eller
ſidſte Udtrek. Men veed vel og Folk fra de Tider,
ſom, da de ingen Penge havde at ſpille med, ſik
fat paa Blanketter til Lotterieſedler, og ſkrev ſelv
Tal og Befætning derpaa, ikke for at bedrage,
men for at foreviſe disſe Sedler i deres Tegnebog,
og derved beviſe, at de ei vare Pobel; man veed
desverre ogſaa kun altformange, ſom heel virke⸗
ligen bortſpillede hele deres egen, og ſaa meget, de
kunne komme til med, af andres Formue. Den.
Galſkab er nu forbi (2); man vilde vel juſt nu an⸗
ſees for Pobel, om man ſpillede i Lotleriet. Vel er
det. Men Pobelbegrebet er dog ſtedſe med i at
beſtemme heel mange baade til hint og dette.

De forſkicellige Begreber,” ſom man lil for⸗
ſticllige Tider har ſammenfsiet med dette Ord,
have fra Tid til anden bragt nu hint, nu dette,
ſtundom ſelve Laſter og Udfvævelfer i Moden. Er
det ſandt, at Laſter og Udfvævelfer virkelig nogen⸗
tid og nogenſteds have veret i Moden, faa er
det uden Tvivl let at indſee, at Angſten for at

190

anſees for Pobel, har været det, fom har bragt bem
i Moden; thi af alt, hvad der kan ſiges om Bes
tydningen af Orbet Pobel, er det uden Tvivl det
faſteſte og paalideligſte, at det betyder de Menne—
ſter, ſom ei kiende, ei folge, eller endnu visſere
dem, ſom foragte Moden.
Men hvoad betyder da Ordet Modes atter
et af de Ord, det er vanſkeligt at beſtemme Bi
grebet af. Derom en anden Ganng.
Var det ikke onſkeligt, Hvis. man kunde renes
om, hvad vort omhandlede Ord Pobel ſkulde bes
tyde? og ſtulde det vere umuligt at faſtſette dels
Bemeerkelſe, ſaa det ikke af forſtiellige Menneſker
og paa forſkiellige Tider ſkulde medføre alt for
forſtiellige Begreber? Hvad om man vedfog als
mindeligen, hvad: maaſkee, jeg haaber, og troer
det, allerede mange antage, at denne afſtyebe
Benevnelſe kun ſkulde anſees anvendelig pan
Menneſker, fom med Mangel af den
Tekkelighed i Sæder eller Opforſel,
der eene kan vere Frugt af god Opdra⸗
gelſe og Omgang med forſtandige og
gode Folk, foreene en Raahed i Ad⸗
færd, hvorved de ei agte paa Anſtan⸗
! dighed og Behagelighed' for dem, de
: omgaaes med, og ſom i Harden og

.

Bo
Soil id med Mebmenneſker⸗ ſtedſe lade
deres Lidenſkab frit Lob, handle ube⸗

ſindigen ſom uanſtendigen, og bryde
ſig ikke om, hvem de der ved fornærme,

forhaane eller ekle?
Blev dette vedtaget at høre til dem, ſom Po⸗

belnavnet ſtulde pasſe pan, ſaa bortfalbt alle be
vaklende Begreb, ſom hidtil ſynes at regnes med
did, om Fornemhed og Ikke⸗ Fornemhed, Rig ⸗
dom og Fattigdom, Modens-⸗Adferd eller Ikke⸗
Modens⸗Adfœrd; men den Alfſky, alle føle for

at regnes? med blandt Poblen, blev ſtedſe reffœr⸗

dig, og ledede virkelig til de almindelige Sæbe

Forbedring og: Boræblingi j

6G. Curioſa af Aviſer. ;
ö (Uliacos intra muros peceatur et extra),
| Schweizer 6 Det. Det er nylig berets
tet, hvorledes i Kanton Appenzell Innerrhoden,
den i Aaret 1784 henrettede Landamman Suter

paa hans Families Forlangende nu er tilſtaaet
en ærlig Begravelſe. Hiſtorien vm hans
dabcrende Somfelding og Juſtizmorb leverer et.
mærkværdigt Exempel til de mange, man har :

paa det -faa-ofte hoilovede rene Demokralies Uſa⸗

*

192

lighed ). Her er ben efter Zſchocke, i den niende

Deel af hans udvalgte Skrifter.

Suter var Vertshuusholder i Gonten, en
Mand af liden Kundſkab, men muntert, naturligt

Vid, velgiorende mod de Fattige, kierlig mod
Enhver, Derfor havde Appenzellerne ogſag uds

nævnt ham til Landfoged i Rheinthal, og to Aar
ſenere havde de ni Rhoder endog ophoiet den mens
neſkevenlige Suter til regierende Landamman,
Han giorde, hvad han kunde, til Landets Gavnz
men han havde Avindsmeend og Fiender. J en
Retsſag med Oberried gik han for vidt, og blev

nu beffyldt for at have fort Regieringen bag Lys .

ſet med Uſandheder, og bragt Innerrhoden i

Skam og Skiendſel hos alle Eidsgenosſen.

Hans Embedsfeelle, Landamman Gniger, flod
op imod ham; Landalmuen blev ſtemt imod
ham; Suter blev: for evig landlyſt af Cidges
nosſenſchaft, hans Navn flaget pan Galgen,
hans Gods og Eie for Spotkiob ſolgt til at betale
Omkoſtninger, og Gield; enhver af hans Venner

ſtodt ud af Raadet, og ſelv hans tro Huſtru, uns

„) At dette imidlertid ikke er Narſagen, hvorfor det
her operſettes, vil enhver lettelig antage, der kien⸗
der Ung. gamle Troesbekicndelſe: —

For forms of government let fools contest;
Whatéer'is best administerda is best,

193

der Fortabelſe af fin Land- og Arveret befalt, ikke
mere at kalde ham fin Ggtemand. Ingen erfoer
Grunden til faa tunge Straffe. Endog Domsac⸗

ten blev Regnſkab derfor ſkyldig nævnte kun ringe

Forſeelſer, talte hemmelighedsfuld om Forbrydel⸗
ſer, ſom den ikke vilde betegne, for af undgaae
Forargelſe. Man, blev uvis, om der virkelig var
en Brode hos den Landlyſte, eller hos Dommeren,
at tühylle. Den landlyſte Oloing levede meget
beklaget ved Bodenſoen i Coſtniz Efter nogle
Aar anſogte han om upartiſt Domſtoel, og ſi ſikkert
Leide. Halvfierdſindstyve Mænd. fra Appenzell
forbandt dem frivillig at give ham Leidet. Men
Suters Bonner bleve forkaſtede; af de halpfierd⸗
ſindstyve bleve endog fire af de beſtemteſte dømte
tildode, forte ud til Retterſtedet, men dog af
Naade overladte Skarpretteren at kagpidſke.

Fra nu af Taushed og Redſel. Den band⸗

lyfte blev i Coſtnitz. Undertiden gik han til auͤs⸗
ſere Rhoden, at ſee gamle Venner. Da kom
efter Aar og Dag en Mand i, Landet; Baptiſta
Roͤsſ, der var erklæret ærelos, fordi han havde

hort til Suters Tilhængere. Da han blev grebet,
ſagde han, den gamle Suter hvervede i auͤsſere

Rhoden Mandſrab for af overfalde Flæffen Up»

' penzell, og opkalde Folket til Frihed Mod: Gei⸗

ste Binds able belt. 14

*

*

4 194
gers Parti; han beraabte ſig endog paa Hadeis⸗
mend, ſom Vidner; men Hedersmendene ſagde:
han taler Uſandhed.

Ikke desmindre blev han troet, og Almuen ved
ſtrekkende Fortællinger opegget mod den Landly⸗
ſte; derpaa fragtede man efter, at faae den Freds
leſe i Haende. Dette lykkedes paa en gyſelig
Maabe. Man benyttede fig dertil af hans egen
i Appenzell givte Datter, gik venlig til hende,

og overkalte henbe ſvigfuldt, at ſkrive til Fade:

ren, at beſoge Kroeverten i Wald, en Menighed

i Ausſerrhoden; man havde vigtige og gode Un⸗

derretninger at give ham. "Uden Miskanke fulgte
Faderen ſin bedragne Datters Stemme. Man
lokkede ham nu under mangehaande Paaſkud til
denne innerrhodenſke Bondehy Oberegg. Der
blev han overfaldet, bundet, og Paa. aaben Slade
lebt til Appenzell (9 Febr. 1784). Det var en
bar? Vinterdag. Medens hans Vogtere giorde
"fig tilgode i Kroen i Aliſtaͤdten, laae den gran
hærdede Altlandamman bedende ude pan Slerden,
Stormvinden ryſtede den faldne Snee af hans
graa Haar. Han gientog for Blodretten Vidnes-

yrdet om fin Uſkyldighed. Lagt paa Pineban⸗

ken tre Gange i een Dag, vidſte han ingen For⸗
brydelſe, at bekiende. Dog blev Wine brust

195

over hans Liv. 20 af Dommerne gave ikke deres
Stemmer dertil, og nedlagde hoitidelig Indſigelſe
i Bogen mod Andeel i Dommen. Men den blev
endnu fuldbyrdet ſamme Dag (9 Maxtii 1784).

Den gamle. Suter horte Dodsdommen med al”

uſtylds Ro, med al uſkylds Ro gik han til Ret»

terſtedet. Der faldt hans 2 8 (Boͤrſenh. den

23 Dec. 1829).
K. R

Lis ſabon 20 Nov. Marqv. Chaves er
ſat ſom Vanvittig under Opfigt. Ikke at tale
um hans gamle Streger, af han, naar han ſpilte

Kort i Selſtab, uden Omſtændighed ſtak de An⸗

dres Guld⸗Vhiſtmarker til fig, ſlog dem, han
talte med, over Skinnebenene, og ſpottede dem i
Anſigtet, fik han nys ved Nattetider det Indfald,
at ſtage op, lade kiore frem, og tage til Qveluz, hvor,

han paaſtod, man ſkulde vakke D. Miguel, da han
vilde aabenbare ham en ny Frimurerſammenrot⸗ 5

telſe, ſom Aftenen for var forfættig fortalt ham af
hans ſœdvanlige Aftensſelſkab, Munken Braga og

Conſorter. Det blev naturligviis ikke tilladt ham,

at forſtyrre Infanten i hans Søvn; han kom alt»

faa igien om Morgenen, juſt da Grev Baſtos,

ſem Indenrigsminiſter, havde fadet Audients, for
, 3 * '

2

196

dt forerægge Ting, der havde ligget hen i to Maa⸗

neder til Afgierelſe. Chaves blev mældt Infan⸗
ten, der ſvarte: Gud bevare mig for dette Men—

neſke. Grev Baſtos! tag De Dem af ham, og

bring ham hiem til hans Kone! Hvormed In⸗

fanten gik ud af Dørren,

Underdanig ilte Baſtos af undſkylde fin Herre,
hos den apoſtoliſke Helt; denne bandte grasſelig,
og indbod Greven at ſœtte ſig i Vognen med, da
han underveis vilde underrette ham om Frimurer⸗

nes Streger. Dette blev modtaget, men paa

Halbveien ſagde Marqvezen: Min Bedſte! her
maa vi ſkilles ad, jeg maa kiore et andet Sted

hen for at afhente min Frue, Marqveza Chaves; lod
nu uden videre Cermoni Kudſken holde, og pak⸗

kede Greven ud af Vognen paa den almindelige

Landevei, tre Mile fra Byen, i Hofuniform, Cha⸗

peau⸗ bas, med kruſet Paryk, Silkeſtromper,

| É tynde Sko, midt i Snavpſet, og i fuld Regn, efter
at alle Grevens Bonner, forſt at fætte ham af i
N Huus, havde været forgiæves, gl

Hs. Exc. maatte våde. et langt Stykke. Vel,
til et Politivagthuus, og endnu bie der en heel

Time, indtil Excellenzens egen Equipage kunde
komme langſom bag efter. Denne Hiſtorie har
moret By, og Hof, hvor Greven og Maraqpezen

197

begge, ſkiondt paa forſkiellig Maade, ere lige for⸗
hadte; og da den ſidſtes Galenſkab er endnu taget
mere fil; er han da omſider ſat i den Stilling, at
han ikke kan giore mere Ondt," Boͤrſenh. 19
December. 8 20

K. R.

f Lisſabon 29 Nov. Mordene tiltage f vort
ulyklelige Land, og med daglig ftørre Barbari.

Milice captain Joze Joco Alvez, en riig, og ſom

Zilhænger af Dronning: Maria bekiandt Mand,
levede en Tidlang ſtiult i Bondebyen Carvjgaes
ved Staden Torre de Moncorvo, men blev af
fin forhenværende” Oberſt udſpeidet og angipet.
Denne kom ſelv for at hæfte ham. Den ulykke⸗
lige Mand ſogte at forſvare ſig, men man fore⸗
kom ham, og ſkiod paa ham med Muſketter. Han
faldt giennemboret af to Kugler, men aandede
endnu; nu lagde hans Bodler ham paa en Karre,
og en Sek Halm under ham. Oberſten havde
ſendt Bud til Øvrigheden i Moncorvo, og drog;
perſonlig forved Karren. Da den kom derhen,
overfaldt den i Forveien opcggede Pobel den
Doende med Skieldsord: Forræder mod vor Her⸗
ſker Don Miguel, Frimurer! o. ſ. v., fatte Il

198
paa Halmen under ham, og ſaae med Helvediu⸗
bel til, indtil Luerne havde forteret ham.
De Fangne i Fortet San Juliao, ſamtlig
Officerer og Folk af Stand, vare hidtil indſpar⸗
rede ſammen i en underjordiſt Kielder under Plat⸗
formen, der ſtoder til den uhyre og ligeledes hvæls
vede. Ciſterne. J forrige Uge faldt faa voldſomme
Regnſkyl, at denne Ciſterne, hvis Mure ikke i
mange Aar vare blevne efterſeete, gav efter. får
Vandmasſen, der frængte-ind. i Fengſelet, og
gik de Fangne lige op til Bryſtet, og, da Regnen
blev ved, tog beſtandig til. Man kan foreſtille
fig, at de i denne Dodsnod ſkreg om Hielp, (om
da blev, mældt deres Fangefoged, Gen, „Tellez
Jordad. Meget koldſindig befalte han, at lade
Garniſonen trœkke op; hvilket ved den ſoere Regn

» >" Frævede megen Tid, og forſt efter at denne Mili⸗

tairparade med vedborlig Langſomhed. og Hold.
lighed var opſtilt over hele Feſtningen, og iſar
üdenfor Hvelvingen, der ſtod fuld af Vand, torde
denne aabnes, og de Ulpkkelige bringes ud, og
hoiere i Veiret. Dug var fire allerede druknede,
og Bandet havde. ftåaet dem Alle til Halſen.
Sexten ligge fi ſiden den Tid for Døden, og alle
exe mere eller mindre alvorlig ſyge. Blot hint
ſkrcekkelige Tilfelde ene, og kun fordi alle andre

— —

nnn , . . — ˙———— RR een

199,

underjordiſfe Fengſler, ere fulde af Slagtoffere,
havde de 80 Fanger at takke, at de nu ere over
Jorden, og pan et Treegulv. (Borſenh. 18 55

. R.

Manliggiange

„Folgende trende, aldrig offenlig trykte Sange,

ſynes ſaa pasſende Sideſtykle til den i dette Hæfte.
aftrykte Tale, at Undertegnede har tilladt fi 9 her.
at. give dem Sted,”

2 el vi tlie.
For Verden, ei for fig. alene,
Fik hver en Skabning Tid og Sted;
Lykſalig den, ſom veed at tiene
Ei blot fig felv, men andre med.
Hav Perus Guld! det er ei Are;
Men nyd det! deel det, lad det være.
Til Fleres Gavn, i mange Grene! ar yt
Da forſt er Guld en Herlighed.
Kun lave Siele fig fornøie,
Naar giemte Skat formerer fig.
Kun Niddingen feer. Armes Moie,
Og glemmer den, og feꝛder ſig z |

200

Skal ſaadan Rigdom vere Lykke,
Jeg favner let ſaa dyrt et Smykke,
Thi Fryd i andres glade Bie,
Det er den ſande Fryd for mig.
Saa tenker den, hvis Hierte finder,
Hvad Dyd og ædelt Venſkab er,
Gaa tenker den, ſom WMren minder,
Sag tenke Alle! Alle her!
Hvert, Menneſke er os en Broder, ;
Thi Fedreſord er fælles Moder,
Den vinder flet, ſom troer, han vinder,
Naar Andre ene Byrden bar. ö
e O. M.
Beſtandighed.
Vel findes Livets Bane lang,
Og fuld af mange haarde Plager,
Men paa den korte Pilgrimsgang.
Fik Menneſket en tro Ledſager;
Og hvert vor Reiſes tunge Fied
Os lettes ved Beſtandighed.
Hvad Gledes Fylde for den Siel,
Der vaager over ſine Pligter!
5 Men haſtig ſvinder dette Held,
: Gaafremt: man midt paa Banen ſpigter.
Thi Dydens Krands og Siclefred
Kun vindes ved Beſtandighed.

* .

Fa

Af . og Beſtandighed.

201

Selv Venſtabs ømme Folelſer

Beklemte Hierte Lindring give,

Forſage Sorger, Aengſtelſer,

Forinden de til Smerter blive;

Thi Ven ſtab og Velvillighed

Beſtyrkes ved Beſtanbighed.
Hvad Wellyſt ſkicenker ei den Baand,

O Brødre! vore Hierter binder! "-
Hvad Glede, naar vi Haand i Haand

Om Samſundskiæden os paaminder?
J den jo hver udgior et Led

D. M.
Taushed.
Blandt Mænd bør aldrig den at tale,
Der ei kan fie det, han ſkal;
Han kan kun ſladre, eller prale
Blandt vilde unge Daarers Tal;
Der er ſom ofteſt den den Storſte, f

Som riig paa Snak er fattig paa Forſtandz ö
En veerdig Taushed er det forſte,
Der vidner om den kloge Mand.

Dog er det ikke Mend alene, å
Som Taushed ſtienker Verdighed,

Held Qvinden, om hun kan forene

Blandt here Dybe d denne med.

202

Naturen giver Yudigheder;

Men Sindighed i Mine og i Ord
En dobbelt Glands om hine breder,
Gior Qvinden til en Peyd for Jord.

Saa dyrker, Venner! Taushed troligt:
Hvad blev vor Orden-uden den?
Fortroligbed er aldrig rolig,

Naar Vennen ei kan troe fin Ven!
Ved Dyd, ved Klogſkab vil vi viſe,
Hvor reen, hvor edel Ordnen er, 1
Men Ordnen ſelv, hvis Glands vi priſe,
— Bor ene Renne, kindes her.
. i Mandighed. i
( Skiendt denne ſtionne mallingſke Sang hyppig er
offenlig aftrykt, meddeles den dog her efter Ori⸗
ginaludgaven 1820, da denne har. adſkiuige fle
ubetydelige Varianter.)
Bedre fit leve blandt iiskledte, Bierge
Herdet ved Arbeid og Kuld, :
End at henfmægte med Vellyſters Dværge
Midtiblandt Roſer og Guld.
Styrke, og Kickhed, hin. Fœdrenes Lykke⸗
| Boer i den herdede Barm.
Styrke, og Kickhed. hint Fedrenes Sue.
e den; forkiæfede Barm. i 75

—— —— —

203

Siger, J Viſe, ſom granſke og dømme
Tiders og Menneſkers Tarv,

Var det ved Mod, eller var det ved Drømme,

Stegter fif Niger til Arv?

Var det Sirener, der kaldte til Hader?
Silpher, der vorgede den? É:

Nei! det var rene og mandige Seder,
Starke og hærdede Mæn, 1

Hedenolds Roma blev Dronning paa Jorden.
Mens hun opklakkede Mod;
Selv de tykſticeggede Helte fra Norden
* Standſede ved hendes Fod. ;
Vellyſt indſneeg fig, og Kickhed og Orden
Tabtes i Ladhed og Pragt;
Nu kunde Dvarge, ei Helte fra Norden,
Spotte med Dronningens Magt.
Saa ſkal og ſegne hvert Folk, ſom indbyder
Blodhedens Fryd til fin Fabn;
Saa ſkal og ſpottes hvert Land, ſom ablydern
Vellyſtens ſmykkede Arm; i
Smigrende lokker hun Gværmen, der ftræber :
Hen til de glimrende Baand;
Faaer hun den fangen, hun martrer, og dræber
Alle med ſtuffende Haand.

*

204

Viger da bort, J forkiclende Skikke,
Langt fra vort Tempel, vort Land!
Flagre, ſom Sylpher, det ville vi ikke,

Hadres vil hver i ſin Stand.
Bedre at boe mellem isklædte Bierge,
Herdet ved Arbeid og Kuld,
End at henſmegte med Vellyſters Dværge

Midtiblandt Roſer og Guld.
8 ; N O. M.

"Mallings Død.
Cantate. ö
(For Ta len.)
Chor. 85
Stemmer i med ſagte Sorgetoner! 5
Huld Erindring folge Strengens Klang & f
Som en Luftning i Cypreßſens Kroner,
Venligt lyde du, vor Sang! |
Vi har tabt en Fader; men vi. græde
Bitlert ei; han lod Naturens Krav.
Otldingen gik til fin Herres Glæde.
Fletter Krandſe til hans Gran !.

; | Recitativ.
Sees Doden, ſvovlblaa ſom et Lyn,
At ſlaae fin Lee dybt i den Unges Hjerter

. É N

205

Hvad heller: dreber den med langſom Smerte,

Da gyſe vi, ved dette Syn.

Men kommer Doden

Som Aftenroden,

Et Purpurglimt igiennem Skyens Biyn,

Og vinker Frugten moden fra ſin Stengel, —

Da ſkrekker os ei Evighedens Engel!
San EUGENE

Ædle Gubbe! vi dig flæfte

Mangen Krands, faa friſk og gronz

Laurberkrandſen forſt vi fætte

Paa din Urne, Klios Sen!“

Helten med fit Sværd, ſin Landſe,
Priſte du, med ſindrig Sands:

5 Derfor Herthas Egekrandſe
Vinde fig i Daphnes Krands.

Dannemoer og Dannegvinder
Fole, dybt ſom vi, dit Savn:
Derfor Lilier og Kicrminder
Vikles om dit elſkte Navn.
Borgerven! med kraftig Tone
Fredens Vært fin Roes du gab,
Derfor ſkal en muret Krone
. Helo ſig om Malling Grav,

i 1 a i n

7

.
”

"CASE

206
Chor.
Danmark! du hans Værd paaſkionnet.
Haand i Haand, med Taareglands,

Flœtter, Fædrelandets Sonner!
Om hans, Grav en Broderkrands.

(Efter Lale m)
Recitativ,

: Hvad ber jeg "Bin?

En Lysning giennem Skyens Morke bryder.
En Sperm af Aander :
Gaaer Oldingen imode,

"Hvem did Üdodeligheds Engel 51

Forſvundne S Seclers ſtore Siele,
Om hvem han talde Sandhedsord.
See Adelſtein med Gulethingets Lv;

Og Axel. Arkebiſtop med ſin Krumſtav;

Niels Lembak med ſin Ploug, Juel med fit Flag;
Med brudte Stavnsbaand vinker Fierde Fredrik;

Anna Colbiernſen ſmiler; Tordenſtiold

Paa Skyen tumler fro, ſom for pan Bølge,
Ho nævner dem, de Mylrende, ſom ſtimle

NMuysgierrigt did, at hilſe deres Talsmand:

207

Men fys! — To æble Skialde mode ham,
Det er Johannes Ewald, Thomas Thaarup —
Og trykke ham ſaa broderligt til Hiertet. å

å Sang
Du var din gode Konge kicer, 9

For Fredrik, Malling! høit dit Hierte brændte
Du cdteet, du beundret var af hver,
Som i fortrolig Kreds dig kiendte.
En Olding ſkion, med Mandboms Aand,
Dit Die funkled tit med Ynglingslue;
Og — med det blad; det hvide Baand —
Var du en Borger i din Stue!

C ho r.

Fedrelandet ſorger ikke;

Skiont og langt og krafrigt var hans Liv.
O men paa din Grav med Veemodsblikke

Stirre Sonner, Dottre, Venneviv.

Stor var dine Venners Skare!

Mangen Son en Fader miſtet har.

Hiertet evig ſkal bevare

Din Erindring dyrebar!

U

Oehlenſchläger. ;

208

Hiſtoriſt Udfigt

: over de nyeſte Begivenheder.
Hyoad ſagde Socrates: Jeg veed, jeg intet veed,

Ikke uden Feye kunde man ſige, at Alt, hvad, uns
dertiden efter langſommelig Forventning, Tiden—

der, og Telegraphefterretninger have bragt, og

vedblive at bringe os, blot maa tiene os til at
holde os dette Luxdorpſke Sandſagn i Minde
Ikke blot ſkeer Intet; men ſelv om det, der ſiges

at ſtulle ſtes, og maatte ffee. ja der endog er bes

budet os, fora. Begreb at eee, forteller man os

umiddelbar efker, at det endnu kan have lange
»Udſigter, og at det ingenlunde dermed er ſaalebes
i det rene, Saaledes findes i en Skripelſe fra
Warſchau, ſom Bremer Zeitung af de offenlige
Blade anforer, i Anledning af Grev Orlows over»
ordenlige Sending til Conſtantinopel og hans
Privataudients hos Sultanen i Caſernen Ramis—
Tſchiftlik, folgende mærfelige Ord: Da de af.
Porten indgangne Forpligtelſer ſkiondt langſom
dog punktlig opfyldes, bliver intet tilbage, uden
at ordne Grœkenlands politiſke Tilſtand. Men
dette torde endnu være mange Vanſkeligheder un>
derkaſtet, og af vort Cabinet letteſt kunne drives i

Conſtantinopel unber alle Deelagtiges (Betheilig⸗
ten) ved Grev Orlow. Efter Forlydende ſoger

denne at bevirke nogle Forandringer -i Fredsbetin⸗

gelſerne, og kan ved denne Leilighed ogſaa beſtem—

me Porten, at gaae ind ide londonſre Conferen⸗

cers Anſkuelſer, med Henſyn til Grakenlands
fuldkomne Uafhengighed. Thi det ottomaniſte
Minſſterium viſer endnu beſtandig en ſtor Utilboie⸗

lighed til Concesſioner, hvorved Grakenlands
Losrivelſe fra Underſaatsbaandet vilde bevirkeö.

.

N ; 7

0

Man forſikkrer, den engelſte Geſandis Sir Roberg

Gordons ellers fan ſtore Indflydelſe har hidtil ikke
været tilſtrekkelig til, at overbeviſe Reis Effendi,
at Porten vilde vinde ftørre Fordele ved Graken—
lands trangere Begrendsning og fulbkomne Uaf⸗
hengighed, end ved dets ſtorre Udvidelſe med Be⸗
hold af Overlehnsherredommet. Naar man vil
maale Geſandtens anvendte Veltalenhed, efter
den ſtore Interesſe, det engelſke Miniſterium yt⸗
trer for Bevaringen af Roligheden paa fin koſtbare

Beſiddelſe, de ſoniſke Der, ſynes der lidet Haab

om, at man ad denne Wei vil erholde Portens

Samtykke til Grœkenlands Uafbengighed. Vante

til at underordne deres Politik Hieblikkets mate⸗
rielle Interesſer, vilde derimos de ottomaniſte Mi⸗
niſtre ikke nægte et Forſlag deres Samtykke, der

var forbundet med Betingelſer, ſom forſikkrede

Porten andre umiddelbare Fordele, og da Grev
Orlow ikke allene er bemyndiget, at foretage ſe⸗
nere Forandringer j Fredsbetingelſerne, men og at
underhandle om, at jævne alle Tviſtigheder, forde

Porten maaſkee mod nogen Lettelſe i Betalingen
af Krigscontributionerne være at formage til Ef-

tergivenhed i Henſeende til Grœkenland.

J en ſenere Skrivelſe fra Conſtantinopel af Rs
13 Dec., fom ſamme Blad ud af alg, 3. anfs⸗
rer, yttres, at man i det engelſte Geſandtſkabs⸗

hotel var i megen Spænding, iſer i Anledning
af Rygtet om, at den rusſiſke Geſandt Ribeau⸗
pierre ſkulde paa fin Reiſe have været i Nauplia

hos Hr. Capo d'Iſtria, til hvem han dog blot >

havde ſendt en Expres fra Agina, ſamt at Sir

Robert Gordon gav fig al mulig Umag for at

blive nøje underrettet om Grev Orlows Wrinder,

og hans Berørelfer med de forſte ottomanſte Em⸗

bedsmœend, hvortil foyes, at den engelſke Ge⸗
bote Binds zdie Hefte. 15 /

4

210

ſandts Stilling hos Porten er nu blevet meget van:
ſtelig. Legge vi nu hertil, af efter ſenere Cfters
retninger, der gik til den 18de December, de.
Modiſicationer, den rusſiſke Keiſers Hoimodig⸗
hed har giort i Fredstractaten, ikke lyde til Sul⸗
tanens Tilfredshed, at den franſke, ved det russ
ſiſte Hof meget yndede Geſandt, Hertugen af
Mortemar, der ikke ſkal vere tilfreds med Dog⸗
nets Syſtem, har forlangt Tilladelſe at reiſe hiem,
ſom han imidlertid kun har faaet under den Be-
tingelſe, at Tieneſten ikke lider derunder; at, me—
dens det franſte og engelſte Cabinet paaſtaae, de
oſterlandſke iſer gredſke Sporgsmaal afgiores i
London, den rusſiſke Keiſer temmelig alvorlig ſy⸗
nes at forhandle dem ſelv i Conſtantinopel, hvor⸗
imod de vienſke Blade vil forſikkre, at, naar nu
Prinds Leopold af Coburg er bleven udnævnt til
Grakenlands Konge, ſkal der forſt holdes en Con—
gres i Wien, hvor den endelige Indretning ſtal
fee, friſtes man med et i Hamb N Z. anført engelſtk
Blad at ſige: tage vi ikke feil, er det ſtore
gredſke Sporgsmaal ikke kommet til
Afgiorelſe; men til et nyt Pro wvi⸗

ſorium; og torde det være meget at haabe,

at den tyrkiſke Sultan, ved ſine Betenkeligheder
og Betingelſer, vil blive den gode Sags virkſomſte
Forfremmer. 2 ; * 2

J Conſtantinopel, ſige tidligere Efterretnin⸗
ger, herſtker tilſyneladende Ro; men de hyppige
Divansmoder [od ſlutte, at vigtige Ting forhand⸗
ledes. Man vilde vide, at Halil Paſchas Sending
ingenlunde. gik ene eller fornemmelig ud paa, af
manholde om Eftergivelſe af Krigscontributionerne
hos den rusſiſte Keiſer, men at Sultanen gforde
ſig Umage for at fane Fredsfordraget ſelv aldeles
omgiort; at af alle Afſtagelſer deri, ingen tykkes

21 E:

7

fad vel Storherren ſom hans Divan utaaleligere,
end den til Fordeel for Grœkerne tagne Beſtem⸗
melſe; at den Tanke, Grakenland ſrulde blive en,
uafhængig Stat, fatte Porten j ſtorſte Bekymring,
og opfyldte Sultanens Sind med de engſtligſte
Anelſer for Fremtiden. Derfor fandt ogſaa de
hyppige Conferencer Sted mellem Reis Effendi
og den engelſke Geſandt, og de mange Coureerſen—
dinger fra Geſandtſkaberne til London og Paris.
Tyrkerne ſmigre dem med Englands
Biſtand i denne Sag, og paaſtaae, Sulta⸗
nen har fra denne Magt, eller rimeligere ved dens
Mægling faaet en Summa rede Penge, for der—
meb at kunne beſtride de meeſt trykkende Udgifter.
Fra Ancona ſkrev man under ſyttende Dec.“
Det hedder almindelig, Prinds Leopold af Sach⸗
ſen Coburg vil i Folge en Overeenskomſt mellem
England og Frankrig beſtige den gredſke Throne,
hvortil ogſaa det rusſiſte Cabinet ikke har negtet ,
ſit Samtykke, men kun giort den Betingelſe, at
Grev Capo d'ſtria ſkal blive ved bans Side, og
for beſtandig beklæde den forſte Plads i det grad⸗
ffe Miniſterium. Da det er tvivlſomt, om, naar
Capo d'Iſtria var borte, Ordenen i Adminiſtra-
tionen vilde beſtage, og ikke de gamle Intriguer
og Frictioner begynde igien, ſom han med ſaa
megen Duelighed vidſte at bortrsdde, faa ſynes
denne Ruslands Fordring ſikkerlig giort i Londons
tractatens Aand, der har til Henſigt, at bringe
Rolighed tilveie i Grœkenland. Nu er Spergs⸗
maalet, om Hofferne i London og Paris
ere enige hermed, og derneſt, om Grev
Capo d' Iſtria viſer fig beredvillig, endnu fremdeles
at hellige Grœkenland ſin Tieneſte. Hr. Ribeau⸗
piere ſkal have det Wrinde, paa fin Reiſe til Con⸗
ſtantinopel, at opholde ſig i Nauplig for at gjøre.
SAGER 15: ö

212

Aftale med Greven derom (ſ. 9. f.) "Udfaldet af

denne Sending torde have afgiorende Virkning
vaa Valget af Grœkenlands tilkommende Souve—
rain (2), da den rusſiſke Keiſer, uden en foreløbig
Overeenskomſt af dette Slags, for at betrygge fit
Riges Interesſer, vanſkelig torde tilſtede en

Prinds, der ved Familieforhold tilhører Eng:

land, at beſtige den Greſke Throne“ "BE

Efter de ſeneſte Efterretninger fra Trieſt uns
der forſte Januar, ſkulde Grev Capo d'Iſtria, til
hvem Ribeaupierre fra Wgina havde ſendt en Cr:
pres, være faſtbeſluttet at forlade Grekenland, og
alvorlig foye Anſtalter dertil, da Gemytterne paa
ny ere hoiſt opcggede, og Intriguernes- neppe

dampede Aand igien griber meget om ſig .

Da de Efterretninger, ſom indlobe, medens
dette ſkrives, end ydermere melde, at Keiſer Nis
tolaus ſkal were af den Mening: at, inden nogen
endelig Beſlutning om Grakenlands Regierings⸗

form, end ſige, om dets titkommende Herſker er
gat tænke pan, meget: endnu i dets Indre og Ydre

er at beſtemme og ordne, ſom ikke letteligen af

nogen anden, end. dets nærværende viſe og veldæs

dige Beſtyrer Grev. Capo d'Iſtria kan være at

haabe; hvorhos det dog paa ſamme Tid ſtadfeſtes,
… at dennes Beſlutning ate drage fig tilbage, mere og

mere ſynes at blive upaatvivlelig, ville vi gaae

over til andre Wmner, med Forbehold. af vende

tilbage til dette, hvis inden Heftets Slutning
mere Lys ſkulde opgaae deri. Eg:
Die portugiſiſte Anliggender ſynes med eet at

antage et ganſke nyt Udſeende; medens man end⸗

nu for ſaare faa Uger ſiden med, fuld Beſtemthed

forſikkrede os, at Don Miguel var og blev Konge

af Portugal; at hans Adel, hans Geiſtlighed, haus

„Armee, og Folket i Almindelighed ſtod ham inde

eng

derfor; at vel Brodermonarkernes Erkiendelſes ;
Formalitet fattes ham, men at han kan beregne,
at Politiken ſelv vil medføre Opfyldelſen af denne
Formalitet; medens allerede Gazetten-kaldte ham
Deres Majfeſtæt, og de engelſte Blade omtalte
den formelige Erkiendelſes Hieblik, ſom ſaare nær
forhaanden, ja endog nævnte den øfterrigffe Mis"

niſter, der ſtulde være udnævnt at gaae til Lisſa⸗
bon; maeldes ferſt, at i Folge Efterretninger fra

Rio Janeiro, Cabineitet St. James ſnart forde

derfra vente Erklœringer, der afviiſte ethvert For⸗

lig med Defactoregenten; ſnart hedde det endog, |
at, at Miniſtrene nylig i et Cabinetsraad havde 1
eenſtemmig fattet den Beſlufning ikke at erkiende AR
Uſurpaterne, ſamt at der paa Kongens Befaling:
var afgaaet Coureer til vedkommende Hoffer, at

"opfordre dem, at medvirke til dette Hiemeed, og
at Lord Aberdeen havde ladet Don Miguels Ge⸗
fandt Viztonde da Seca tilſtille Reiſepas; og en⸗
delig have tydſke Efterretninger fortalt os, at der
handledessom, at bringe. Don Miguel til at takke
frivillig af, forvisſe ham Aarpenge, at leve af,
og et Friſted at leve paa; hvilket alt, dog forſtk⸗
Fred, ikke vil være vanffeligt at tilveiebringes;
ja det er endog gaget ſaavidt, at det. Sporgsmaal
er opkaſtet, naar nu Donna Maria var Portugals
Dronning, hvo da i hendes Mindrseaarighed ſkulde
beſtyre Riget, hvorhos da yttredes det Onſke at
England ikke i faa: Fald vilde beſkikke Marquis
Beresford dertil; ligeſom der og taſes meget bes
ſtemt om en tilkommende Gemal for den unge
Dronning. At en ſtor Deel af alt dette uſtridig
er meget for tidligt, lader ſig vel ikke kalde i
Tvivl; at Migueliterne i Lisſabon ſelv imidlertid > 2

——

ere i ſtor Uro, ſynes afgiort.

—
*

214

J Spanien har man forgiæves. i Anledning

af Formelingen ſeet en Amneſtie efter en temme⸗

lig liberal Maaleſtok imode; og vilde man endog
vide, den havde fan godt ſom faaet kongelig Sant;

tion, da Infanten Don Carlos Gemalinde —

Soſter af Don Miguel — kaſtede den hele Sag
overende, ſom man da overhovedet paaſtaaer, af .
det apoſtoliſte Parti, der har faaet en Støtte i
det franſte Miniſterium, har mere Indflydelſe, end
nogenſinde. Derimod er- man opmeerkſom paa,
hvorledes det brittiſfke Cabinet, hvis gientagne
Intervention iſer havde fremmet den paatenkte

. Umneftie, vil optage denne Forandring.

Det veſenligſte, vi fra Frankrig have at be⸗

rette, er, at Kamrene ere indkaldede til den an⸗
den Martii Jovrigt vedblive Bladene; at give

os Hofbarometeriagtagelſer om unaadige Vifteſlag,
og Camarillaindflydelſe og Courmageries Ebbe og

Flod i de forſkiellige Dognmegtiges Salons; alt

efterſom Vinden ſynes at vende fig, o. m, d. l.
iſtedenfor om Almeenfornuftens og Nationalmenin⸗

gens Stemme, Hyppigen ymtes, og endnu gan⸗
ſtenylig igien i Anledning af en Lyſtflotsreiſe, om

Miniſterialforandringer, dog kun partielle, og
ſom det ſynes til Grundfeſtelſe af Ultraſyſtemet,
i det Courvoiſier, Hausſez og Chabrol ſiges at
ſkulle udtræde, efter nogles Formening endog for
at giere Giengangere af det villeliſfe Miniſterium
Plads. Paa ſamme Tid tales der om, at Mini⸗
ſteriet vil aabne fin Virkſomhedsbane med adſkil⸗

lige populaire Lovforſlag, ſaaſom, om Lotteriers

Ophavelſe; ligeſom og Canalanleœget mellem Rou:
en og Paris med i Hine faldende Driftighed om⸗
handles. At det nærværende Miniſterium, ſaa⸗
fremt det blot har Driſtighed og Sammenhold,
med flige Forholdsregler — ja maaffee endog

w

215 2

uden dem vil kunne træde Kamrene imode,

ſikkert paa at mode mere Modſigelſe end Mod—

ſœtning, ſynes, i det ringeſte efter de Erfaringer,
Sir Robert Walvole i ſin Tid i England vilde
have giort, vel ikke faa ganſte uſandſynligt. Men
man vil tillige, vide, at den ſmidige Napoleontiſt,
Hr. Beugnot, der ſiges at være Miniſteriets hoire
Haand, klager over Fyrſt Polignacs toileloſe
Jacobinismus, og vel er det at formode, at

harm ikkeer enten den eneſte, eller den betydeligſte,

der indſeer alt det Betenkelige i det uberegnelige,

—

Voveſpil, man, inden man ſeld vidſte deraf,

kunde fee fig ledet dybere ind i, end man havde".
foreſtilt fig; og der mener Konge og Fedreland

det alt forvel til, muligt tildeels af Eftergivenhed
mod ubekiendte Ledere, at tilraade, et ſaadant—
Skridt. Et Rygte, at adſkillige Pairs ſkulde
have indgivet en Foreſtilling til Regieringen mod
befrygtede ſaakaldte Statsſlag, benægtes af

Gazetten, for ſaavidt Indgivningen angager;
imidlertid ſynes man af Pairskammeret at bebude

fig mere, end ſedvanlig Energie.

Ogſaa i England har man feet en Minſſterial⸗
forandring imode, hvorved Hertugen af Richmond
ſkulde tage Lord Wellingtons Plads; og ſkal det
mellem Wellington og Hertugen af Cumberland

voaee kommen til faa heftig en Scene, at Kongen

har ſelv maattet lægge fig derimellem. Anlednin⸗

gen ſkal have været, at Hertugen af Cumberland
forlangte Overbefalingspoſten over den engelſte

Armee, ſom Premierminiſteren paa ingen Maade,

vilde indrømme ham.
En ubehagelig Senſation giøre de hyppige

Presſeactioner, der, iſer mod Morningjournal, finde
Sted, og ſige the Times i denne Anledning fol⸗
gende merkelige Ord: Det upolitiſte i disſe Til

STA 216

taler bar allerede af fig felv paatvunget fig Mini:

ſtrenes Gemytter, med den Jagttagelſe, ſom de

ikke kunne unddrage dem, at de blot arbeide Mors
ningfournal op til en politiſk Martyr, Det nærs

værende. Miniſtetium har, ſom vi oprigtig troe,

mindre at frygte af den offenlige Mening, end
næften noget foregagende i de ſidſtforlobne 30 Aar.

Hvorfor vil det da aftakke denne fin naturlige og

megtigſte' Bundsforvandt? hvorfor gribe til den

ofſficielle Forfolger, der endnu albdrig nogenſinde

bur beſkyttet et (vagt Miniſterium for Foragt, eller
ſkaffet et ſterkt Miniſterium mere Kraft? Det er
ſmerteligt at ſee, at i Hertugen af Wellington
ſynes Folelfen af hans Verdighed at være mindre

levende, end andre føle den for ham. "Hvor —

ſiger lamme Blad i en ſenere Artikel — Nidſtkeiftet
er mindſt fortient, ſkader det og mindſt, og det

bliver ligefrem Daarfkab, at bringe det for Relten.“

AX

Ogſaa gribe de engelſke Blade begiærlig Lei⸗
ligheden, ved den nylig over Journal des Debats
i Paris afſagte Frikicendelſes Dom at hæve deres
Stemmer mod de ſaakaldte Tendentsprocesſer, og
anpriſe den nuverende franſke Lovgivnings Libe⸗
ralitet i ſaa Henſeende. 2 22

»Mekrkeligt er det, at pan ſelvfamme Tid, ogs
faa i det tredie Naboland, Nederlandene, felva
ſamme Sporgsmaal, og det med ikke ringe Liden⸗
ſkabelighed er paa Bane; overalt finder i dette
Land for Gieblikket en ſaare beſynderlig Kriſis
Sted. Begierligheden — hedder det i Br. 8.
Udſigt over Decembermaaneds Begivenheder — at
ſette fig op mod en conſtitutionel Regiering, er
pan nogen Tid ogfan i Nederlandene ſterk ſynlig,
dog er Motiverne her fuldkommen forſtiellige fra
dem, man i Frankrig har ſaameget ate frygte af.

J Frankrig trues man af en ved Revolutionens

217

Slutning ikke undertrykt vilb Lidenſkab; i Hol⸗

land kunde den uden Regieringens viſe Forſigtig⸗

—

hed og Maadehold komme af Nationens deelte In⸗
teresſer og ſelv religieuſe Stridigheder.

J Preſident Jackſons Budſkab til den nord—
amerikanſke Congres ved dens Sammenkomſt,
paaſtaaer Qvotidiennen, at Frankrig trues med
et Fredsbrud, hvis der ikke betaler de nordameri—
kanſte Privatfordringer for Confiſkationer under

Keiſerregieringen, hvilke ſtulle beløbe dem til

omtrent ri Millioner Dollars. — „Han vil altſaa
— ſiger Pariſerbladet — at Frankrigs legitime

"Konge ſkal være anſparlig for den bonapartiſke
Regierings Ulov? — Men j faa Fald er ogſaa

Frankrig berettiget til Erſtatning for det Tab, dets
Handelsſtand har liidt ved Salget af Louiſiana.
Det blev da et Sporgsmaal, om dette Salg, hvis
Belob aldrig er indkommet i Skatkamret, kunde
anſees gyldigt?“ Det maa imidlertid anmerkes,
at i det mindſte i de Udtog, de tydſke Tidender
meddele af Preſidentens Budſkab, hans Üdtryk
ikke ſynes ner ſaa krigerſke, ſom man af Qvoti⸗
diennen ſkulde formode.

Efter de ſeneſte Efterretninger ſynes Üdſigterne
i Orienten meget langt fra at klares. J Lilleaſi⸗

en ſtal Oprøret være udbrudt paa ny, haftigere,

end nogenſinde. Fra Odesſa ſkrives under 27 Dec.
sat man endnu ikke vidſte med Sikkerhed, om den

tyrkiſfke Geſandt Halil Paſcha havde faaet: Pas ſer
til fin Reiſe til Petersborg, eller ſkulde reiſe hiem

med uforrettet Sag, da det Rygte. forrige Dag

havde udbredt fig, at Grev-Orlow giennem Ge⸗

neral Diebitſch havde faaet Befaling, ikke videre .

at underhandle med Porten, hvorhos det ffulde
være overladt til ham, om han vilde forlade Con⸗
ſtantinopel. Paa ſamme Tid. meldes fra Schweils,

em —

hen

— eee

218

at under visſe Tilfelde Grev Capo d' ſtria
vel forde paa. ny tage fit Ophold i Geneve, hvor

han havde levet adffilige Aar, inden han afgik -
til Grakenland. Derimod meldes fra Paris, at
i Folge den londonſke Hoflournal, Prinds Leo⸗
polds Udnævnelfe ingenlunde er definitiv afgjort,
og at der endnu. ere nogle Hindringer i Veienz
og Morningchronicle vil endog med Vished vide,
at han ſtal ſelv have erklœret, han m ikke onſter fig
Grekenlands Kongedomme. Ogſaa ſkulde franſte
Blade, i Folge de ſidſte Efterretninger; paaſtage,
at Rusland i Henſeende til Prinds Leopolds Thron—

beſtigelfe ſtal have givet et undvigende Svar.

Noget Lys i dette Morke ville vel de tvende Thron⸗
taler, ved det engelſke Parlaments og de franſke
Kamres fig. nermende Aabning, deels give, deels

ved de paafolgende Debatter, foranledige; men

hvorledes disſe Taler komme til at lyde, torde-

maaſkee endnu” for Oieblikket være temmelige afa.
giort.

K. R. AG

„ 0
7